Kan Menneskerettighedsdomstolen lære vores egne domstole noget om menneskerettigheder?
Ud med konventionerne, lyder det oftere og oftere fra en stor del af befolkningen. Rasmus Stoklund (S) er ikke enig, idet han mener, at det ikke er konventionerne i sig selv, der er noget galt med, men den aktivistiske tolkningsmetode dommerne i Menneskerettighedsdomstolen benytter sig af.
Altså er det her, der må sættes ind. Men det kræver i hvert fald først og fremmest, at Domstolen får sat stolen for døren, og at de nationale domstole ikke optræder som medløbere ved hvert nyt påhit, der kommer fra Domstolen for at undgå at få en sag på halsen, som Danmark vil tabe.
Danmarks tabte suverænitet
Grundlovens § 20 gav Danmark mulighed for suverænitetsfragåelse. Af en eller anden grund benyttede ”nogen” sig af det, og i 1992 blev Menneskerettighedskonventionen implementeret i dansk lov. Derved afgav Danmark suverænitet til en fremmed myndighed, og fra det tidspunkt kunne ingen love vedtages, før politikere – eller måske rettere embedsfolk – nøje havde studeret, om et lovforslag var i overensstemmelse med den afgivne suverænitet.
Ville de ansvarlige have fundet på at afgive suverænitet, hvis de havde haft anelse om, at Menneskerettighedsdomstolen, som årene gik, ikke blot ville tolke konventionens ordlyd, som den var tænkt til beskyttelse af befolkningerne, men give sig til at tolke den udvidende, dvs. aktivistisk og politisk?
Ja, det ville de uden tvivl!
Menneskerettighedsdomstolen
Menneskerettighedsdomstolen har sæde i Europarådet, der ikke hører under EU. Domstolen består af 46 lande. Dette sammensurium af 46 landes traditioner, kultur, politik, retssystemer, sædvaner, økonomi og sociale forhold, forventes at rette ind under én hat.
Hvor umuligt det er, fremgår af dommene, som er offentlige. Der er næppe en dom, hvor der ikke er dommere, som dissentierer flertallets kreative afgørelser.
Det høfligste, man kan sige om Domstolen er, at den er dynamisk. I virkeligheden er den aktivistisk og optræder som retsskabende – altså politisk – uden at have mandat til det.
Man må lade Domstolen, at den er eminent dygtig til at finde et hår i suppen og dermed være i stand til at desavouere de nationale højesteretter.
Domstolen forsvarer sig med, at man blot følger med tiden, således at nye normer vurderes og sagsbehandles. En slags ”ung med de unge” adfærd.
De bedrevidende og arrogante
At ikke alle dommerne ved Domstolen har været dommere i en national domstol, inden de udnævnes til Domstolen, får bestemt ikke disse personer til at stikke piben ind, når de mødes med kritik af Domstolens domme.
Socialdemokraten Rasmus Stoklund har skrevet en kritisk bog om Menneskerettighedsdomstolen, der har titlen: “Ingen over domstolen”. I bogen omtaler han bl.a. (side 106-8) advokaten Robert Spano. Han var præsident for Domstolen 2020-2022, men var inden sin udnævnelse ombudsmand i Island.
Spanos holdning er, ”at Menneskerettighedsdomstolen per definition skal indføre begrænsninger for flertallets synspunkt.” Og videre, at Domstolen ”er skabt til at skabe frustration hos flertallet. Det er essensen af vores job.”
Men også dommere, der faktisk har været dommere inden udnævnelsen, f.eks. den portugisiske Pinto de Albuquerque, har problemer med jordforbindelsen. Han mener, at dommerne i Domstolen er bedre i stand til at vurdere de love, der vedtages end de nationale domstole, og som disse skal rette sig efter: ”Fra tid til anden tager de folkevalgte fejl, og derfor er der brug for en international domstol, der kan udbrede de fælles værdier og udbedre fejl, som de demokratisk valgte flertal måtte begå.”
Man kan næsten tabe pusten af raseri over en sådan arrogant og selvforherligende adfærd.
Hvad i alverden bilder disse i egne øjne ophøjede personer sig ind? Kriterierne for udnævnelse til Domstolen er små og få: de skal tale flydende engelsk, have haft et eller andet at gøre med menneskerettigheder i en NGO og være villige til at bosætte sig i Strasbourg i den tid, de er dommere. Derfor er en ret stor del af dommerne ikke dommere i vor forstand.
Man skulle tro, at de aldrig havde læst en (dansk) højesteretsdom, hvor hver enkelt detalje i en udenlandsk forbryders liv endevendes, og at alt, hvad der overhovedet kan tale til forbryderens fordel, er gransket, inden en udvisningsdom afsiges.
Resultatet er som oftest manglende udvisninger, som befolkningen, der skal leve med de fremmede forbrydere i deres midte, sjældent er enige i. Se DKA.
De forbandede internationale forpligtelser
Gang på gang udtales det under domsafsigelsen i en dansk retssal, at selv en meget grov forbryder ikke kan udvises på grund af vores ”internationale forpligtelser”.
Hvorfor har politikerne ikke for længst gjort op med disse forpligtelser, der kaldes internationale? Forpligtelserne er ikke internationale. I virkeligheden dækker disse forpligtelser kun en meget lille del af jordens stater, hvor de fleste af dem ikke ville drømme om at føle nogen forpligtelse over for fremmede forbrydere.
Men så snart en udenlandsk forbryder står i en dansk retssal, er denne omsluttet af danske forpligtelser, der ene og alene burde gælde landets egen befolkning.
Kafkask proces
I bogen ”Ingen over Domstolen” beskriver Rasmus Stoklund (S) en oplevelse side 104, som han selv betegner som ”en sort boks” eller en ”kafkask proces”:
”På foranledning af et udvalgsspørgsmål fra daværende folketingsmedlem Kenneth Kristensen Berth (DF) rettede Udenrigsministeriet i 2018 henvendelse til Domstolen for at få udleveret den vejledning, som dommerne benytter sig af, når de voterer og sagsbehandler. Domstolen bekræftede, at der findes en sådan intern håndbog til dommerne, som bl.a. handler om Domstolens ”organisation og samarbejdsformer”.
Men Domstolen oplyste også, at man har besluttet, at håndbogen er et internt dokument. Udenrigsministeriet kunne derfor ikke få den udleveret.”
Der er altså ingen mulighed for at få at vide, på hvilket grundlag Domstolen arbejder.
Det er en chokerende magtdemonstration til usynliggørelse af Domstolens aktivistiske fortolkninger af konventionen.
Se også cand.jur. Alexander Kvist Hansens anmeldelse af Stoklunds bog i Kontrast.
Ny praksis ved Menneskerettighedsdomstolen
Menneskerettighedsdomstolens (EMD) arrogante vi-alene-vide fornægter sig ikke.
Ph.d.-jur stipendiat Thorbjørn Waal Lundsgaard skriver i LitehouseConsult, at Domstolen nu vil indføre en ny praksis for de nationale retssystemer. Disse skal tage ansvar på en ny måde, således at ”de nationale domstole, nævn og øvrige myndigheder alle sikre, at deres processer er i overensstemmelse med standarderne og principperne i EMRK” (Menneskerettighedskonventionen).
”Det nye i EMD’s måde at efterprøve nationale afgørelser på er, at de nu også bruger en procesorienteret kontrol. Her efterprøver man mere, om der har været retfærdighed og gennemsigtighed i de juridiske processer i medlemsstaterne. Staterne skal med andre ord demonstrere, at de har anvendt konventionens principper. Dette skal altså fremgå af afgørelsen”. (min kursivering).
Domstolens krav om gennemsigtighed holdt sammen med Domstolens usynliggørelse af egne arbejdsmetoder, skriger til himlen.
Som ikke-jurist forekommer den nye praksis ved Domstolen mig at slå åbne døre ind. En jurist ser måske i denne manual en ”unik udviklingsmulighed”, som Waal Lundsgaard kalder det.
Jeg ser det som en yderligere afvikling af staternes, herunder Danmarks, suverænitet.
Måske opfatter ovennævnte Kvist Hansen Domstolen på samme måde, idet han i et indlæg om Domstolen: “Uden en forfatningskamp venter afgrunden for Europa” slutter af med: ”Vi har mistet kontrollen, og det er ikke fordi vi ikke overholder vores aftaler, men fordi domstolen har brudt sit mandat.”
Folketingets afmagt
Det er nærmest skræmmende, når Rasmus Stokholm i sin bog (side 56-57) skriver, at det ikke kun er befolkningen, men også politikere, der føler afmagt, når Domstolen træder en højesteretsdom for fode.
For hvis de ikke kan gøre noget for det land og den befolkning, de er valgt til at tjene, hvad skal vi andre så stille op?