Ytringsfriheden er garanteret og beskyttet i Grundlovens § 77, er vi danske enige om: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.” Ak ja, som altid ligger djævelen i detaljen, som her fastslår, at domstolene kan udvide og sammentrække ytringsfriheden som en harmonika, alt efter hvilke narrestreger, de finder på i Folketinget. Det er således strafbart at videreformidle billeder af islamiske grusomheder. Og så er der jo regeringens svendestykke, koranloven, der kriminaliserer enhver kritik af den totalitære islamiske ideologi: ’utilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig betydning for et anerkendt trossamfund’ er strafbar med op til to års fængsel. Islams politiske doktrin og samfundssystem nedskrevet i islams tre ’testamenter’ (koranen, hadith og sira) har netop væsentlig betydning for enhver muslim og er dermed beskyttet af koranloven. Det er således strafbart at udsætte sharia-loven med stening af utro kvinder, børneægteskaber og mord på homoseksuelle for ’utilbørlig behandling’.
I Saudi-Arabien, i Iran og i Rusland er der også ytringsfrihed, men som i Danmark ’under ansvar for loven’. Det betyder, at ytringsfriheden overalt er et produkt af politikernes luner. Det har således ingen rimelighed at diskuterer ytringsfriheden, der er en geléagtig substans, der løbende skifter form og størrelse. Et samfunds forhold til borgernes frihed til at offentliggøre deres tanker, skal derfor snarere vurderes som kvaliteten af ytringskulturen, som er ytringsviljen fratrukket effekten af ytringsangsten og ytringskontrollen. Den danske ytringskultur sætter ingen begrænsninger for borgenes debat om vejret, fodbold og stegt flæsk med persillesovs, men herefter begynder ytringsangsten at lægge en dæmper på mange vigtige diskussioner om væsentlige samfundsforhold.
Således har der lagt sig en lammende dyne af tavshed over befolkningens forhold til klimaændringerne. Her hersker der total Omerta, som man siger på Sicilien. I 4,5 milliarder år har klodens klima været bestemt af solens interaktion med Jorden, den kosmiske stråling kombineret med strømmene i havene og luftmasserne. Der var perioder, hvor der voksede palmer på Grønland og andre perioder, hvor Jorden set fra rummet lignede en snebold. Men fra omkring 1990 besluttede FN’s Klimapanel (IPCC) at fyre sol, kosmisk stråling, vind og havstrømme og i stedet udnævne menneskeskabt udledning af CO2 til den bestemmende faktor for den globale klimaudvikling. Pressen, politikerne og forskere slugte denne vidtløftige og aldrig dokumenterede teori med hud og hår, og i dag er det ikke bare den fremherskende, men den eneste tilladte mening, at mere CO2 betyder mere varme, mindre CO2 betyder mindre varme. Forskere og kompetente fagfolk, der udfordrer IPCC’s klimascenarier, er bandlyst fra alle offentlige platforme. Venstres klimaminister Lars Lilleholt udtalte i 2019, at han ikke ville diskutere klimaudviklingen med debattører, der var uenige med IPCC. Og mediernes klima-darling nummer ét, professor Sebastian Mernild, afviser at deltage i debatter, hvor forskere som Johannes Krüger og Henrik Svensmark deltager. Var der nogen, der sagde ytringsfrihed?
Islam udgør et dominerende ytringstabu. Samfundet nægter pure at forbinde islam med den totalitære og hadefulde ideologi, den er og brændemærker afvigere som islamofober. Medier og politikere har i fællesskab opfundet begrebet islamister, som består af ensomme ulve og mørkets kræfter, altså nogle få stakkels udadreagerende muslimer i modsætning til alle andre muslimer, der ligesom os andre ønsker fred og venskab. Begrebet islamist findes ikke i islam, men er vores egen lilleløgnehistorie, som gør det muligt for os at leve med terrordrabene og den tiltagende islamisering af den demokratiske retsstat. Ifølge Open Doors er 300 millioner kristne undertrykt og forfulgt i islamiske kultursamfund. Hvem tør skrive eller tale om det i aviser og tv? Hvor er I henne DR og Politiken?
Og så er der jo Ukraine. Fra kongen i sit slot til Sidsel Vågekone i tanghytten ved alle mennesker, at Ukraine ikke kan vinde krigen mod Rusland. Det har vi selv medvirket til, men det er forbudt at tale om det. Kansler Scholz tilbød i dagene efter den russiske invasion Ukraine våbenhjælp i form af 3000 hjelme. Alle våbenleverancer fra Vesten har været sparsomme og forsinkede, kun til forsvarsbrug og ikke til at føre krig i dybden. Vi i EU ønsker ikke at ydmyge Putin. Vi har brug for hans kul, olie og gas og er bange for, at han fyrer atomraketter af, hvis det går ham dårligt på slagmarken. EU, præsident Macron og kansler Scholz har fra invasionens første dag forsøgt at mase Ukraine til at opgive de russisk besatte områder og slutte fred med det. Det må man ikke tale om, så parolen i Vesten er, at Ukraine skal vinde krigen og kaste Rusland ud af landet. De få, der mener noget andet, er Putinister og fascister, som af politikere og medier udsættes for social landsforvisning.
Seneste ytringstabu er Grønland, som efter årtiers dansk vanrøgt nu lider af den vrangforestilling, at man vil være en selvstændig, suveræn stat. Danske politikere har uden at spørge befolkningen lagt Grønland på affyringsrampen og med selvstyreloven givet én procent af Rigets indbyggere retten til at annektere 98 procent af Danmarks territorium. Det tangerer landsforræderi, at døgnets politikere holder brandudsalg af fædrelandet uden en folkeafstemning. Ingen tør tale eller skrive om denne politiske forbrydelse for ikke at fornærme grønlænderne, der i stedet burde indlemmes i det danske rige som en storkommune, således som Grundloven af 1953 bestemte det.
Det står således kummerligt til med ytringskulturen i Danmark, Der er plads til forbedring, men den kommer næppe. I disse dage fejrer vi 80 årsdagen for Danmarks befrielse, og i Mindelunden vender frihedskæmperne sig i deres grave. Vi kæmper ikke mere for, hvad vi har kært. Vi vil ikke mere dø, om så det gælder. Og hvorfor også dø stående, når man kan leve komfortabelt på knæene. Frihed er sølv. Tavshed er guld.