Det er ikke forkert at tjene penge på omsorg

Det er ikke forkert at tjene penge på omsorg


Det er ikke forkert at tjene penge på omsorg. Det er derimod forkert at begrænse omsorg til det, som djøffere kan formulere bag et skrivebord. Hvis man kan udbyde et omsorgsprodukt, som borgere oplyst og frivilligt tilvælger, så det offentlige udkonkurreres på service, og man samtidigt kan tjene penge på det, har man ikke blot gjort en god forretning, man har også gjort en god gerning.

Gode omsorgsydelser er kendetegnet ved forventningsafstemning. Uanset serviceniveauet vil en borger ikke opleve det tilfredsstillende, hvis det ikke lever op til forventningerne.Og den socialdemokratiske kontrolstat har ikke indfriet vores forventninger længe. Ventelisterne vokser, sengepladserne er udtømte, og psykiatrien er i eksistentiel krise. Det specialiserede socialområde er for længst vokset kommunerne over hovedet. Plejen kunne man skrive en roman om, men behøver man det – for hvor mange af os ser med forventning frem til, at vi bliver afhængige af hjemmehjælpen?

Afbureaukratisering, som er moderne for politikere at tale om, vil ikke hjælpe, fordi problemet sidder i monstrets rødder. To nye hoveder vil springe frem, hver gang vi skærer ét af. Det er systemets natur at fodre sig selv.

Den gode nyhed er, at vi slet ikke behøver de tusinder af djøffere til at lave administrative og bureaukratiske rammer. Ethvert omsorgsudbud er båret af ildsjæle – selvom de, desværre, for nu bliver opslugt af det bureaukratiske monster. Djøfferne kan ikke alene, og ude i den sanselige virkelighed er det næstekærlighed, som bærer de projekter, som djøfferne har mejslet i bureaukrati.

Hvis de samme ildsjæle, som i dag driver og drifter plejehjem og specialtilbud, eller som kører i hjemme- eller sygeplejen, bliver sat i fokus af serviceudbuddet, og deres faglighed sætter rammerne, kan vi skabe en omsorgsrevolution i Danmark, hvor vi ikke skal frygte afhængighed af andre, fordi vores forventninger bliver mødt.

Det kræver, at vi frigør os fra fortidens socialdemokratiske forbandelse og giver slip på forestillingen om, at omsorg skal planlægges centralt af djøffere. Den gode omsorg er en god gerning, og de, der leverer den, gør et godt stykke arbejde. Uanset om det er offentligt eller privat. Og hvis man kan gøre det bedre og billigere end det offentlige, så er det en god ting.

Vi skal kun syd for grænsen for at finde et omsorgsudbud som ikke er drevet af djøffere, men af ildsjæles faglighed. Jeg har selv ledt et stort privat plejebureau i Tyskland, hvor lægefaglige udredninger bestemmer omsorgsbehovet, og hvor sundhedsfagligt personale giver ydelserne liv ud fra deres faglighed og erfaring. Vores tyske naboer har en fundamentalt anderledes tilgang til omsorg. De, som yder den gode omsorg, gør en god gerning. Det samme er tilfældet med dem, der faciliterer omsorgen. Også når de tjener penge på det.

Lige nu lider danskere på lange ventelister alene hjemme uden tilstrækkelig hjælp eller på et plejehjem, hvor der ikke er hænder nok. Mennesker oplever ikke god nok service, fordi man har sat hensynet til den ideologiske velfærdsstat – med dens iboende vokseværk – foran





Source link