Vor tids paria

Vor tids paria


www.ageraamund.dk

Den 23. maj kunne man på forsiden af Politiken læse en prominent opsat artikel med en overskrift, der duftede diskret af skadefryd og forhåbning: ISRAEL KAN ENDE SOM EN PARIA I DET INTERNATIONALE SAMFUND.  Sandheden er dog nok den, at det er palæstinenserne, der af de arabiske kultursamfund anses for pariaer. Og ikke uden grund. Først og fremmest fordi det er almen viden i Mellemøsten, at ’Det palæstinensiske Folk’ er en myte opfundet af Sovjetunionens KGB med det formål at skabe et ideologisk våben til bekæmpelse af Israel, USA og de vestlige demokratier. Egypteren Yassir Arafat genopfandt sig selv som palæstinenser og blev chef for PLO (Den Palæstinensiske Befrielsesfront). En af PLO’s topledere, Zuheir Mohsen udtalte i 1977, at ” Det palæstinensiske folk eksisterer ikke. Når vi taler om eksistensen af et palæstinensisk folk, er det af politiske og taktiske årsager, fordi det er i vores nationale arabiske interesse, at vi opstiller eksistensen af et særskilt ’palæstinensisk folk’ som modtræk mod zionismen”

Når palæstinenserne i dag sidder strandet og isoleret i Gaza og på Vestbredden, er det fordi den arabiske verden ikke vil have noget med dem at gøre. Palæstinenserne bliver på de kanter betragtet som dovne tiggere og aggressive afpressere og er forment adgang til de arabiske samfund. Og med god grund, da palæstinensiske migranter har en kedelig vane med at kuppe sig til magten i deres værtslande. I Jordan under Sorte September-oprøret i 1971 forsøgte palæstinenserne at vælte den jordanske regering for at tage magten i landet. Det mislykkedes, og de efterfølgende straffeaktioner kostede 15 000 palæstinensere livet. PLO blev herefter udvist af landet og slog sig ned i Libanon, hvor de med liv og sjæl deltog i den libanesiske borgerkrig i 1975. PLO var medvirkende til den omfattende ødelæggelse af Libanon, der aldrig har rejst sig siden. Palæstinensere i Libanon har stadig forbud mod at ernære sig som læger, tandlæger, advokater og apotekere og yderligere 35 erhverv. I de fleste arabiske stater har palæstinensere kun begrænsede borgerrettigheder.

I 1991 satte PLO kronen på værket, idet man som eneste arabiske organisation støttede Saddam Husseins invasion af Kuwait. Arafat havde nemlig indgået en aftale med Saddam Hussein om, at betingelsen for en irakisk tilbagetrækning fra Kuwait skulle være, at Israel måtte forlade Vestbredden, Gaza og Golan Højderne. Dermed ville PLO have nået et vigtigt skridt på vejen mod drømmen om udslettelsen af Israel ’From the River to the Sea’. Dette åbenlyse forræderi mod det kuwaitiske folk, hævnede sig, da Kuwait blev befriet af Operation Desert Storm. Næsten 300 000 palæstinensere i Kuwait blev udvist med 24 timers varsel som tak for sidst.

ANNONSE






Det er på baggrund af disse dyrekøbte erfaringer, at de arabiske lande har spærret deres grænser for palæstinensiske flygtninge. Egypten har lukket sin grænse til Gaza hermetisk til, da man frygter, at Hamas’s terrorister som flygtninge vil forsøge at destabilisere landet i samarbejde med det Muslimske Broderskab, der stadig lurer i skyggerne. Jordans Kong Abdullah har offentligt udtalt: ”Ingen palæstinensiske flygtninge kommer ind i Jordan!”  De arabiske lande har ellers i årtier erklæret deres uforbeholdne støtte til den palæstinensiske sag som led i bestræbelserne for at udstille Israel som tyran og undertrykker. Af samme grund har den arabiske verden finansieret de palæstinensiske permanente flygtningelejre og den uendelige strøm af nødhjælp til Gaza, der siden 2006 har fungeret som et stort bistandskompleks uden erhvervsliv, uden arbejdspladser.

Trusselsbilledet i Mellemøsten har imidlertid ændret sig dramatisk i de seneste år. Saudi-Arabien og de øvrige sunni-muslimske samfund ser ikke mere Israel som hovedfjenden. Den rolle har Iran overtaget. Iran er i gang med en militær, politisk og ideologisk ekspansion i hele regionen, hvad der foreløbigt har medført, at præstestyret i Teheran reelt har opnået kontrollen med Irak, Libanon, Syrien, Irak og Gaza samt Yemen og har appetit på mere. Både udslettelsen af Israel og nedkæmpelsen af sunni-islam står øverst på den ideologiske dagsorden hos de shia-muslimske mullaher.  Saudi-Arabien og de øvrige sunni-islamiske samfund har derfor stærkt brug for fred og samarbejde med Israel, som er  Mellemøstens eneste demokratiske retsstat og tilmed en både højteknologisk og militær stormagt, hvis store arsenal af atomvåben kan afholde ayatollaherne fra at begå dumheder, de senere vil fortryde. Israel og Saudi-Arabien var i efteråret tæt på en freds-og samarbejdsaftale, hvad der udløste Irans overfald på Israel den 7. oktober udført af Hamas, der er helt under Teherans kontrol.

Oslo-aftalen mellem Israel og PLO fra 1993 med USA’s præsident Bill Clinton for bordenden gav palæstinenserne 96 procent af det eksisterende palæstinensiske territorium plus 4 procent af Israel. Hvis aftalen ikke senere var blevet annulleret af PLO, havde Palæstinenserne i dag haft en egen og suveræn stat i mere end 25 år, men Arafat løb fra traktaten, da han var bange for at blive afsat og myrdet af sit bagland for at have svigtet ’From the River to the Sea’. Hvis det internationale samfund bøjer sig for venstrekræfternes krav om en palæstinensisk stat som sagerne står i dag, får vi en Taliban-lignende gangster-nation ledet af Iran gennem Hamas’ terrorbander.

Politikens læsere ville dermed have opnået, hvad de ville og kan så spekulere over, hvem der mon er den virkelige paria i det internationale samfund.

ANNONSE









Source link