Den Korte Avis | Underholdende dansk krimi, der fermt leverer propaganda om demokrati, presse og patrioter

Den Korte Avis | Underholdende dansk krimi, der fermt leverer propaganda om demokrati, presse og patrioter


*** 3 stjerner ud af 6 

 

MØRKELAND er en opfølger på spillefilmen ”Kongekabale” og instrueret af Mikkel Serup (født 1973), der også står bag bl.a. ”Den bedste mand” (2017) og ”Kastanjemanden” (2021). Ligesom sin forgænger er ”Mørkeland” baseret på en roman af Niels Krause-Kjær med journalisten Ulrik Torp som hovedperson, men filmen kan sagtens ses uafhængigt af ”Kongekabale”.  

 

Handling  

Ulrik Torp (Anders W. Berthelsen) er arbejdsløs, gråhåret journalist, og jobcenteret vil have ham tilbage på arbejdsmarkedet.

 

Han kan ikke undslå sig, da skæbnen vil, at han får tilbudt en praktikant-stilling på sin tidligere arbejdsplads Dagbladet, der er presset på økonomien. Hans gamle kollega og nuværende chefredaktør Henrik Moll (Nicolas Bro) på bladet har set sit snit til at få den tidligere graverjournalist i stald for en praktikant-løn.  

 

Torps første opgave bliver at dække et mord på en ung fuldmægtig af anden etnisk herkomst, der arbejdede i Indenrigsministeriet. Hans første artikel om mordet som værende banderelateret viser sig imidlertid ikke at holde vand. 

 

Sagen stikker langt dybere, og skridt for skridt lykkes det Torp at afdække en politisk sammensværgelse med rødder langt tilbage i fortiden. Graverjournalistikken foregår i et tæt samarbejde med avisens to andre unge praktikanter Emma (Mathilde Arcel) og Simon (Patrick A. Hansen).  

 

I første omgang er Torp ellers blevet voldsomt irriteret over den uskyldige og naive Simon, der på ubehagelig vis minder ham om, hvad han har sat over styr i sin egen journalist-karriere. I anden ombæring tager Torp skeen i den anden hånd og træder i karakter. 

 

Vurdering 

Genren er politisk thriller og et hovedtema sammenhængen mellem demokrati, demokratiets status og journalistikken i de landsdækkende, statsfinansierede medier. Et andet centralt tema er hovedpersonens udviklingshistorie fra succesfuld graverjournalist til udbrændt, midaldrende mand, der må se i øjnene, at livet og karrieren ikke formede sig som forventet. 

 

Mødet med den unge Simon bliver et vendepunkt, hvor den lammende midtvejskrise afløses af handling.  

 

Begivenhedsforløbet er dygtigt skruet sammen, og der bliver spillet overbevisende i alle roller. Også birollerne. Jeg var vældigt godt underholdt – men med tiltagende dårlig smag i munden. 

 

”Mørkeland” er på lange stræk ren propaganda og manipulation med de faktiske forhold i magtpyramiden. Det sker via dialogernes stime af uimodsagte påstande om, at der er afgørende forskel på højre og venstre, om at Folketinget har reel magt, om at nationalisme (læs: fædrelandskærlighed) er synonymt med ’det ekstreme højre’ og nazisme, og om at vi – når det kommer til stykket – har en fri presse, til trods for at dokumentationen for det modsatte er massiv (jf. fx  her og her og her).  

 

Niels Krause-Kjærs roman har som nævnt dannet forlæg for manus, og på den baggrund bliver det helt forståeligt, hvorfor Krause-Kjær har haft en lang karriere på DR. Knæfaldet for de statsautoriserede fortællinger om verdens gang er ukritisk overført til manus, og det i en grad, så den politiske korrekthed koster filmen to stjerner. 

 

Som altid: Tag ikke mine ord for ’domsafsigelsen’! 

Længde: 99 minutter  

  • Medvirkende: Anders W. Berthelsen, Nicolas Bro, Charlotte Munck, Lene Marie Christensen, Tommy Kenter m.fl. 
  • Instruktør: Mikkel Serup 
  • Manus: Marie Østerbye
  • Censur: Tilladt for børn fra 11 år 
  • Premieredato: torsdag d. 22. august

Mørkeland – Trailer (youtube.com)





Source link