Den Korte Avis | Dømt voldtægtsforbryder skiftede juridisk køn under afsoningen – nu forlanger han at blive overført til et kvindefængsel

Den Korte Avis | Dømt voldtægtsforbryder skiftede juridisk køn under afsoningen – nu forlanger han at blive overført til et kvindefængsel


Berettiger et juridisk kønsskifte, hvor der ikke er foretaget indgreb i form af en kønsskifteoperation, en mand til fysisk at blive behandlet som en kvinde?

 

Det skal Højesteret nu tage stilling til i en mildt sagt bizar sag om en dømt nu 63-årige voldtægtsforbryder, der forlanger at afsone sin straf i et kvindefængsel.

 

Hans begrundelse er, at han under sin afsoning har foretaget et såkaldte juridisk kønsskifte, og derfor nu er en kvinde og ikke en mand.

 

Af samme grund skal han ikke være i et mandefængsel og visiteres af mænd og aflægge urinprøve under overværelse af mænd, mener han.

 

Både byret og landsret har afvist hans krav

Både byretten og Østre Landsret har tidligere afvist mandens krav, men Procesbevillingsnævnet har nu åbnet mulighed for, at han kan føre sin sag ved Højesteret.

 

Her starter sagen i dag, mandag.

 

I sin afgørelse lagde byretten vægt på, at han stadig har det biologiske køn ”mand” og henviste til, at der ved ordet ”køn” i straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 6 menes det biologisk køn.

 

Ligeledes afviste byretten en lang række klagepunkter om chikane, men gav dog manden medhold i, at han alene på grund af sit juridiske kønsskifte i 2015 lige siden har haft krav på at blive omtalt som kvinde.

 

Østre Landsret tilsluttede sig i det store og hele byrettens afgørelse og afviste dermed også manden krav om overflytning til et kvindefængsel.

 

I både byretten og landsretten indgik afgørelser fra Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i vid udstrækning som begrundelse for at afvise mandens krav.

 

Dømt for voldtægt af særlig farlig karakter

Manden blev i 1990 blevet idømt forvaring for voldtægt af særlig farlig karakter begået mod en kvinde.

 

Efter at han i 2009 var blevet prøveløsladt, begik han i 2010 et væbnet røveri.

 

Forvaringsdommen fra 1990 blev i den forbindelse ophævet, og han blev idømt en ny forvaringsdom.

 

Kræver 80.000 kroner i erstatning

Sagen startede i 2019, hvor han anlagde sag mod Herstedvester Fængslet, hvor han afsoner, og Direktoratet for Kriminalforsorgen.

 

I sagen indgik krav om, at han under sit fængselsophold ikke skulle nøgenvisiteres eller afgive urinprøve i nærvær af mandligt personale, som ikke var sundhedspersonale.

 

Ligeledes stillede han som nævnt krav om, at han ikke skulle placeres på en afdeling for mænd.

 

Ud over ændrede afsoningsforhold kræver manden også 80.000 kroner i erstatning for den tort, han mener har overgået ham ved ikke at blive behandlet og omtalt som kvinde.

 

Ved Højesteret repræsenteres han af advokat Tyge Trier.

 

Ud over at være ekstern lektor ved Københavns Universitet er Tyge Trier også specialist i menneskerettigheder og har skrevet flere bøger om emnet.

 

Kilde til denne artikel:

https://domstol.dk/procesbevillingsnaevnet/aktuelt/2023/11/om-betydningen-af-juridisk-koensskifte-i-forbindelse-med-afsoningsforhold

 





Source link