Det er svært for danske politikere og for danskerne i almindelighed at følge med i og vurdere, hvordan det egentlig går med vor omstilling til såkaldt grøn energi: Danmarkshistoriens største og dyreste projekt. Myndighederne er ikke særligt meddelsomme, deres publikationer er svært forståelige og de indeholder aldrig beregninger om el-prisens størrelse, hvilket ellers har forbrugernes største interesse. Medierne har hidtil ikke udført dybere analyser.
Noget i omstillingen går godt. Det fremlægges af Regeringen og nyder omtale i medierne, fx det uventede store salg af nye el-biler. Andet går mindre godt og omtales ikke eller sjældent fx det faldende el-forbrug og den lav-effektive, ustyrligt varierende og tidvis helt ophørende el-produktion fra vind+sol.
Faldende elforbrug pr dansker
Energistyrelsens el-månedsstatistik viser et gennemsnitligt dansk el-forbrug 2000-2003 på 4014 MW/år. I 2020-2023 var det 4091 MW. Befolkningstallet i 2002 var 5,376 mio. og i 2023 var det steget til 5,903 mio. Så el-forbruget pr indbygger i perioden faldt fra 747 W til 693 W. I 2005 og 2023 var ydelsen fra vind+sol i gennemsnit henholdsvis 755 MW og 2598 MW. Man kan undre sig over, hvor vanskeligt, det synes at være at få omlagt mere af energiforbruget til el. En væsentlig årsag kunne være, at vore el-priser for almindelige forbrugere er blandt de højeste i EU.
Energistyrelsens foreløbige statistik for Danmark angiver et energiforbrug i 2023 på 692 PJ = 21,9 GW (GigaWatt). Olie, kul, gas og ikke nedbrydeligt affald udgør tilsammen 55,3 % af Danmarks energiforbrug. Vind+sol udgør tilsammen 12,3% og biomasse + affald + andet 32,4%.
Det er ikke prangende resultater. Produkter fra land-og skovbrug, hvor sidstnævnte omfatter betydelig import, står for mere end det dobbelte af, hvad den økonomisk dominerende tekniske del af omstillingen præsterer. I 2022 blev 40% af den anvendte biomasse importeret. Det er usikkert, om importen er bæredygtig. Falder den væk er det et alvorligt problem for Danmark.
Fortsat udbygning af vind- og solenergi i stor stil vil ikke være en løsning. Elforbruget var i 2023 iflg. Energinet.dk i gennemsnit 3936 MW.
Vind+sol ydede i gennemsnit 2564 MW varierende hyppigt og ukontrollabelt mellem 62 MW og 7307 MW. Vind+sols andel af elforbruget varierede time for time mellem 1,5% og 184%.
Det er en elproduktion, der slet ikke kan stå alene. Og vi ved ikke, hvor mange milliarder Danmark har investeret i vind+sol.
Vi ved, at vindmøllerparken Baltic Eagle, der er ved at blive opført ved Rügen vil have en nominel kapacitet på 476 MW og en produktion på ca. det halve heraf. Via Google oplyses, at investeringen er 1,6 mia. € svarende til 12 mia. kroner, dvs. 50 mia. kroner per GW. Næsten det samme blev betalt for Finlands sidste reaktor. Vindkraft er ikke længere billigst. Tværtimod. Medregnes de lange kabler og den nødvendige back-up er den klart dyrere end kernekraft.
I 2023 leverede vind+sol mere elektricitet, end vi brugte i 2669 af årets 8760 timer. Lægges disse overskud sammen, udgør de i gennemsnit 306 MW. Disse 306 MW må eksporteres. Forhåbentlig til en fornuftig pris. Ved en elpris på 50 øre/kWh repræsenterer 306 MW 1,3 milliard kroner per år. Immervæk godt 200 kr/per dansker per år. Men vi ved ikke, om det kører som en god forretning.
Klimaaftalen af 2020
Aftalen er vor nationale strategi om, at grøn omstilling bedst og billigst opnås ved at bygge især mange vindmøller men også mange solceller.
Vindmøller er et imponerende stykke teknologi, men de virker kun, når vinden blæser mellem ca. 4 m og ca. 25 m/sekund. Ydelsen varierer med vindhastigheden.
I omtrent 20% af tiden yder vindkraften kun mellem 0-20% af elforbruget og i andre 20 % af tiden yder de mellem 100- 180% af forbruget. Den andel af vindkraftproduktionen, der ligger over 100% af forbruget, kan ikke så godt indgå i den danske elforsyning. Tal om vindkraftens andel af elforbruget bør derfor tages med et korn salt.
Danske havvindmøller – excl. Vesterhav Syd, der begyndte at producere i december 2023 – ydede i gennemsnit 972 MW i 2023, svarende til 42 % af den installerede kapacitet. De månedlige gennemsnit varierede betragteligt fra 58% kapacitetsudnyttelse i januar til 23% i juni.
Danske landvindmøller ydede i gennemsnit 1249 MW i 2023, svarende til 26% af den af den installerede kapacitet. De månedlige gennemsnit varierede fra 35% kapacitetsudnyttelse i januar til 13% i juni
Solceller har det på samme måde. De leverer kun el 20 % af årets timer, når solen skinner. Deres el er også varierende, pauserende og ustyrlig.
At kalde vind og sol for ”vedvarende energi” er grundlæggende forkert. Det er spin! Vore nabolande kalder dem korrekt: ”fornybar energi”.
At vor såkaldt vedvarende energi ikke er vedvarende betyder, at meget få elforbrugende producenter vil kunne forlade sig direkte på vindkraft. Et stort og dyrt back-up anlæg er nødvendigt men aldrig planlagt endsige bygget.
Et andet stort problem er det enorme materialeforbrug ved bygning af havvindmøller. Mølleparken Djursland ved Anholt har brugt i alt 105.000 tons materialer fordelt på vinger, tårne, møllekabine og fundamenter fordelt på cement, stål, kobber, sjældne jordarter mm.
Denne vindmøllepark har en nominel kapacitet på 400 MW, en gennemsnitlig ydelse i 2023 på 180 MW, hvilket betyder, at effektiviteten det år kun var 45%. At bygge vindmøller til elproduktion er en ringe udnyttelse af de mange anvendte ressourcer.
Manglende dansk teknologineutralitet
Folketingsbeslutningen fra 1985 om, at kernekraft ikke må indgå i den danske energiplanlægning var ikke en klog beslutning. Der er nu 68 års erfaring med kommerciel kernekraft og fagfolk anser i dag kernekraft som den sikreste energiforsyning, der findes. De russiske VVER reaktorer har fx også en fin drifts- og sikkerhedsstatistik.
Tjernobyl var ikke et kommercielt kernekraftværk men en fejlkonstrueret, dårligt vedligeholdt og drevet sovjetisk plutoniumfabrik (bombefabrik), hvis katastrofale endeligt bl.a. professor Bent Jensen advarede om i en lille bog om Sovjetunionen udgivet ca. et halvt år før katastrofen.
Folketingsbeslutningen i 1985 er knap nok forståelig ud fra datidens vidensniveau. Der har ikke været mange ulykker i de værker, der blev bygget for 60- 30 år siden, og siden har der været en stærk teknologisk udvikling på området. Det stadigt eksisterende politiske flertal for, at 1985-beslutningen opretholdes, er derfor meningsløst. Det viser kun, at et flertal af danske politikere ikke har holdt sig tilstrækkeligt løbende orienteret om kernekraft.
Internationale forskningsinstitutioner af høj faglig kvalitet anser i dag moderne kernekraft som en grøn energi-produktion. Vore omliggende lande- dog ikke Tyskland- er derfor i fuld gang med at planlægge bygning af moderne kernekraftværker.
Danmark har en stor og dygtig vindmølleindustri med mange arbejdspladser, med effektiv lobbyvirksomhed og stærk politisk støtte. En tilsvarende stærk politisk støtte bør sikres de 2 danske kernekraft virksomheder, der er få år fra at kunne sælge små modulære reaktorer- fremtidens reaktorer for billig el. I 2025 afprøves en reaktor fra Copenhagen Atomics i Svejts. Fungerer den uden problemer, vil virksomheden om en kortere årrække kunne blive større end Vestas.
Gensidig udveksling af vindmølle-el
Mange tror, at når danske vindmøller står stille, kan man blot få el fra andre landes vindmøller. Dette er en illusion. Vindkraften følges ad i Vesteuropa.
Således varierede summen af vindkraft i Østrig, Belgien, Svejts, Tjekkiet, Danmark, Tyskland, Finland, Frankrig, England, Holland, Norge, Polen og Sverige i 2023 imellem 6 GW og 121 GW med en middelværdi på 46 GW. Det gennemsnitlige elforbrug var 234 GW. (Kilde: Entsoe). Ustabiliteten og samvariationen illustreres ved figuren nedenfor:
Et moderne samfund har 24/7 behov for 220 V i stikkontakterne. Det vil vind+sol aldrig kunne levere. De må derfor have tilknyttet kontinuerligt kørende back-up anlæg, der straks og længe skal kunne levere den grønne el, som vind+sol ikke selv formår at producere.
Det vil være både dyrt og besværligt at bygge og drive. Danmark hutler sig derfor igennem med nedslidte træflisfyrede termiske kraftværker og med import af el af varierende pris og varierende CO2 produktion.
Regeringens håb er i fremtiden at kunne anvende elektrolytisk fremstillet grøn brint eller hertil afledte såkaldte PtX produkter til back-up. Det er også en illusion, hvilket ville stå klart, hvis regeringen ville oplyse prisen herfor. Der kræves store fabriksanlæg, store lagre og transportsystemer, og der er meget betydelige energitab, når produkterne dannes og omdannes, hvilket medfører dyre produkter.
Skæv sammenligning af elpriser
For reelt at kunne sammenligne fx el-pris fra vindmøller med el-pris fra kernekraft er det indlysende, at man må bruge samme grundlag og regnemetode for at finde de reelle el-priser uden skatter og afgifter.
For havvindmølle-el betyder det, at de nødvendige ekstraudgifter hertil også må medtages: Meget lange kabler, heraf mange undervandkabler, maritim overvågning og imødegåelse af sabotage og terror, skibe og havne til reparation og transport af havvindmøller, el-konverteringer, produktion på kun 45 % af bygget kapacitet, holdbarhed på ca. 25 år med efterfølgende besværlig og kostbar fjernelse samt stort materialeforbrug. Allerdyrest er et stort, grønt og kostbart back-up system. Ingen af disse udgifter har endnu været medregnet.
For kernekraft-el er der færre og langt mindre ekstraudgifter. Værkerne er på land og kan direkte tilsluttes elnettet, overvågning af størrelse som ved et traditionelt termisk kraftværk, intet behov for skibe, havne eller el-konverteringer, produktion på mindst 85 % af bygget kapacitet, holdbarhed på ca. 60 år for konventionelle reaktorer.
Anholtmøllerne havde som nævnt et materialeforbrug på 105.000 tons. Fem reaktorer fra Copenhagen Atomics vil ved den planlagte kommercialisering i 2027 kunne erstatte disse møller. Hver reaktor er indeholdt i en 40 fods container og vil i det højeste tilsammen veje ca. 200 tons. Disse vil kunne levere en både pålidelig og regulerbar elforsyning. Og fjernvarme i tilgift.
Sådanne små reaktorer er nyudviklede og er derfor under afprøvning. Dette betyder, at der endnu ikke har kunnet fastlægges en levetid. Af regulatoriske årsager kan en sådan i første omgang kun gives for en femårig periode, som løbende evt. kan forlænges. Nedbrydning og slutdeponering kan centraliseres og må antages kun at være en brøkdel af, hvad det vil koste at nedtage fx havvindmølleparker. Levetiden for vindmøller anslås til ca. 30 år. Ingen af disse processer er endnu prissat officielt.
Stort salg af dansk el fra havvindmøller?
De danske planer om fremtidig omstilling til grøn el omfatter fortsat bygning af mange havvindvindmøller langt over Danmarks eget behov. Et politikerflertal har forventninger om stor fortjeneste ved eksport af dansk havvindmølle-el og/eller elektrolyse-brint til vore naboer, især Tyskland. I ”Klimaaftalen af 2020” nævnes direkte: ”En stor del af havvindsudbygningen vil være med eksport til Europa for øje.” Alt dette skal ske med ”godt købmandsskab.”
Til en begyndelse kunne man så udføre en grundig undersøgelse af, hvad tyskerne vil være villige til at betale for brint leveret ved grænsen. Og derefter lade private investorer sætte deres egne penge på højkant, hvis de har lyst. Det kan ikke være danske skatteyderes opgave at yde bidrag til Tysklands grønne omstilling.
I tidsskriftet „Agrar Heute“ kunne man den 11.07.2024 læse: „Produktionen i Tyskland synes ikke længere at være rentabel for mange industrivirksomheder. På den ene side skyldes dette energiomkostningerne, som fortsat stiger.“
Der vil være en del tyske virksomheder, der hellere vil flytte produktionen ud af Tyskland, end købe ruinerende dyr dansk brint. Der klages også over bureaukratiet. En europæisk katastrofe under udvikling!
AFSLUTNING
Der er mange samvirkende årsager til at ”Klimaaftalen for energi og industri mv af 22 juni 2020” stadig halter.
I første omgang skyldes det, at Folketinget i 2020 ikke fik leveret et tilstrækkeligt vidensgrundlag især på de tekniske og økonomiske områder til, at der kunne træffes kvalificerede vidtgående beslutninger. Samtidig var- og er- et folketingsflertal ikke teknologineutrale. Selv moderne kernekraft er derfor stadig udelukket fra dansk energiplanlægning. Forvirring og usikkerhed skyldes også, at der stadig ikke er en faktabaseret enighed om, hvordan sande elpriser beregnes på forskellige typer af produceret grøn el.
Selvom befolkningens største interesse fornuftigvis er at opnå en lav pris for forsyningssikker grøn el, synes dette ikke at have interesse for et flertal af danske politikere. Den manglende teknologineutralitet er også et udtryk herfor.
Det er direkte flovt, at produkter fra landbrug og skovbrug stadig bidrager med mere end den dobbelte grønne energi, af hvad den tekniske meget dyre del af omstillingen til vind+sol yder. Det er også flovt, at der endnu ikke ligger klare planer for det nødvendige back-up system for at opnå forsyningssikker el fra vind+sol.
Klimaaftalen af 2020 beskriver, hvordan en stor del af havvindsudbygningen er baseret på forventet eksport af el og PtX til Europa. Håb er ikke en strategi og opfylder slet ikke det politiske ønske i planen om ”godt købmandskab”. Aftalen har derfor behov for en kraftig revision, hvor udbygningen reduceres til i første omgang kun at dække Danmarks eget behov. Først når faste langtidsaftaler om energimængder og priser er aftalt, bør havvindsudbygningen fortsættes.
Ib Andersen, Klimahygiejniker, Dr.med.
Søren Kjærsgaard, Civilingeniør