Den Korte Avis | Endnu en mistænkt lejemorder fra Sverige med opgave i Danmark: Politiet har natten til onsdag anholdt en 18-årig svensker bevæbnet med en skarpladt pistol

Den Korte Avis | Endnu en mistænkt lejemorder fra Sverige med opgave i Danmark: Politiet har natten til onsdag anholdt en 18-årig svensker bevæbnet med en skarpladt pistol


Politiet er ikke i tvivl.

 

Den 18-årige svenske statsborger, der i nat blev anholdt med en skarpladt pistol, havde kun ét ærinde i Danmark:

 

Drab på en eller flere personer.

 

Han er nu sigtet for ulovlig våbenbesiddelse og drabsforsøg og er under et grundlovsforhør i dag onsdag ved Københavns Byret blevet varetægtsfængslet i 27 dage.

 

Det skriver Ritzau.

 

Han erkender sigtelsen for ulovlig våbenbesiddelse, men nægter drabsforsøg.

 

Politiet: Skulle dræbe et eller flere bandemedlemmer

Anholdelsen i nat fandt sted i Griffenfeldgade, hvor den 18-årige svenske statsborger luskede rundt med sin skarpladte pistol.

 

Det er politiets opfattelse, at han var blevet hyret af en eller flere uidentificerede personer til at udføre drab i Danmark.

 

I den forbindelse havde han fået udleveret en pistol af mærket Springfield XD med tilhørende magasin og ammunition, skriver Ritzau med henvisning til sigtelsen.

 

Ligeledes er det politiets opfattelse, at der er tale om drab på et eller flere uidentificerede bandemedlemmer.

 

Er kun én i rækken af mange

Den nu anholdte svenske statsborger er kun én i rækken af unge fra den anden side af Øresund, som er valfartet til Danmark for mod betaling at begå drab eller anden for kriminalitet.

 

I øjeblikket er der berammet tre sager, hvor unge svenskere sidder på anklagebænken:

 

  • Sagen, hvor en 15-årig svensk dreng er tiltalt for drabsforsøg, og en 59-årig mand er tiltalt for medvirken til drabsforsøg, afventer berammelse.

 

  • Sagen, hvor en 16-årig svensk dreng er tiltalt for drabsforsøg, er berammet til den 21. og 26. november i Københavns Byret

 

  • Retsmødet med den 19-årige svenske mand, der er sigtet for sprængningen på Toftegårds Allé er berammet til den 18. september.

 

Dertil kommer en sag, hvor der endnu ikke er rejst tiltalte, men hvor en 16-årig svensk dreng er sigtet for drabsforsøg mod et bandemedlem fra Brøndby.

 

I alt 25 sager med unge hyret til kriminalitet i Danmark

Københavns Politi efterforsker yderligere en række sager, hvor unge svenskere sidder varetægtsfængslet for alvorlig personfarlig kriminalitet i København.

 

Ifølge justitsminister Peter Hummelgaard har der alene siden april været 25 episoder, hvor kriminelle grupperinger i Danmark har hyret svenske kriminelle til at udføre alvorlig kriminalitet, skriver BT.

 

Drengene tjener minimum 200.000 kroner per lejemord

De unge svenskere, der bliver hyret til lejemord i Danmark, inkasserer minimum 200.000 kroner for fuldført opgave.

 

Det fortæller politiinspektør Torben Svarrer fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) til DR og Ekstra Bladet.

 

”De får simpelthen en større sum penge for at udføre personfarlig kriminalitet og herunder drab. Det, vi har set nu, er drabsforsøg. Men i Sverige har man set drab, og det er nogle af de samme kanaler, der bruges,” siger Torben Svarrer til DR.

 

Læs også:

https://denkorteavis.dk/2024/de-ville-tjene-mindst-200-000-kroner-per-drab-nu-har-politiet-rejst-tiltale-mod-to-svenske-teenagere-for-d





Source link