FritænkerneTop

‘FRITÆNKERNE’ – LÆS DEN! – NewSpeek



Af Karsten Pultz.

En god ven har foræret mig bogen ‘Fritænkerne’, som er del 3 af Flemming Blichers serie ‘Illusionen om Danmark’ om den eksistentielle krise, som nationen – og faktisk hele verden, står midt i – ikke mindst manifesteret gennem de seneste 4 års begivenheder. Man kan læse mere om bøgerne her.

Fritaenkerne

Bogen er en antologi med bidrag fra meget forskellige mennesker – faktisk så forskellige, at man tænker, at det da må resultere i en usammenhængende gang miskmask. Men overhovedet ikke! Bogen er noget af det mest fremragende, jeg nogensinde har læst på dansk, og jeg kan ikke se, at denne udgivelse kan være andet end guddommelig inspireret.

Når ens verdensbillede rystes

De forskellige bidragydere giver hver et indblik i de tanker, spørgsmål og problemer, der opstår, når ens verdensbillede rystes af begivenheder i den store verden og/eller begivenheder i ens personlige liv, hvor man kan se forbindelsen til de store verdensbegivenheder, som fx 9/11 eller de seneste 4 års verdensomspændende helvede.

Erkendelsen

Det gennemgående tema er erkendelsen – erkendelsen af, at noget er galt med verden, at ting ikke er det, de giver sig ud for at være, at verden og ikke mindst de politiske, økonomiske, medicinske, videnskabelige og uddannelsesmæssige sfærer er gennemsyrede af løgn og korruption.

Om disse løgne og den korruption er der skrevet mængder af bøger, men ikke med det udgangspunkt, som forfatterne bag ‘Fritænkerne’ har. Det unikke her er, at vi får indblik i, hvordan man kan opdage, at ens eget personlige, fysiske, psykiske og sjælelige liv er filtret sammen med det væv af løgn og korruption, der lige nu styrer verden imod en dystopisk virkelighed, som intet menneske ved sine fulde fem kan ønske sig bliver realiseret.

Fokus

Det enestående ved forfatternes beretninger er det, at deres personlige oplevelser, problemer, lidelse, kampe eller nederlag ses i en større sammenhæng, hvor forsøget på at forstå virkelighedens beskaffenhed bliver det primære fokus i stedet for at være anledning til selvmedlidenhed.

På den måde er det en filosofisk interessant udgivelse, som alle kan lære noget af. Personligt er min horisont i hvert fald blevet udvidet, og jeg takker Flemming Blicher for at have samlet disse vise og indsigtsfulde menneskers beretninger i en bog.

   





Source link