Da jeg for mange år siden for første gang læste Menneskerettighedskonventionen, var min første tanke, at den har Danmark da ikke brug for. Der er intet heri, som er kontroversielt for os, og intet som befolkningen ikke er enig i.
Hvem kunne have problemer med, at alle havde ret til liv? Forbud mod tortur, slaveri, tvangsarbejde? Ret til frihed og sikkerhed og retfærdig rettergang? Ret til ikke at blive dømt for en forbrydelse eller forseelse uden en retsregel? Respekt for privatliv og familieliv? Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed? Ret til ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed? Ret til at indgå ægteskab? Adgang til effektive retsmidler? Forbud mod diskriminering?
De næste artikler omtaler bl.a. indskrænkninger i rettigheder ved offentlige faretilstande og i udlændinges politiske virke. Disse artikler har man vist ikke ret ofte taget i brug.
Konventionens implementering i 1992
Måske var det derfor, det gled så nemt og uden større opmærksomhed igennem, da politikere/embedsfolk implementerede konventionen i dansk ret i 1992. Havde man – mod sædvane – spurgt befolkningen, ville næppe nogen have protesteret.
Ved implementeringen blev vores egne domstole forpligtet til at følge konventionen slavisk på trods af Grundlovens § 64: ”Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven”. Hvis Menneskerettighedsdomstolen allerede havde afsagt en dom i en sag, skulle de nationale domstole følge denne for ikke at risikere at blive desavoueret af Domstolen.
Der var sikkert nogle mere vidende, der med det samme var klar over, hvilken katastrofal betydning det ville kunne få for Danmark, når de love, der blev vedtaget ikke længere var i overensstemmelse med dansk sædvane, lov og ret, men krævede et skyldigt hensyn til konventionen. På samme måde var de nationale domstole afhængig af Domstolens mange fremmede dommeres opfattelse af konventionens tekst.
Der skulle gå mange år, før det blev tæt på almen viden, at vi ikke længere var herre i eget hus.
Foragt for demokratiet
Den britiske tidligere højesteretsdommer, Lord Sumption (Berlingske – bag betalingsmur), mener ikke, vi har brug for konventionen for at beskytte menneskerettighederne, da der intet er i konventionen, som ikke kan vedtages gennem almindelig national lovgivning.
”Vi behøver ikke ty til international ret”, skriver Lord Sumption. ”For det reelle problem er ikke konventionen i sig selv, som fastsætter rettigheder, som enhver civiliseret nation ville ønske sig at have. Det reelle problem er Strasbourg-domstolen.”
Lord Sumption giver endvidere Rasmus Stoklund ret i, at Strasbourg-domstolen har foragt for demokratiet og skriver: ”Det må være indlysende, at domstolens tilgang til udøvelsen af sine beføjelser er fuldstændig uforenelig med enhver form for demokratisk beslutningstagning.”
Og videre skriver han, at domstolen hævder sin ”ret til at udvikle Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved at fastslå nye rettigheder, som menes at være i overensstemmelse med den oprindelige konventions ånd, selvom de aldrig var forestillet i den oprindelige tekst. Resultatet er, at domstolen har frigjort sig fra selve teksten i konventionen, som er jo det eneste, de deltagende stater faktisk har aftalt.”
Han klandrer også Menneskerettighedsdomstolen for at blande sig i småtterier, som overhovedet ikke hører hjemme i en international domstol. Han nævner bl.a. som eksempel udsættelse af bolig for manglende betaling af husleje.
”I årenes løb har Strasbourg-domstolen således omformet konventionen fra en ædel samling af virkelig grundlæggende, næsten universelle rettigheder, til noget, der på én gang er invasivt og banalt.”
Som Lord Sumption nævner det, er det kun selve teksten i konventionen, som de deltagende stater faktisk har aftalt. Resten er frit opfundet af Domstolen.
Politikernes vi-alene-vide
Vi behøver ikke vende blikket mod udlandet for at finde højtstående jurister, der er lodret uenige med Domstolen. Også juraprofessor Mads Bryde Andersen støtter Stoklunds opgør med Domstolen og fremkommer med forslag til, hvordan man kan foretage et opgør med denne (se DKA).
Af kommentarer på nettet, hver gang en ny dom er afsagt af Domstolen, fremgår, at en meget stor del af befolkningen er uenig i disse domme. Selv om politikerne ind imellem også er uenig i en dom, hager de sig, med alt for få undtagelser, fast i både konventionen og Domstolens afgørelser, hvor absurde de end måte være.
Ikke alene er befolkningens opfattelse helt uden betydning for bl.a. udenrigsminister Løkke Rasmussen og integrationsminister Kaare Dybvad. Men end ikke stjernejurister er de lydhøre overfor.
Der må være en grund til denne dumstædighed.
Menneskerettighedskonventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder: https://www.echr.coe.int/documents/d/echr/Convention_DAN