Ukrainernes lynoffensiv i Ruslands Kursk-region har overrumplet både venner og fjender. Men ikke nok med det:
Den succesrige ukrainske offensiv har samtidig afsløret, at nogle af de kræfter, som ukrainerne anså for at være deres venner, ikke helt er til at stole på for de ukrainske styrker.
Det gælder således Tyskland.
Tysk stop for støtte til Ukraine
Lad det være slået fast: Tyskland har givet store bidrag til den ukrainske krigsførelse. Det kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved.
Men det er bestemt ikke tyskerne, der går forrest, når der skal sættes hårdt mod hårdt over Vladimir Putin og hans styrker.
Dette er lige blevet understreget af en melding fra den tyske regering. Regeringen siger, at der nu bliver sat en stopper for yderligere tysk økonomisk støtte til Ukraine. Indtil videre i resten af indeværende år.
Man henviser til, at den tyske økonomi er presset, og så vil man skære i den støtte, som ukrainerne har hentet i Tyskland.
Forholdet til Rusland
Det gør Tyskland selvfølgelig for at spare penge i en tid med pres på landets økonomi. Men man gør det formentlig også ud fra en frygt for at blive draget ind i en konflikt med Rusland.
Efter Anden Verdenskrig havde tyskerne behov for at få skabt en udsoning med tidligere fjender, ikke mindst i form af et godt og fredeligt forhold til Rusland.
Det afspejlede sig i den tyske ‘Ostpolitik’ i efterkrigstiden, der var præget af ønsket om tætte og imødekommende forbindelser til Rusland, trods stalinismens kvælertag i på det russiske samfund.
Tyskland skabte en tradition for konfliktsky tilpasningsvilje over for russerne. En vis Putin blev én af de diplomater, der plejede en tæt omgang med tyske toppolitikere.
Og en vis Angela Merkel tegnede en blanding af venlige følelser og frygt i forhold til selvsamme Putin.
Selv om denne tradition for tysk russervenlighed efterhånden er tonet en del ned, kan man stadig opleve Tyskland som en nation, der til tider har været betænkeligt ivrig efter at gøre Rusland tilpas.
Angela Merkel har således gennem årene vist en særdeles samarbejdsvillig attitude over for Putin.
Dette billede har så ændret sig en del i tiden efter Merkel, og Tyskland har leveret betydelig økonomisk støtte til den ukrainske kamp mod Rusland. Men man kan stadig mærke en tysk modvilje mod for hårde konfrontationer med det store land i Øst.
Nej til yderligere Ukraine-støtte
Måske er det denne imødekommende tyske holdning, der slår igennem i den aktuelle situation. Kendsgerningen er i hvert fald, at det tyske forsvarsministerium nu “af finansielle grunde” siger nej til at give yderligere støttebeløb til Ukraine.
Det beretter Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung. Allerede nu viser følgerne af denne linje sig i form af bebudede planer om nedskæringer i den tyske støtte til Ukraine.
I et internt papir fra de tyske forsvarsministerium, hvor man tydeligvis ikke bryder sig om de bebudede nedskæringer, hedder det, at de besparelser, som fremtvinges af tyske nedskæringer i Ukraine-støtten, allerede har negative konsekvenser for ukrainernes kampkraft. (BILD).
Vladimir Putin må glæde sig over denne udvikling.
Netop som Ukraine er i gang med sin opsigtsvækkende offensiv i Kursk og med at forberede det afgørende forsvar for Donbas-regionen i Øst kommer således en besked om, at man måske ikke har råd til at anskaffe vigtige våben, som skulle være del af det ukrainske forsvar!
Forsvarsministeriet under Boris Pistorius, der tydeligvis ikke bryder sig om den nye tyske linje, kommer med en dramatisk advarsel:
Man opregner en række våben, som man allerede har givet Ukraine tilsagn om, men føjer så til, at levering af disse våben ikke længere kan garanteres. Et forsøg på at presse den tyske regering til en ændring af den nye ‘slappe’ kurs.
Der tales også om voksende problemer med leveringen af ammunition til Ukraine.
Bag disse dramatiske meldinger står en intern magtkamp i den tyske regering.
Mens blandt andet forsvarsminister Pistorius er villig til at gå langt for at sikre den nødvendige støtte til ukrainerne, er holdningen mere lunken hos forbundskansler Scholz og finansminister Christian Lindner, som har afgørende positioner i regeringen.
Intet tyder på, at de brænder for at gennemføre eller støtte en offensiv mod russerne. Deres engagement i at rulle de russiske styrker tilbage synes at være begrænset.
De er frem for alt optaget af at ‘play safe’. Det er der naturligvis i sig selv ikke noget galt i. Der skal sikres penge i statskassen, og der skal ikke tages for store risici.
Men hvis den tyske regering helt eller delvis trækker tæppet væk under ukrainerne, kan det få alvorlige konsekvenser.
Selv om det måske primært vil ske af økonomiske grunde, vil disse konsekvenser række langt ud over økonomi og langt ind i spørgsmålet om overlevelse for Ukraine.
Signalerne fra den tyske regeringstop er ildevarslende. Man skal selvfølgelig ikke være blind for, at den slags ildevarslende signaler er led i et spil. Kræfter prøver at lægge et pres på ukrainerne for at de skal file på deres krav. Man prøver også at få flere lande til at betale.
Men det korte af det lange er, at der skabes alvorlig usikkerhed om den tyske støtte til Ukraine.
Ukrainerne har kæmpet hårdt og dygtigt for at trænge russerne tilbage i Kursk. Det er i første omgang lykkedes i imponerende grad.
Den ukrainske fremmarch i Kursk var et gennembrud i kampen mod Putin. Men det er et gennembrud, der trues af nye angreb fra russisk side.
Der er en reel risiko for, at Ukraine bliver alvorligt svækket, fordi nogle af dets hidtidige allierede begynder at trykke sig og holde igen på støtten.
Den ukrainske fremmarch i Kursk har været ret imponerende. Et gennembrud i kampen mod Putin. Ukrainerne kontrollerer nu på anden uge omkring 70 russiske landsbyer og en større by.
Målet for ukrainerne er ikke at gennemføre store erobringstogter i Rusland. Målet er at beskytte ukrainsk territorium så effektivt, at russerne ikke kan komme igennem med deres planer om at generobre vigtige områder, som de har tabt.
Dermed kan man fastholde Ukraine som en magtfaktor, der er i stand til stand til at byde Rusland vigtig modstand.
Putin ville sådan set være interesseret i, at ukrainerne kastede sig ud i nye dristige erobringsprojekter – som kunne ende galt for dem.
Men præsident Volodymyr Zelenskyj og hans folk er her og nu først og fremmest interesseret i at konsolidere deres fremgang på slagmarken. De vil bide sig fast og dermed gøre det vanskeligere for russerne at genvinde deres momentum.
I øjeblikket kontrollerer ukrainerne 70 russiske landsbyer og en større by. Og det er ikke tegn på, at denne situation ændrer sig foreløbig.
Dermed bringer man Putin i alvorlige vanskeligheder. Intet er værre for ham, end at ukrainerne konsoliderer deres landvindinger og går omhyggeligt frem med at vinde nyt terræn.
Det bringer Putin i forlegenhed. Han kan ikke finde ud af, hvad han skal stille op med ukrainernes langsomme og velovervejede udbygning af deres magt.
Det er vel også udtryk for en slags forlegenhed hos Putin, at han midt i den højspændte situation omkring Ukraine valgte at flyve på statsbesøg i Aserbajdsjan! Han ved ikke rigtig, hvad han skal stille op, men er nødt til at give indtryk af en slags handlekraft.
Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj går derimod målrettet efter at udbygge de ukrainske positioner, så det bliver sværere for russerne at forsøge generobringer af deres tabte territorium.
Mere konkret går Zelenskyj efter, at der skal oprettes en “stødpudezone” for at beskytte den ukrainske storby Sumy mod russiske bombeangreb.
Jo bedre og jo længere ukrainerne formår at holde stand og forhindre russiske planer om en offensiv, jo større er muligheden for, at Putin kører fast, og at den russiske befolkning mister gejsten.
Zelenskyj vil ikke bare forsvare sig det hvide ud af øjnene mod de russiske våben. Han vil samtidig slide Rusland psykologisk ned. Rusland skal tvinges til at erkende, at man må betale for at ‘købe sig fred’ med Ukraine.
Det overrumplende indtog i Kursk-regionen har demonstreret Ukraines evne til at ramme de russiske styrker militært. Putin er blevet mindet om, at Ukraine faktisk kan slå hårdt til mod ham og hans styrker, hvis der er brug for det.
Det signal er den russiske diktator formentlig i stand til at opfange. Han er eftertrykkeligt blevet mindet om, at det kan koste dyrt at føre krigen mod Ukraine videre.
Måske prøver han alligevel.Måske tager han chancen for endnu engang at spille stor mand ved at gå i krig mod Ukraine. Men det kan måske ikke udelukkes, at han har lært den lektie, at det har store omkostninger for Rusland og for ham selv at føre fortsat krig mod Ukraine.
Meget tyder på, at russerne bliver mere og mere lede og kede af krigen. Men vil Putin drage konsekvensen og give ukrainerne den nødvendige tryghed?
Det er tvivlsomt. Den russiske diktator vil i hvert fald slå sig kraftigt i tøjret og forsøge, om han trods alt ikke kan få den afgørende militære overhånd.
Så meget desto vigtigere er det, at der gives fuld støtte til de ukrainske styrker. Det kræver, at Tyskland og andre vigtige vestlige lande ikke begynder at falde ukrainerne i ryggen ved at reducere våbenstøtten til dem.
Hvis Putin skal tvinges til at optræde mere fredeligt, er det en helt afgørende forudsætning, at han modtager det signal fra Vesten, at man står helhjertet bag Ukraines kamp for sin uafhængighed og sin ret til fred.
Men Tyskland har på det seneste gjort det modsatte. Man skærer ned på støtten til Ukraine. Man viser svaghed i håbet om, at det kan give fred – og måske også med skelen til, at det er billigere.
Men det er den gale vej. Ukraines fremstød i Kursk og andre initiativer, der kan støtte kampen mod Putins aggression, skal støttes fuldt og helt.