Javier Milei har lanceret sit libertære økonomiske eksperiment for at forandre Argentina. The Telegraphs redaktør for verdensøkonomi, Ambrose Evans-Pritchard, undersøger, om Mileis “chokterapi” kan virke.
Præsident Javier Milei har en upåklagelig timing. Argentinas skiferboom har nået sit industrielle højdepunkt, netop som han går i gang med sit ekstreme libertære eksperiment: et hayekiansk angreb på den kriminelle peronistiske stat og alt, hvad den har at byde på.
Argentina er ved at blive nettoeksportør af energi. Det produktive skiferbassin i Vaca Muerta leverer endelig varen.
Vaca Muerta begynder pludselig at ligne det næste Texas, skriver Evans-Pritchard.
“Det er ikke det samme Vaca Muerta som for ti år siden, og vi gør kun en brøkdel af, hvad vi kunne have gjort,” siger Horracio Turri fra Pampa Energy.
Ifølge US Geological Survey har regionen verdens næststørste reserver af skifergas, og de fjerdestørste reserver af skiferolie. Argentina er i gang med at udvikle lignende projekter i andre områder af landet.
– Olie er det, der skal få Argentina på fode igen, fordi det bliver en meget stor kilde til udenlandsk valuta. Vi er nødt til at begynde at tænke som en petrostat, for vi er en verdensaktør i støbeskeen. Først skal vi løse vores infrastrukturproblemer,” sagde Turri, da han talte på Vaca Muerta Insights 2024-forummet.
I Vesten forsøger klimahysterikere at afskaffe olien, og ignorerer det faktum, at milliarder kan dø i en forarmet fremtid.
Hver brønd i Vaca Muerta har brug for omkring 15.000 tons sand, 400 lastbiler med vand og en konstant forsyning af diesel.
Opgraderingen af Norpatagónico-jernbanen, der skulle sætte en stopper for dette daglige ritual, blev overhalet af den ene gældskrise efter den anden.
Akvædukten, som skulle bringe vand til boreriggene, blev aldrig realiseret.
“Infrastruktur er ikke noget, vi gør i Argentina, alt er smuldret i 70 år,” siger professor Alejandro Welbers fra CEMA University.
Sådan er det med socialisme: Masser af store løfter, der fører til en enorm økonomisk nedtur, og Argentina er blevet hårdt ramt. Men Milei står for helt andre løsninger og lover ikke andet end blod, sved og tårer for at genopbygge landet.
Han er ligeglad med klima fanatikernes modstand mod fracking.
McKinsey vurderer, at nye fracking-teknologier, som f.eks. intelligente bor, geo-navigation, multi-boring fra samme platform, har reduceret produktionsomkostningerne til 36 dollars pr. tønde, en uimodståelig handel på et verdensmarked med en strukturel pris på 80-90 dollars.
Gassen koster omkring 1,60 $ (MMBtu), hvilket er lavt nok til at producere flydende naturgas (LNG) til eksport til Europa til konkurrencedygtige omkostninger.
Skiferolieproduktionen er firedoblet i løbet af de sidste tre år.
Regeringens mål på 1 million tønder om dagen ser allerede ud til, at være for beskedent, og i Neuquén taler man om norske niveauer på over 1,5 millioner tønder om dagen som et potentielt højdepunkt.
“Vi tror på, at vi kan tredoble olie- og gasproduktionen inden 2028”, siger Miguel Galuccio, grundlægger af argentinske Vista Energy, som borede otte nye brønde her alene i marts.
Horacio Marin, YPF’s Texas-uddannede CEO, siger, at han vil gøre det til sin mission at sikre, at Argentina eksporterer kulbrinter til en værdi af 30 mia. dollars om året omkring 2030.
“Vi gør dette for den argentinske republik og for vores børn. Hvis vi kan få 30 milliarder dollars ind, vil vi ikke have flere valutakursproblemer,” siger han.
Han er en pioner inden for en form for “lean fracking” baseret på Toyotas produktionsmodel.
“Vi ønsker, at opførelsen af en boreplatform skal være lige så effektiv som opførelsen af en bil. Det fjerner lag af driftsbureaukrati og gør os ekstremt konkurrencedygtige. Ikke engang amerikanerne gør det.”
Præsident Milei har skåret i alle føderale overførsler til regionerne i jagten på budgetoverskud. Han har skåret de offentlige investeringer ned med 84 procent. Denne drastiske nedskæring har efterladt Neuquén med 413 lammede projekter.
Den lokale guvernør Figueroa tog sagen i egen hånd og lånte fra Den Inter-amerikanske Udviklingsbank, og udstedte obligationer til en værdi af 500 millioner USD på det åbne marked, hvor han tilbød Vaca Muerta som politisk sikkerhed.
“Vi ved, at vi er nødt til at tjene penge på det, og vi har kun et lille tidsvindue. Vi skal gøre alt rigtigt for at tiltrække investorer,” siger han.
Mileis libertære økonomiske model lægger pres på hele befolkningen for at producere og levere. Argentinerne ser ud til at tage udfordringen alvorligt.
Javier Milei har som mål at fjerne det peronistiske kontrolregime og åbne landets kulbrinteindustri for de globale markedskræfter.
Hans RIGI-investeringslov vil i princippet give udenlandske olie- og gasselskaber fuld frihed til at hjemtage indtægter til markedspris og til at indføre deres eget udstyr uden restriktioner. Den vil fjerne import- og eksportafgifter.
Han lover, at den argentinske stat ikke vil blande sig i 30 år. Tænk at slippe for Barth Eide, Vedum, Støre og Solberg i tre årtier? Norge kunne have skabt mirakuløs vækst i stedet for det økonomiske forfald, vi kæmper med under deres klamme hænder.
“Vores ledende princip er, at alt skal styres af prissignaler i henhold til lovene om fri virksomhed,” siger landets energiminister Eduardo Rodríguez Chirillo, en Thatcher-ekspert på privatisering.
Hvor er den norske Thatcher? Eller for at sige det endnu mere enkelt: Hvor er den britiske Thatcher? Hvad er der sket med hendes arv?
Mileis omnibuslovforslag er efter mange studehandler kommet igennem parlamentets underhus, men han har klaret sig bedre i opgøret med de miskrediterede partier i “castaen”, end mange havde forventet.
Senatet bliver sværere (han har kun syv pladser), men han har beføjelse til at dekretere, hvis alt andet mislykkes, ligesom Emmanuel Macron har i dagens Frankrig.
Guvernører i oliestaterne fra alle partier ønsker pakken, og Vaca Muerta er næsten blevet et nationalt projekt. Argentinas klimaløfter er knap nok en del af debatten; her er fokus primært på økonomien.
Præcis hvor tilbuddet om en forbedret økonomi kommer fra, er et sekundært spørgsmål. Men den tidligere præsident, peronisten og venstreorienterede Cristina Fernández de Kirchner, er naturligvis kritisk…
– Mileis plan er ikke anarko-kapitalisme, den er anarko-kolonial. Udvindingsstrategien er nu klar: Det er olie, gas, miner og korn. Han vil gøre Argentina til et udvindingsland for råstoffer. Denne præ-kapitalisme fører os tilbage til vicekongedømmets tid.
Før Første Verdenskrig var Argentina et velstående sted på linje med Australien.
“Hundrede år senere har Australien stadig formået at udnytte sin rigdom på ressourcer og landbrug til at skabe en højteknologisk økonomi med velstand i topklasse. Der er ingen grund til, at Argentina ikke skulle være i stand til at gøre det samme,” konkluderer Evans-Pritchard.