De borgerlige debattører i Danmark bliver ved med at komme med det ene bud efter det andet på et borgerligt alternativ til socialdemokratismen, men virkeligheden er, at der ikke er nogen efterspørgsel efter et borgerligt projekt, fordi den borgerlige vælgerbase i Danmark for længst er blevet socialdemokratisk.
De borgerlige har omfavnet socialdemokratismen
Selv om Danmark rent teknisk er et liberalt demokrati med institutioner såsom grundlov, parlament, frie valg, ejendomsret mv., har ”socialdemokratismen” været reelt den dominerende samfundsform i flere årtier. Lige siden 1968 har samtlige borgerlige regeringer accepteret en ”socialdemokratisering” af det danske samfund. Danmark har derfor i dag en kapitalistisk facade med private virksomheder, som lever i hyggelig, kammeratkapitalistisk symbiose med staten, samt de elementer, man kender fra de kommunistiske lande: kollektivistisk tankegang, politisk drevet offentlig sektor, en skleroseramt planøkonomi, der ligner den sovjetiske stagnation, statskontrollerede medier, statsstyret omfordelingscirkus og formynderisk klientgørelse af borgerne. I modsætning til den klassiske socialisme, der havde som mål at nationalisere produktionsapparatet, bruger socialdemokratismen velfærdsstaten til at socialisere danskerne og gøre dem så afhængige af velfærdsstaten som muligt.
De borgerlige har haft magten i lange perioder i de seneste årtier, men har aldrig gennemført et opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat, som blev skabt i 1960’erne. Da socialdemokratismen ikke opfatter borgernes problemer som private, men politiske, er det velfærdsstaten, der løser problemerne, hvilket altid indebærer mere politisk regulering og mere velfærdsstat. I andre lande opfatter man fællesskab som værende ensbetydende med, at borgerne tager ansvar for hinanden. For danskerne er fællesskab imidlertid ensbetydende med stat. I Danmark skal alle fælles løsninger være offentlige. Socialdemokratismens samlende politiske projekt er derfor mere og mere ”velfærd” til ”fællesskabet”. Det indebærer et evigt krav om flere udgifter og flere skatter, hvorfor borgerne reduceres til arbejdende skaffedyr, der forventes at slide livet igennem for at bidrage til de fælles kasser. I Danmark er meningen med arbejdet udelukkende at skaffe penge nok til den socialistiske velfærdsstat. Borgerne er dermed fanget i et slaveri skabt af den samfundsmodel, de selv har været med til at opbygge. Alle danskere skal marchere i socialistisk takt, og gør man ikke det, bliver man stemplet og udskammet som illoyal over for fællesskabet.
Fortællingen om den gode velfærdsstat er så stærk i Danmark, at det er umuligt at gå op mod den uden at blive beskyldt for at ville det onde: Ødelægge trygheden og sammenhængskraften, trampe på de svage, udskamme de fattige og lade egoismen æde det solidariske danske fællesskab. Det er en fortælling, som finder ny klangbund, hver gang nogen vil flytte en smule på de bærende søjler i velfærdsstaten for at gennemføre en politik, der sikrer økonomisk vækst, markedsgørelse af den offentlige sektor, et troværdigt forsvar, maksimal individuel frihed og minimal intervention af statsmagten i borgernes liv. Og det er præcis grunden til, at hver gang de borgerlige har haft regeringsmagten, er det danske samfund ikke blevet mere borgerligt, men derimod mere socialistisk, mere reguleret, mere beskattet, mere kollektiviseret og mere umyndiggjort. Så sent som i januar 2024 udtalte Venstres Troels Lund Poulsen, at ”Venstre ikke har noget ønske om at udfordre den socialdemokratiske model. Tværtimod. V står for velfærd”.
Borgerligheden har ingen borgerlige vælgere
Et borgerligt projekt, som kunne give de borgerlige regeringsmagten, kræver en borgerlig vælgerbase, men denne er for længst væk. Midten i dansk politik er nemlig rykket stærkt til venstre, hvor langt de fleste vælgere og partier nu klumper sig. De borgerlige vælgere er blevet venstreorienterede af at lytte til de blå partiers hyldest til velfærdsstaten og det arbejdende fællesskab. Der er blandt dem ingen opbakning til en anden samfundsindretning end socialdemokratismen. De er i den grad bundet ind i socialdemokratiske dogmer om, at skattelettelser er lig med velfærdsforringelser, at produktionen af offentlige velfærdsydelser bedst og sikrest foregår i offentlige monopoler, og at detaljeret regulering og kontrol er bedre end tillid til borgernes fornuft og dømmekraft, at det i Danmark er umuligt at gennemføre ægte markedsliberale reformer. Ifølge Hjort-doktrinen skulle de borgerlige erobre midten ved at omfavne velfærdssocialisme. Og det har de gjort med det resultat, at Socialdemokratiets folkehjem også er blevet de borgerliges hjem.
Det er derfor kun logisk, at samtlige borgerlige partier bruger energien på at gøre sig lækre for den grå leverpostejsmasse i midten og overbevise den om, at de er bedre til at administrere det socialdemokratiske velfærdsprojekt end socialdemokraterne selv. Samtlige borgerlige partier ønsker at ”regere hen over midten”, hvilket er kodeord for, at man vil administrere velfærdsstaten uden at udfordre den. Samtlige borgerlige partier ser det som deres mission at optimere den socialdemokratiske velfærdsstat – ikke afskaffe den og indføre en ægte liberalistisk samfundsmodel. De borgerlige debattører og tænkere, der påstår, at der findes mange vælgere, der efterspørger en borgerlig økonomisk politik, har ingen forskningsbaseret evidens herfor. Til gengæld findes der solid evidens for, at vælgerne ønsker en stærk socialistisk stat, der sikrer velfærd og tryghed. Valget i 2022 viste også med al ønskelig tydelighed, at et stort flertal af danske vælgere, som socialdemokratismen havde indoktrineret igennem 40-50 år, ikke ville være med på den borgerlige rejse ind i fremtiden.
Borgerligheden er en nuance af rødt
Politikerne, medierne og kommentariatet har pr. tradition tegnet et billede af Danmarks politiske landskab som en hidsig kampplads, der præges af dybe ideologiske kløfter mellem venstre- og højrefløjspartierne, og hvor der konstant er slagsmål om retningen for samfundet. Billedet af Danmark, der er opdelt efter skarpt optegnede værdipolitiske brudlinjer, er imidlertid en myte, for reelt regeres landet af det store nationale Socialdemokrati (Folketinget) bestående af røde og blå socialdemokratiske fraktioner (folketingspartier). Folketingspartierne forfægter ideologiske forskelle, som kun de opfatter som skelsættende og kan få øje på, men som reelt er nuancer af rødt. Der er i Folketinget kun ét gangbart syn på, hvordan Danmark skal se ud. De hårde påstande, der fremsættes, er ikke en ægte kamp mellem politiske modstandere om forskellige ideologier, værdier og idéer, men snarere et rollespil, hvor de blå og røde socialdemokrater hhv. leger venstre- og højrefløj. Og derfor giver det socialdemokratiske skindemokrati ikke mulighed for alternative løsninger på samfundets udfordringer.
I praksis handler de danske folketingsvalg om, hvilke politikere, der er bedst til at forklare vælgerne, hvorfor socialdemokratismen er den optimale samfundsmodel. I andre lande præsenterer politiske partier forskellige økonomiske samfundsmodeller, så der reelt er noget at diskutere og vælge imellem, men det er ikke tilfældet i Danmark. Her præsenterer folketingspartierne stort set det samme, og de altafgørende ideologiske forskelle måles f.eks. på, om det offentlige forbrug skal stige med 0,4 eller 0,5 pct., om antallet af nye sygeplejersker skal ligge på 1.000 eller 1.200 eller om den højeste marginalskat skal være på 55,8 pct. eller 55,9. Dansk politik er således ikke en kamp om forskellige samfundsmodeller, men blot en kamp mellem særinteresser om, hvem der kan presse flest fordele ud af fællesskabet (dvs. skatteborgerne) i form af privilegier, bevillinger eller regulering. Præmissen for den førte politik er altid, at den nuværende velfærdssocialistiske samfundsmodel skal fastholdes.
De borgerlige klamrer sig til velfærdssocialismen
Det store flertal af danskerne er kulturelt og holdningsmæssigt præget af socialdemokratismen, hvis sandheder står uimodsagt i den offentlige debat. Blandt partierne i Folketinget er der derfor bred konsensus om store politiske emner såsom økonomi, skat, inflation, klima, Arne-pension, sygehuse, forsvarets budgetter mv. De danske borgerlige kunne ikke drømme om at erstatte den socialistiske trygheds- og velfærdsstat med Anders Foghs minimalstat, og slet ikke med en ekstremt liberalistisk samfundsmodel som f.eks. den amerikanske. Tværtimod. 72 pct. af de borgerlige vælgere mener, at det offentlige bør fastholde sit monopol på levering af offentlige ydelser. Det nominelt borgerlige Venstre gik til valg i 2019 på et velfærdsløfte på 69 milliarder kroner. Og blandt borgerlige spidskandidater ved kommunalvalget i 2017 var der kun 33 pct., der ønskede flere private institutioner. Når de borgerlige afviser tanken om flere privatskoler, privathospitaler og private forsikringsløsninger, er det, fordi socialdemokratismen har haft succes med at fremstille offentlige løsninger som solidariske og private løsninger som værende motiveret af grådighed og profitmaksimering.
Blandt de borgerlige vælgere er der også fuld opbakning til skattetrykket, som er verdens højeste. Siden 1968 har borgerlige regeringer, som ellers postulerer at gå ind for skattelettelser, i gennemsnit øget skatter og offentlige udgifter mere end de socialdemokratiske. Ved kommunalvalget i 2017 ønskede 59 pct. af Venstres spidskandidater højere offentlige udgifter, mens kun 27 pct. ønskede lavere skat. Og blandt Venstres vælgere svarer 60 pct., at skatteniveauet er passende. At tale imod topskatten er blevet et politisk harakiri blandt politikere i den blå blok. For topskatten er blevet et symbol på næstekærlighed, en gave fra rig til fattig. Og hvis man vil andre mennesker det godt, så vil man omfordeling.
Borgerligheden er kemisk renset for konservatisme
Dansk borgerlighed domineres af liberalismen på bekostning af konservatismen. Mange konservative har overgivet sig til liberalismen og er reelt allieret med de liberale i værdipolitikken. Man kalder derfor de blå partier for borgerligt-liberale partier, mens konservatismen slet ikke nævnes. De borgerlige har nemlig for længst afskrevet de klassiske konservative værdier: Gud, kongen, fædrelandet, kernefamilien, børneopdragelsen, danskheden, dannelsen og nationalstaten. De har set passivt til, mens det civile samfund er blev tømt for flere og flere af de traditionelle funktioner og normer, der er knyttet til familie, kønsroller, seksualitet, kirke og nation. I dag domineres den borgerlige agenda af globalisering, multikulturalisme, EU-begejstring, regulering, klimahysteriet og islam-dyrkelse.
Selv om de borgerlige påstår at være i opposition til den formynderiske velfærdsstat, har samtlige borgerlige regeringer været med til at øge statens formynderi. Statslig indblanding, ensretning og socialistisk detailstyring af borgernes liv samt disciplinering af borgerne (senest Mette Frederiksens udskamning af danskernes dårlige arbejdsmoral) for at sikre, at de bidrager til fællesskabet, er blevet borgerlig politik. De borgerligt-liberale partier er med andre ord helt med på idéen om, at det socialistiske velfærdssamfund er bedst til at definere og organisere borgernes private liv.
De borgerligt-liberale partier ser også passivt til, mens hele det danske samfund bliver trynet af et venstreekstremt mindretals identitetspolitik, wokeism og cancel culture. Venstreorienterede synspunkter er dominerende i alle danske kulturdannende institutioner, som er forvandlet fra borgerlige bastioner til venstreradikale højborge, og som kommunikerer venstrefløjens værdier. De statsstøttede medier dominerer meningsdannelsen og er hvad Pravda var for det kommunistiske parti i Sovjetunionen. De er establishments stemme. Og establishment er socialdemokratisk og venstreorienteret.
Fortællingen om, at socialdemokratismen, fællesskabet og den store altfavnende velfærdsstat er vejen til lykke og tryghed, har tilslutning hos et stort flertal af vælgere, der betragter sig selv som borgerlige. De borgerligt-konservative partier har derfor for længst mistet deres værdimæssige ståsted og tabt kampen om, hvordan samfundets problemer defineres, italesættes og løses. Ikke mindst fordi nye generationer af unge og veluddannede mennesker i storbyerne, som er opvokset i den socialdemokratiske velfærdsstat, og som sidder på samfundets topposter, betragter konservative ideer og principper som støvede og nærmest fortidslevn, der forbindes med lav status.
”Det store problem for de borgerlige partier er, at borgerskabet langsomt er gået i opløsning. Indtil 1980erne bestod det borgerlige Danmark groft sagt af landmændene og byborgerskabet. Men begge grupper er forsvundet på grund af de seneste årtiers sociale forandringer og fremkomsten af en ny bred middelklasse. Borgerskabet var samfundsmæssigt engagerede og kulturelt dannede typer, som var borgerlige og havde klare værdier. Med deres forsvinden og den brede middelklasses fremvækst er der sket en afdannelse af borgerligheden. Den tænkende del af borgerligheden er så at sige gået tabt i velfærdsstaten”, siger prof. Peter Kurrild-Klitgaard. Mere rammende kan det ikke udtrykkes.
Borgerlighed uden borgerlige visioner
For de blå socialdemokrater handler borgerligheden udelukkende om at tage magten fra de røde socialdemokrater. De borgerlige partier konkurrerer derfor om midtervælgerne og trækker hinanden længere og længere over mod socialdemokratismen. Og derfor er de altid parate til at sidde i rundkreds ”hen over midten” sammen med de røde. Det er ikke fordi de blå har noget at tilbyde – de vil bare være med på de røde socialdemokraters socialistiske dagsorden og totalitære dyrkelse af ”fællesskabet”. I stedet for at skabe en ægte borgerlig dagsorden konkurrerer de blå partier indbyrdes og med de røde partier på en rød dagsorden.
Når valget i 2019 blev en katastrofe for det borgerlige Danmark, skyldes det præcis det forhold, at der manglede borgerlige visioner, politik og retning, som vælgerne kunne spejle sig i. Danske vælgere, både de blå og de røde, har jo et samfundssyn, som er dannet i det socialdemokratiske Danmark. Der er derfor ingen i Danmark, der ved, hvad borgerlige løsninger er, hvad de indebærer og hvorfor de er bedre end de socialdemokratiske. Selv hvis miraklet skulle indtræffe, og der bliver et blåt flertal, så er det store spørgsmål, hvad magten skal så bruges til. Hvordan skal et borgerligt velfærdssamfund se ud? De borgerlige har jo ingen optimistisk, ambitiøs og inspirerende borgerlig vision frem for Danmark. De har ingen realistiske svar på, hvad vælgerne kan regne med, hvis de borgerlige en dag skulle overtage regeringsmagten.
De borgerliges eneste projekt er ministerbiler
Mens socialdemokratismens projekt er trygheds- og velfærdsstaten, er det såkaldte ”borgerlige projekt” et tomt projekt, der ikke siger noget om, hvilket samfund de borgerlige ønsker sig. Årsagen hertil er indlysende: De borgerlige er forelsket i velfærdsstaten på lig fod med de røde. De tager afstand fra en liberalistisk statsmodel og markedsliberale reformer, og i stedet værner de om kammeratkapitalismen, planøkonomien, de offentlige monopoler, klientstaten og skattetrykket.
De borgerlige partier har gennem mange år forsømt idéudviklingen og glemt de borgerlige principper. De følger i stedet folkestemninger og målgruppeanalyser. Når de blå har regeringsmagten, er det i bund og grund socialdemokratisk politik, de fører. De stikker fingeren i meningsmålingsjorden og indretter politikken efter den vej, vinden blæser. Magten og ministerbiler kan jo i Danmark kun vindes, hvis man indretter sin politik efter det store flertal, der enten arbejder for den offentlige sektor (870.000) eller som er på overførselsindkomst (2,1 mio.). Det er derfor kun logisk, at de blå partier har droppet borgerlige mærkesager og markedsfører sig på socialdemokratismens kæpheste: velfærd og tryghed. Den socialistiske samfundsmodel piller de borgerlige aldrig ved, fordi de ligesom de røde socialdemokrater betragter den som et kunstværk og udtryk for Danmarks civilisationsmæssige overlegenhed.
”De blå og røde partier i Folketinget tilbyder danskerne hver vores vej. Og snart er det op til danskerne at vælge vejen”, skrev Alex Vanopslagh i Berlingske inden valget i 2022. Men virkeligheden er, at de danske folketingsvalg ikke handler om, hvorvidt Danmark enten skal vælge en socialdemokratisk eller borgerlig vej, men udelukkende om, hvordan den vildtvoksende socialdemokratiske velfærdsstat skal administreres, og hvem skal gøre det – de røde socialdemokrater eller de blå socialdemokrater. Og uanset hvem der vinder det kommende folketingsvalg, er der kun én vej for Danmark, nemlig den velfærdssocialistiske. Og det betyder, at det danske samfund bliver endnu mere socialistisk, endnu mere reguleret, endnu mere beskattet, endnu mere kollektiviseret og endnu mere umyndiggjort. De såkaldte borgerlige tænkere og markante borgerlige stemmer, som hygger sig med deres Fonsmark-priser, burde vågne op af deres tornerosesøvn og erkende, at et borgerligt Danmark er en illusion, der aldrig bliver til realitet.