Den Korte Avis | Der stjæles for milliarder hos danske købmænd – en tredjedel af de sigtede er udlændinge

Den Korte Avis | Der stjæles for milliarder hos danske købmænd – en tredjedel af de sigtede er udlændinge


Selvom varerne måske er små, er det ikke småpenge, der er tale om.

 

Hele to milliarder kroner.

 

Og det kan mærkes, siger administrerende. direktør Jannick Nytoft hos De Samvirkende Købmænd (DSK) i en pressemeddelelse:

 

”Butikstyverier fylder for meget for den enkelte købmand, og det er en stor økonomisk omkostning for en sektor, der samlet set har en overskudsgrad på 0,5 pct. Der bliver stjålet for mere, end der er overskud i sektoren”.

 

Højeste antal butikstyverier i tyve år

Antallet af anmeldte butikstyverier nåede i 2023 at runde 24.457.

 

Ifølge Danmarks Statistik er antallet af butikstyverier det højeste gennem de sidste tyve år, hvor der i 2003 blev anmeldt 22.605 butikstyverier.

 

I forhold til det voldsomt store antal butikstyverier har De Samvirkende Købmænd anslået, at det samlet vil koste dagligvarehandlen op imod to milliarder kroner.

 

Denne udvikling kommer ikke bag på Jannick Nytoft:

 

”DSK’s estimat for 2023 holder stik. Vi havde estimeret, at antallet af butikstyverier i 2023 ville ende på 24.464, og det reelle tal endte med at blive 24.429,” siger han.

 

Som nævnt har Danmarks Statistik sat antallet af butikstyverier sidste år til 24.457.

 

”Dertil kommer, at to ud af tre butikstyve er gengangere, og hver fjerde butikstyv har ti eller flere strafferetslige afgørelser med i bagagen,” oplyser DSK

 

Kig på kiosker i København og kig på grænsen

Ifølge DSK er cirka hver tredje sigtelse rettet mod udenlandske statsborgere.

 

”Det bør klarlægges om grupper af butikstyve i større omfang forsøger at udføre stjålne varer af Danmark,” skriver DSK og efterlyser skærpet udrejsekontrol af for eksempel østeuropæiske varevogne.

 

Også kiosker i København trænger ifølge DSK til grundige eftersyn.

 

Købmændenes organisation henviser her til rapporter fra Fødevarestyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen.

 

Her fremgår det, at fødevarestyrelsen har oplyst, at hver fjerde detail- eller engrosvirksomhed ikke kunne dokumentere, hvor deres varer som f.eks. kød, grønt, slik, vin og spiritus, chokolade, tyggegummi og kaffe kom fra og blev sendt videre til.

 

”Nogle kiosker i Københavns Indre by er desværre steder, hvor det flyder med ulovligheder,” lød det sidste år i en pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen.

 

Efter utallige opfordringer: Nu sker der noget

Købmændenes forening har gang på gang råbt vagt i gevær omkring butikstyverierne, og nu sker der omsider noget.

 

I et svar til Danmarksdemokraternes retsordfører, Betina Kastbjerg, oplyser justitsminister Peter Hummelgaard (S), at ministeriet er i fuld gang med at udarbejde et lovforslag på området.

 

Af svaret til Betina Kastbjerg fremgår det blandt andet, at:

 

”Med udspillet lægger regeringen blandt andet op til at hæve straffen for butikstyveri og hæleri, så der som udgangspunkt altid udmåles en bøde på mindst 1.000 kr., første gang en person bliver taget for butikstyveri eller hæleri,” skriver Peter Hummelgaard i sit svar til Betina Kastbjerg og fortsætter:

 

”Derudover skal det sikres, at bøden for butikstyveri altid overstiger værdien af det stjålne. Jeg forventer at fremsætte et lovforslag, der skal gennemføre de initiativer i udspillet, der kræver lovændring, i den kommende folketingssamling.”

 

Det vil sige til efteråret.

 

Som et andet initiativ vil regeringen ifølge Peter Hummelgaard sikre, at det bliver gjort mere tydeligt for butiksejerne, og hvornår de må foretage lydoptagelser i butikkerne og dele dem med politiet til brug for politiets efterforskningsarbejde.

 

”Justitsministeriet vil derfor i samarbejde med De Samvirkende Købmænd og Dansk Erhverv udarbejde et overblik over butiksejernes muligheder,” lyder det fra justitsminister Peter Hummelgaard.

 

Han forventer, at arbejdet vil være afsluttet medio juni.

 

Kilder til denne artikel:

https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/13775223/butikstyverier-saetter-ny-rekord?publisherId=90355&lang=da

file:///C:/Users/Karen/Downloads/Sikker%20Butik%2010-punktsplan%20mod%20f%C3%A6rre%20butikstyverier%20-%20maj%202023%20(2).pdf

 

https://www.statistikbanken.dk/straf12

 

https://www.ft.dk/samling/20231/almdel/REU/spm/793/index.htm

 





Source link