For mange kokke fordærver maden lyder et gammelt ordsprog, som vi er mange køkkenchefer, der gerne vil skrive under på. Denne folkelige visdom er imidlertid aldrig slået igennem på Christiansborg og omegn, idet den danske politiske forvaltning gennem årene gradvist er blevet begravet under et evigt voksende bjerg af styrelser, departementer, direktorater, tilsyn, konsulenter og interesseorganisationer. Regeringen har valgt at løse sine problemer ved at blive med at gøre det forkerte. I stedet for at gennemtvinge en modernisering og forenkling af den offentlige sektor, har man udvidet holdet af chefkokke til 25. Man bekæmper således bureaukratiet ved at ansætte flere bureaukrater. Menuen bliver derefter.
Det danske civile beredskab er i lige så ringe forfatning som det militære. Vores civilforsvar har slet ikke ressourcer eller mandskab til effektivt at forsvare os mod virkningerne af voldsomt vejr, naturkatastrofer eller terror. Løsningen er flere bevillinger, moderne og tilstrækkeligt udstyr og et toptrænet, professionelt mandskab. Hvis vi vil vide, hvordan et effektivt civilt beredskab skal se ud, kan vi bare spørge den israelske regering, hvis civilforsvar dagligt må rykke ud for at redde menneskeliv og ejendom efter raketangreb fra Hamas og Hizbollah. Sådan arbejder den danske regering imidlertid ikke. I stedet ansætter man en beredskabsminister, der uden bevillinger eller autoritet får ansvaret for at implementere den kommende tids politiske løsninger på det ramponerede danske civile beredskab.
Den grønne trepartsaftale mellem regeringen, kommunerne, landbruget og miljøorganisationerne er noget af et kludetæppe, der omfatter en markant reduktion af CO2-udledninger, tilvækst af grønne arealer, skovrejsning og et mål om 20 procent ubeskyttet dansk natur. Også her har regeringen valgt at udnævne en implementeringsminister, der skal få de mange brikker i dette komplicerede puslespil til at samle sig til et harmonisk helhedsbillede. Da både Landbruget og Dansk Naturfredningsforening er part i aftalen, er det den nye grønne minister, Jeppe Bruus, der skal få bønderne og naturvogterne til at ville det samme. Trepartsministeriet er ikke udstyret med eksekutiv autoritet eller bevillinger, så det varer nok ikke længe, før stakkels Bruus ønsker sig tilbage til Skatteministeriet.
Den tredje implementeringsminister er Venstres Marie Bjerre, som skal varetage alt forefaldende arbejde i forberedelserne til Danmarks overtagelse af EU’s Formandskab i juli 2025. Udenrigsminister Lars Løkke agter at føre sig frem som EU-Zar på de kommende møder under Danmarks forsæde og afgiver ingen lunser til minister Bjerre, som i stedet får til opgave at holde sig gode venner med EU-parlamentets hundredvis af brokkehoveder og fantaster.
Hvis ideen om implementeringsministre var effektiv, hvorfor får vi så ikke disse ministre til at hjælpe til i forsvaret, i omsorgssektoren, på migrantområdet og i arbejdsformidlingen altså der, hvor problemerne virkelig tårner sig op? Løsningen er dog ikke at skubbe endnu et lag af afmægtige bureaukrater ind i disse nødlidende sektorer, der i forvejen er ved at udånde under vægten af direktiver, forordninger, cirkulærer, instrukser og rapporteringskrav. Genopførelsen af det danske forsvar ligger således i dvale, fordi de nødvendige beslutninger kører i ring, i et evindeligt kredsløb mellem Forsvarsministeriet, et antal Styrelser og en større kødrand af eksterne rådgivere og konsulenter. Nu to år efter, at regeringen vedtog en rammebevilling på 155 milliarder kroner til genrejsningen af forsvaret, er der intet sket. Officerer og mandskab flygter fra de danske kaserner, der ser ud som om tredje verdenskrig havde været på besøg. Der er stadig ikke penge til manøvrer og øvelser, som aflyses på stribe. Mangel på ammunition, uniformer, støvler, alt. I stedet for det nuværende selvskabte bureaukratiske dødvande er løsningen enkel: Spørg forsvarets tre værnschefer, hvad de har brug for, og spørg så NATO, hvad kravene er til det dansk forsvars hær, flåde og flyvevåben. Disse svar ligger på statsministerens bord i løbet af to dage, og så er det bare med at lukke rammen op til de bevilligede 155 milliarder kroner.
Når vi har organisatoriske problemer i industrien, spørger vi ofte os selv: ”Hvordan skulle virksomheden se ud, hvis vi skulle begynde helt forfra på den grønne mark?”. Når vi så sammenligner den nye og enkle model med den gamle og komplicerede, har vi også opskriften på, hvor vi skal rationalisere, beskære og forenkle for at øge effektivitet og konkurrenceevne. Hvis regeringen i stedet for at bekæmpe bureaukratiet ved at ansætte flere bureaukrater, tværtimod valgte at modernisere og effektivisere den offentlige sektor, så var der en vej ud af papirvældets dræbende morads. Man kunne passende begynde med at nedlægge jobcentrene, Regionerne, Styrelserne og fyre de fleste af de eksterne konsulenter, der arbejder for den offentlige sektor.
I Schweiz bor der knap tre millioner flere mennesker end i Danmark. Der klarer man sig ikke med 25 ministre, men med 7, og det går så godt i alpelandet, at Schweiz i alle internationale opinionsundersøgelser sammen md Singapore topper listen over de lande, hvor folk helst vil bo og arbejde. Indkomstskatten er maksimalt på 20 procent, men til gengæld skal borgerne selv forsikre sig mod sygdom, alderdom og ledighed. Den offentlige sektor er derfor minimal, og borgernes frihed maksimal. Sådan spiller klaveret ikke i Danmark. Alle danske meningsmålinger viser, at borgerne afviser en skattereform, der reducerer skattetrykket. Vi er glade for den socialdemokratiske formynderstat. Vi roser derfor regeringen for de 25 ministre og håber på, at der kommer flere til. Til glæde og tryghed for os alle sammen.