Så er der stemning og fest. De glade dage fra Vietnam-demonstrationerne vendte tilbage her i weekenden, hvor mere end tusind ’progressive’ holdt asfaltbal foran den amerikanske ambassade med sang, taler, råbekor og viste Den Store Satan vores dybfølte kærlighed til det grønlandske folk. Tidligere var Grønland kun noget, der dunkelt viste sig i danskerens bevidsthed, når dronning Margrethe nytårsaften sendte sine varmeste hilsener til det grønlandske folk. Måske kan vi holde kærligheden til grønlænderne gående indtil sommer, hvor Tour de France starter og, hvor danskernes hjerter kun har plads til Vingegaard. Grønlandsbetændelsen hos medier og politikere nåede sit foreløbige klimaks her ved udgangen af marts måned, hvor vicepræsident Vance endnu engang drejede kniven rundt i såret ved at fastslå, at Danmark ikke er en god allieret og har gjort et dårligt job med at passe på Grønland. Endnu en gang lød der forargede skrig fra medier og politikere, der som altid påberåbte sig de faldne danske soldater, der usmageligt og pinligt igen-igen bruges som afladsbreve for at udviske de sørgelige kendsgerninger, at Danmark gennem de seneste 50 år skridt for skridt har nedlagt sit forsvar, og at vi har forsømt at udvikle Grønland strukturelt, økonomisk og socialt.
Det begyndte ellers så godt. I 1953 blev imperier opløst, kolonier nedlagt og frihedsbevægelser opstod. Danmark var i front og ændrede med den nye grundlov samme år Grønlands status fra koloni til et dansk amt. Nu er amterne væk, og i dag ville vi kalde Grønlands ændrede status for en storkommune med samme rettigheder og privilegier som andre danske kommuner. Med den nye struktur for Grønland var det hensigten at integrere den nye kommune helt i det øvrige samfund uanset den lange afstand. Grønland skulle udvikles til en moderne region parallelt med det øvrige Danmark. Det blev dog ved snakken. Politikerne valgte at satse rigets ressourcer på det danske Wirtschaftswunder, der tog fart i halvtredserne og på den efterfølgende velfærdsstat. I stedet for den fulde integration af kommunen Grønland gav politikerne efter for ekstreme bevægelser, der krævede frihed for den store ø. Det førte først til loven om hjemmestyre i 1979 over Grønlands udmeldelse af EU i 1982 og til loven om selvstyre i 2009. Uden at spørge danskerne gennem en folkeafstemning, om vi synes, at det var rimeligt, at én procent af rigets befolkning kunne stemme sig til en annektering af 98 procent af Danmarks territorium, blev denne voldtægt af Mor Danmark til virkelighed gennem et simpelt folketingsflertal. Det repræsentative folkestyre i arbejdstøjet.
Danske politikere interesserer sig ikke for, hvad der foregår syd for Kruså, medmindre det er for at spørge, hvad andre synes om os. Vi kunne ellers have lært en hel del af, hvordan andre moderne demokratier administrerer deres oprindelige befolkning. I Australien lever der 500 000 aboriginere, et nomadefolk af jægere og samlere. Aboriginerne er statsborgere, men har særlige rettigheder og privilegier, der tillader dem at leve som det naturfolk, de er. I New Zealand bor der 900 000 maorier, der er polynesiske stammefolk, som udgør den oprindelige befolkning, der i dag er koncentreret i den nordligste del af landet. Maorierne er bedre integreret i den øvrige befolkning end aboriginerne, men anerkendes af regeringen som et særligt kulturfolk med visse særrettigheder.
Canada rummer ud over 65 000 inuitter, også hele 635 000 Metis-indianere, som i virkeligheden er en etnisk blanding af landets oprindelige indianske befolkning og hvide nybyggere fra Europa. Metis-folket er canadiske statsborgere, men er anerkendt som et særligt kulturfolk, der af parlamentet er udstyret med særlige privilegier og rettigheder til jagt og fiskeri. Der er Metis-indianere i alle canadiske provinser, men de fleste lever i Manitoba- og Alberta-provinserne. Inspireret af Grønlands nye status som amt i det danske rige fra 1953 optog den amerikanske regering Hawaii og dets 500 000 store polynesiske befolkning som USA’s 50. stat i 1958. De i dag 640 000 indfødte hawaiianere er nok den bedst integrerede oprindelige befolkning, idet de er beskæftiget i erhvervslivet, i den offentlige sektor og ikke mindst i både lokal og national politik.
Historien viser os således, at det er muligt at rumme og pleje en oprindelig befolkningsgruppe inden for rammerne af et nationalt samfund, uden at fællesskabet rives over ved a give efter for krav om selvstændig statsdannelse for de etniske minoriteter. Danmark har derimod dummet sig gevaldigt ved gennem selvstyreordningen både at love de 50 000 grønlændere, der svarer til Silkeborgs befolkning, retten til at løsrive sig fra det danske rige, hvis det passer dem. Grønland er et samfund på støtten og vil være det mindst 10-15 år endnu, uanset hvor meget der investeres i økonomi, uddannelse og infrastruktur. Grønland ligger hjælpeløst hen uden bevogtning, uden militært forsvar og er dermed USA’s største mareridt: et arktisk Cuba kontrolleret af fjendtlige magter.
Præsident Trump er udmærket klar over, at en amerikansk overtagelse af Grønland ikke kan lade sig gøre, men han agter gennem sine barske provokationer at sikre Grønlands faste forankring i de vestlige demokratier. Ved at anbringe Grønland på affyringsrampen har danske politikere opstillet en fælde for sig selv, og nu sidder vi i saksen: grønlænderne bestemmer selv, om de vil være en selvstændig nation, men Danmark har bemyndigelsen til at føre udenrigspolitikken. Altså en komplet rodebutik. Loven om selvstyre blev vedtaget med et simpelt folketingsflertal, og et folketingsflertal bør derfor ophæve den og føre Grønland tilbage som en dansk kommune, som det var hensigten i 1953.
I stedet for at sidde klynkende som en flok pryglede aber, der passivt er tvunget til at spille på den bane, Trump har kridtet op, burde Mette Frederiksen tage initiativet og fremlægge en plan for den amerikanske regering, der sikrer Grønlands sikkerhed, udvikling og forbliven i det vestlige demokrati. Vi kunne tilbyde USA et bidrag på1 milliard USD om året for at styrke bevogtningen af Grønlands territorium til lands, til vands og i luften. Det dækker ikke hele regningen, men ville være et konstruktivt bidrag til den fælles sikkerhed. Tilbyd amerikanerne kontrakter på forretningsmæssige vilkår på udvinding af mineraler og energi, og foreslå et samarbejde med USA om udvikling af Grønlands økonomi og infrastruktur. Ikke som en tåget politisk hensigtserklæring, men i form af et gennemarbejdet konkret forslag. Trump kan lide en god handel, og han kommer til at acceptere med glæde.
Det bliver enden på krisen, og vi kan måske se frem til en ny tusindtallig demonstration foran den amerikanske ambassade. Denne gang med friske, nye skilte: YANKEE COME HOME!