Europa har været bekymret over den aftagende vækst siden begyndelsen af dette århundrede. Forskellige strategier for at øge vækstraterne er kommet og gået, men tendensen er forblevet uændret.
På tværs af forskellige parametre er der opstået en stor kløft i BNP mellem EU og USA, primært drevet af en mere udtalt opbremsning i produktivitetsudviklingen i Europa. De europæiske husholdninger har betalt prisen i form af tabt levestandard. Den disponible realindkomst pr. indbygger er vokset næsten dobbelt så meget i USA som i EU siden 2000.
I det meste af denne periode er den aftagende vækst blevet set som en ulempe, men ikke som en katastrofe. Europas eksportører formåede at erobre markedsandele i hurtigere voksende dele af verden, især i Asien. Mange flere kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, hvilket øgede arbejdsstyrkens bidrag til væksten. Og efter kriserne i 2008-2012 faldt arbejdsløsheden støt i hele Europa, hvilket bidrog til at reducere uligheden og opretholde den sociale velfærd.
EU nød også godt af et gunstigt globalt miljø. Verdenshandlen voksede under multilaterale regler. USA’s sikkerhedsordning frigjorde forsvarsbudgetter, som kunne bruges på andre prioriteter. I en verden med stabil geopolitik havde vi ingen grund til at bekymre os om stigende afhængighed af lande, som vi forventede ville forblive vores venner.
Men det fundament, vi byggede på, er nu ved at blive rystet.
Det tidligere globale paradigme er ved at forsvinde. Tiden med hurtig vækst i verdenshandelen ser ud til at være forbi, og EU’s virksomheder står over for både større konkurrence fra udlandet og mindre adgang til oversøiske markeder. Europa har pludselig mistet sin vigtigste energileverandør, Rusland. Samtidig er den geopolitiske stabilitet blevet svækket, og vores afhængighed har vist sig at være en sårbarhed.
Den teknologiske udvikling accelererer hurtigt. Europa gik i vid udstrækning glip af den digitale revolution med internettet i spidsen og de produktivitetsgevinster, det medførte: Faktisk kan kløften i produktivitet mellem EU og USA i vid udstrækning forklares med teknologipolitikken. EU er svag inden for de nye teknologier, der vil drive den fremtidige vækst. Kun fire af verdens 50 største teknologivirksomheder er europæiske.
Alligevel er Europas behov for vækst stigende.
EU er på vej ind i den første periode i nyere historie, hvor væksten ikke vil blive understøttet af en voksende befolkning. Frem til 2040 forventes arbejdsstyrken at skrumpe med næsten 2 millioner arbejdere hvert år. Vi er nødt til at stole mere på produktiviteten for at drive væksten. Hvis EU skulle fastholde den gennemsnitlige produktivitetsvækst siden 2015, ville det kun være nok til at holde BNP konstant frem til 2050 – på et tidspunkt, hvor EU står over for en række nye investeringsbehov, som skal finansieres gennem højere vækst.
For at digitalisere og dekarbonisere økonomien og øge vores forsvarskapacitet skal andelen af investeringer i Europa øges med omkring 5 procentpoint af BNP til niveauer, der sidst blev set i 1960’erne og 70’erne. Til sammenligning udgjorde de ekstra investeringer, som Marshall-planen gav i 1948-51, omkring 1-2 procent af BNP om året.
Hvis Europa ikke kan blive mere produktivt, bliver vi tvunget til at vælge. Vi vil ikke være i stand til at blive førende inden for nye teknologier, et fyrtårn for klima, og en uafhængig aktør på verdensscenen på samme tid. Vi vil ikke være i stand til at finansiere vores sociale model. Vi bliver nødt til at reducere nogle, hvis ikke alle, vores ambitioner.
Det er en eksistentiel udfordring.
Europas grundlæggende værdier er velstand, retfærdighed, frihed, fred og demokrati i et bæredygtigt miljø. EU eksisterer for at sikre, at europæerne til enhver tid kan nyde godt af disse grundlæggende rettigheder. Hvis Europa ikke længere kan tilbyde disse rettigheder til sine borgere – eller er nødt til at bytte dem med hinanden – har EU mistet sin eksistensberettigelse.
Den eneste måde at møde denne udfordring på er at vokse og blive mere produktiv, samtidig med at vi bevarer vores værdier om retfærdighed og social inklusion. Og den eneste måde at blive mere produktiv på er, at Europa ændrer sig radikalt.
Tre indsatsområder for at revitalisere væksten
Denne rapport identificerer tre hovedområder, hvor der skal sættes ind for at genskabe bæredygtig vækst.
På hvert af disse områder starter vi ikke fra bunden. EU har stadig generelle styrker – som f.eks. stærke uddannelses- og sundhedssystemer og robuste velfærdsstater – og specifikke styrker, som vi kan bygge videre på. Men vi formår ikke at omdanne disse styrker til produktive og konkurrencedygtige industrier på den globale scene.
For det første – og vigtigst af alt – er Europa nødt til at omdirigere sin kollektive indsats for at lukke kløften i innovation i forhold til USA og Kina, især når det drejer sig om avancerede teknologier.
Europa sidder fast i en statisk struktur når det gælder industri, med få nye virksomheder, der rejser sig for at ændre eksisterende industrier eller udvikle nye vækstmotorer. Faktisk er ingen EU-virksomhed med en markedsværdi på over 100 milliarder euro blevet etableret fra bunden i de sidste 50 år, mens alle seks amerikanske virksomheder med en værdiansættelse på over 1 billion euro er blevet etableret i denne periode.
Denne mangel på dynamik er selvopfyldende.
Da EU-virksomheder specialiserer sig i modne teknologier, hvor potentialet for gennembrud er begrænset, bruger de mindre på forskning og innovation (F&I) – 270 milliarder euro mindre end deres amerikanske kolleger i 2021. De tre største investorer i forskning og innovation i Europa har været domineret af bilindustrien i de sidste to årtier. Det samme var tilfældet i USA i begyndelsen af 2000’erne, hvor bil- og medicinalvirksomheder lå i toppen, men nu er alle de tre største virksomheder inden for teknologi.
Problemet er ikke, at Europa mangler ideer eller ambitioner. Vi har mange talentfulde forskere og iværksættere, som søger om patenter. Men innovationen er blokeret i den næste fase: Vi er ikke i stand til at omsætte innovation til kommercialisering, og innovative virksomheder, der ønsker at vokse i Europa, hindres i alle faser af inkonsekvente og restriktive regler.
Som følge heraf foretrækker mange europæiske iværksættere at søge finansiering fra amerikanske ventureselskab og opskalere på det amerikanske marked. Mellem 2008 og 2021 flyttede næsten 30 % af de »enhjørninger«, der blev grundlagt i Europa – nystartede virksomheder med en værdi på mere end 1 mia. dollars – deres hovedkvarter til udlandet, og langt de fleste flyttede til USA.
Verden står på tærsklen til en AI-revolution, og Europa har ikke råd til at sidde fast i sidste århundredes »mellemteknologier og -industrier«. Vi er nødt til at frigøre vores innovative potentiale. Det vil være nøglen, ikke kun til at blive førende inden for nye teknologier, men også til at integrere AI i vores eksisterende industrier, så de kan holde sig i front.
En vigtig del af denne dagsorden vil være at udstyre europæerne med de færdigheder, de har brug for til at udnytte nye teknologier, så teknologi og social inklusion går hånd i hånd. Mens Europa bør sigte mod at matche USA med hensyn til innovation, bør vi sigte mod at overgå USA med hensyn til at give muligheder for uddannelse og voksenundervisning,og gode jobs til alle gennem hele livet.
Det andet indsatsområde er en fælles plan for lavere udslip af kulstof , og konkurrenceevne generelt.
Selv om energipriserne er faldet betydeligt, siden de toppede, står EU-virksomheder stadig over for elpriser, der er 2-3 gange højere end i USA. Naturgaspriserne er 4-5 gange højere. Denne prisforskel skyldes primært Europas mangel på naturressourcer, men også grundlæggende problemer med vores fælles energimarked. Markedsreglerne forhindrer industrien og husholdningerne i at få det fulde udbytte af ren energi på deres regninger. Høje skatter og afgifter, der opkræves af finansielle aktører, øger energi omkostningerne for vores økonomi.
Fossile brændstoffer vil fortsat spille en central rolle i energipriserne, i hvert fald i resten af dette årti.
EU er verdens førende inden for rene teknologier som vindmøller, elektrolysatorer og kulstof-fattige brændstoffer, og mere end en femtedel af verdens rene og bæredygtige teknologier er blevet udviklet her.
Alligevel er det ikke givet, at Europa vil gribe denne mulighed. Den kinesiske konkurrence er ved at blive akut inden for industrier som ren teknologi og elektriske køretøjer, drevet af en stærk kombination af industri og subsidier, hurtig innovation, kontrol over råmaterialer, og evnen til at producere på kontinentalt plan.
EU står over for en potentiel afvejning. Øget afhængighed af Kina kan være den billigste og mest effektive vej til at nå vores mål om mindre CO2-udledning. Men Kinas statsstøttede konkurrence udgør også en trussel mod vores produktive rene teknologi og bilindustri.
Det tredje indsatsområde er at øge sikkerheden og reducere afhængigheden.
Sikkerhed er en forudsætning for bæredygtig vækst. Stigende geopolitisk risiko kan øge usikkerheden og lægge en dæmper på investeringerne, mens store geopolitiske chok eller pludselige stop i handelen, kan være ekstremt forstyrrende. I takt med at den geopolitiske stabilitet forsvinder, øges risikoen for, at den stigende usikkerhed bliver en trussel mod vækst og frihed.
Europa er særligt sårbart. Vi er afhængige af en håndfuld leverandører af kritiske råmaterialer, især Kina, selv om den globale efterspørgsel efter disse materialer eksploderer på grund af overgangen til ren energi. Vi er også stærkt afhængige af import af digital teknologi. Når det gælder chip-produktion, ligger 75-90 % af den globale wafer-produktionskapacitet i Asien.
Denne afhængighed er ofte gensidig – Kina er f.eks. afhængig af, at EU absorberer dets industrielle overkapacitet – men andre store økonomier, som USA, forsøger aktivt at frigøre sig. Hvis EU ikke handler, risikerer vi at blive sårbare over for tvang.
I en sådan situation har vi brug for en ægte »udenrigs-økonomisk politik« fra EU’s side for at bevare vores frihed – en såkaldt statecraft. EU skal koordinere præference handelsaftaler og direkte investeringer med ressource-rige nationer, opbygge lagre på udvalgte kritiske områder, og skabe industrielle partnerskaber for at sikre forsyningskæden for nøgleteknologier. Kun sammen kan vi skabe den nødvendige markedspåvirkning til at gøre alt dette.
Fred er Europas første og vigtigste mål. Men truslerne mod den fysiske sikkerhed er stigende, og vi er nødt til at forberede os. EU er verdens næststørste militærvæsen, men det afspejles ikke i styrken af vores forsvarsindustrielle kapacitet.
Forsvarsindustrien er for fragmenteret, hvilket forhindrer den i at producere i stor skala, og den lider under mangel på standardisering af udstyr og inter-operabilitet, hvilket svækker Europas evne til at agere som en sammenhængende styrke. For eksempel produceres der tolv forskellige typer kampvogne i Europa, mens USA kun producerer én.
Hvad står i vejen?
På mange af disse områder handler medlemslandene allerede hver for sig, og industrien er på vej frem. Men det er tydeligt, at Europa ikke er i nærheden af, hvad vi kan opnå, hvis vi handler som et fællesskab. Tre barrierer står i vejen for os.
For det første mangler Europa fokus. Vi formulerer fælles mål, men vi følger dem ikke op med klare prioriteringer eller fælles politisk handling.
For eksempel hævder vi, at vi ønsker at fremme innovation, men vi fortsætter med at pålægge europæiske virksomheder byrder, som er særligt dyre for SMV’er og selvdestruktive for de digitale sektorer. Mere end halvdelen af de europæiske SMV’er nævner barrierer fra lovgivningen, og administrative byrder som deres største udfordring.
Vi har også ladet det indre marked forblive fragmenteret i årtier, hvilket har en kaskadeeffekt på vores konkurrenceevne. Det driver virksomheder der ønsker vækst til udlandet, hvilket igen reducerer antallet af projekter, der kan finansieres, og hæmmer udviklingen af Europas kapitalmarkeder. Og uden projekter at investere i, og kapitalmarkeder til at finansiere dem, mister europæerne muligheden for at blive rigere. Selv om husholdningerne i EU sparer mere op end i USA, er deres formue kun vokset med en tredjedel siden 2009.
For det andet spilder Europa sine fælles ressourcer. Vi har en stor kollektiv købekraft, men vi udvander den gennem en række nationale og europæiske instrumenter.
For eksempel samarbejder vi stadig ikke i forsvarsindustrien for at hjælpe vores virksomheder med at integrere og opnå stordriftsfordele. I 2022 udgjorde samarbejde om indkøb i Europa mindre end en femtedel af udgifterne til indkøb af forsvarsmateriel. Vi favoriserer heller ikke konkurrencedygtige europæiske forsvars virksomheder. Mellem midten af 2022 og midten af 2023 gik 78 % af de samlede udgifter til indkøb af militærmateriel til leverandører uden for EU, hvoraf 63 % gik til USA.
Vi samarbejder heller ikke nok om innovation, selv om offentlige investeringer i banebrydende teknologier kræver stor kapital og har betydelige afsmittende virkninger for alle. Den offentlige sektor i EU bruger nogenlunde det samme beløb på forskning og udvikling som USA som en andel af BNP, men kun en tiendedel af disse udgifter sker på EU-niveau.
For det tredje koordinerer Europa ikke, hvor det er vigtigt.
I EU-sammenhæng kræver en sådan sammenkædning af politik en høj grad af koordinering mellem nationale og EU-indsatser. Men på grund af den politiske beslutningsproces’ langsomme og fragmenterede karakter er EU mindre i stand til at skabe en sådan reaktion.
Europas regler for beslutningstagning har ikke udviklet sig væsentligt i takt med, at EU er vokset, og det globale miljø, vi står over for, er blevet mere fjendtligt og komplekst. Beslutninger træffes normalt fra sag til sag med flere vetospillere undervejs.
Resultatet er en lovgivnings proces, hvor det i gennemsnit tager 19 måneder at blive enige om nye love, fra Kommissionens forslag til underskrivelsen af den vedtagne lov – og før de nye love overhovedet er implementeret i alle medlemsstater.
Formålet med denne rapport er at skitsere en ny strategi for Europa for at overvinde disse forhindringer.
Vi identificerer de grundlæggende årsager til EU’s svækkede position inden for strategiske sektorer og fremsætter en række forslag til at genoprette EU’s konkurrenceevne. For hver sektor, vi analyserer, identificerer vi prioriterede forslag på kort og mellemlang sigt. Med andre ord er det ikke meningen, at forslagene skal være ambitiøse: De fleste af dem er designet til at blive implementeret hurtigt og gøre en mærkbar forskel for EU’s fremtidsudsigter.
På mange områder kan EU opnå meget ved at tage et stort antal mindre skridt, men gøre det på en koordineret måde, der afstemmer politik efter det fælles mål. På andre områder er der brug for et mindre antal større skridt – uddelegering af opgaver til EU-niveau, som kun kan udføres der. På endnu andre områder bør EU træde et skridt tilbage, anvende nærhedsprincippet mere stringent, og reducere den byrde lovteksten ofte giver, og som pålægges EU’s virksomheder.
Et centralt spørgsmål er, hvordan EU vil finansiere de enorme investerings behov, som omstillingen af økonomien vil medføre. I denne rapport præsenterer vi simuleringer for at besvare dette spørgsmål. Der kan drages to vigtige konklusioner for EU.
For det første: Mens Europa er nødt til at gå videre med sin markedsunion, vil den private sektor ikke være i stand til at påtage sig hovedparten af finansieringen af investeringer uden støtte fra den offentlige sektor. For det andet: Jo mere villig EU er til at reformere sig selv for at øge produktiviteten, jo mere vil det finanspolitiske råderum øges, og jo lettere vil det være for den offentlige sektor at yde denne støtte.
Denne sammenhæng understreger, hvorfor det er afgørende at øge produktiviteten. Det har også konsekvenser for udstedelsen af fælles sikre aktiver. For at maksimere produktiviteten vil det være nødvendigt med en vis fælles finansiering af investeringer i centrale europæiske offentlige goder, såsom banebrydende innovation.
Denne rapport kommer på et vanskeligt tidspunkt for vores kontinent.
Vi bør opgive illusionen om, at kun udsættelse kan bevare konsensus. Faktisk har udskydelse kun ført til langsommere vækst, og det har bestemt ikke ført til mere konsensus. Vi er nået til et punkt, hvor vi uden handling enten må gå på kompromis med vores velfærd, vores miljø eller vores frihed.
Hvis strategien i denne rapport skal lykkes, må vi begynde med en fælles vurdering af, hvor vi står, hvilke mål vi ønsker at prioritere, hvilke risici vi vil undgå, og hvilke kompromiser vi er villige til at indgå.
Vi skal sikre, at vores demokratisk valgte institutioner er i centrum for disse debatter. Reformer kan kun være virkelig ambitiøse og bæredygtige, hvis de har demokratisk opbakning.
Og vi er nødt til at have en ny tilgang til samarbejde: ved at fjerne barrierer, harmonisere regler og love og koordinere politikker. Der er forskellige konstellationer, hvor vi kan komme videre. Men det, vi ikke kan gøre, er slet ikke at komme videre.
Vi bør have en stærk tro på, at det vil lykkes os at komme videre. Aldrig før har vores landes størrelse virket så lille og utilstrækkelig i forhold til udfordringernes størrelse. Aldrig før har der været så gode grunde til at stå sammen – og i vores sammenhold vil vi finde styrken til at gennemføre reformer.
Document er blitt 20 år – kjøp vårt nye tidsskrift!
