Den Korte Avis | Skotland indførte fængselsstraf for at benævne transkønnede forkert – så fik J. K. Rowling nok

Den Korte Avis | Skotland indførte fængselsstraf for at benævne transkønnede forkert – så fik J. K. Rowling nok


Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet

 

Hvis man for 10 år siden havde sagt, at der i dag ville blive vedtaget love, der kriminaliserer og idømmer fængselsstraf for at sige, at der kun findes to køn, ville ingen tro det. Men så skyllede woke- og cancel culture bølgerne ind over de vestlige lande og i dag er lovgivning vedrørende såkaldt ”hadtale” omfattende køn og kønsopfattelser blevet en realitet i en række af de lande, vi normalt sammenligner os med.

 

Et af de mere absurde eksempler findes i Skotland, der 1. april i år skærpede den såkaldte Hate Crime and Public Order Act, ved at føje fornærmende tale om seksuel orientering og transkønnet identitet til listen over kriminaliserede hadforbrydelser.

 

Mange troede, at det var en aprilsnar, men det var det ikke: loven giver nemlig mulighed for at idømme varierende straffe – herunder fængselsstraf – for såkaldt ”misgendering”, altså at benævne transkønnedes ”køn” forkert.

 

Loven blev naturligt nok voldsomt kritiseret, ikke mindst af forfatteren J.K. Rowling, der med rette så den som et angreb på ytringsfriheden, og som skrev følgende på X: “Der er ikke længere ytrings- og trosfrihed i Skotland, hvis det anses for kriminelt at angive det biologiske køn korrekt”. Efterfølgende lagde J.K. Rowling en postering på X, hvor hun med fuldt overlæg brød den nye lov ved at angive det korrekte køn for en række kendte transkønnede, og opfordrede det skotske politi til at arrestere hende for det.

 

Det skete dog ikke, for det stod hurtigt klart, at politiet overhovedet ikke havde ressourcer til at håndhæve loven: allerede i den første uge efter lovens vedtagelse indløb der over 7.000 anmeldelser fra krænkelsesparate borgere om overtrædelser af loven, hvilket fik det skotske politi til at klage over, at loven udgjorde en uholdbar belastning for politiet.

 

Ikke desto mindre demonstrerer skærpelsen af The Hate Crime and Public Order Act som eksempel på lovgivningstendenserne i Vesten to meget vigtige ting:

 

For det første, at graden af krænkelsesparathed i de europæiske befolkninger har nået groteske højder: ikke nok med, at det er lykkedes de (magtfulde) dele af venstrefløjen, der altid har hyldet barnepigestaten at indføre lovgivning, der ikke bare angriber og underminerer ytringsfriheden, men tillige gør det på områder, hvor det forbydes befolkningen at ytre basale, videnskabelige fakta – der er også en uhyggelig grad af opbakning til det i dele af befolkningen, skal man tro de tusindvis af anmeldelser, der fulgte efter lovens indførelse. Det vidner om en udbredt krænkelsesparathed, der i sin yderste konsekvens vil resulterer i en lammende livsuduelighed i dele af befolkningen, der ikke kan forventes at tåle den mindste modstand.

 

For det andet, og mindst lige så bekymrende, er det er blevet enkeltpersoner som forfatteren J.K. Rowling og Elon Musk, ejeren af X, det eneste sociale medier med ytringsfrihed, der nu i kraft af deres berømthed og formuer, er kommet til at stå som ytringsfrihedens forkæmpere og sidste bastioner. Et meget stort ansvar at bære som privatpersoner, der den ene gang efter den anden skal stå i front og gå op mod regeringsmagt ved at sætte deres personlige frihed og formue på spil. Det er en ganske urimelig byrde at pålægge dem.

Selvom hate crime-lovgivningen i de vestlige lande, og de bizarre krænkelsesparate strømninger, der bærer den nok skal fortage sig til fordel for almindelig, sund fornuft, så er der ingen, der ved hvornår det vil ske – ligesom det er uvist, hvor længe enkeltpersoner som Elon Musk og J.K. Rowling kan stå for presset og fastholde, at kejseren ikke har noget tøj på.

 

Aia Fog, cand. jur. Formand for Trykkefrihedsselskabet

 

www.trykkefrihed.dk

 





Source link