“Jeg vil sige, at det er højere end 80 procent,” sagde McEntee til et kontroludvalg i det irske parlament i Leinster House. Fandt hun pludselig en lommeregner i sin baglomme?
Den irske højesteret afgjorde i sidste måned, at Storbritannien ikke er et sikkert land for asylansøgere på grund af Rwanda-planen. Det er derfor tænkeligt, at nogle migranter i Storbritannien kan have set Irland som en gunstig destination for nyudklækkede “britiske flygtninge”.
Men dette smuthul, som er en måned gammelt, kan ikke forklare de tal, som den irske regering hævder er ankommet før dette tidspunkt.
Dette er politisk spil for galleriet. Især McEntee har oplevet, at hendes popularitet er styrtdykket, siden hun åbnede grænserne for migranter, og irerne er rasende.
Ud af de 7.300 personer, der har fået afslag på ophold i Irland siden starten af 2023, er kun 100 blevet sendt ud af landet. Mindre end en ud af halvfjerds, med andre ord. Selv ud af de 188, som Irland har aftalt med modtagerlandene om udvisning, er kun tre blevet udvist.
Den irske regering håber, at EU’s migrationspagt vil redde dem. Men det, de i virkeligheden mener, er, at EU vil fritage dem for at tage ansvar for deres egen befolkning, hvilket er let genkendeligt i hele Vesteuropa.
I mellemtiden er den britiske Rwanda-plan en gylden mulighed for at give hovedfjenden skylden for de selvforskyldte problemer, som den irske regering har påført sine egne borgere.
Det er usandsynligt, at irerne lader sig narre. Flere og flere irere indser, at de virkelige ophavsmænd til Irlands migrationskrise sidder i Leinster House.