Den tidligere veldrevne svenske bilproducent Volvo, der er kendt for sit sikkerhedsfokus og sine bundsolide biler, er blevet overtaget af kinesiske ejere og et klimahysterisk ledelsesteam, der har kastet virksomheden ud i en hurtig omvæltning, som skaber stigende problemer for mærket. Næsten fra den ene dag til den anden gik Volvo fra at lave biler, der holdt i 20 år, til at blive en ren batteriproducent – fordi politikerne har besluttet, at det er fremtiden.
Det er altid skræmmende at se internationale private virksomheder blive ledet af politikere i stedet for af markedskræfterne og deres egen bestyrelse, men det var det, Volvo gjorde. Uden at en eneste kunde, noget sted, nogensinde krævede, at de holdt op med at lave deres geniale benzinbiler. Det var en forretningsmæssig turnaround, som ikke bare var hurtig, dristig og helt ubegrundet, men også meget risikabel.
Volvo måtte faktisk begynde at producere biler fra bunden, fra helt nye produktionslinjer, og kæmpe mod konkurrenter, der allerede havde et stort forspring, på et marked, der stadig er uklart og ustabilt. Samtidig valgte mærket at afslutte den indtjening, det havde haft på benzinbiler siden 1927, fra velfungerende, afbetalte og rentable produktionslinjer.
Det var mildest talt et “dristigt” (for ikke at sige idiotisk) strategisk valg, og nu er der problemer i tårnet. Det er kun et par uger siden, at bestyrelsen fyrede den “visionære” Jim Rowan på dagen. Han erstattede oprindeligt den mere stilfærdige Håkan Samuelsson. På trods af at klimahysteriet gennemsyrer alt, hvad Volvo gør nu, er det stadig regnskabstal og aktieværdier, der tæller. Og de taler deres tydelige sprog for den svenske bilproducent.
Det store grønne skifte går ikke så godt økonomisk
Efter år med stigende bilsalg og gode økonomiske tal baseret på sparsommelighed, forsigtighed og kvalitetsfokus har et par år baseret på politisk korrekthed, hastværk og klimafokus skabt en økonomisk klemme for Volvo. Virksomheden solgte 172.219 biler i første kvartal af 2025, hvilket er 6 procent mindre end første kvartal sidste år, og endnu mere alarmerende: Overskuddet faldt fra 6,9 milliarder SEK til 1,9 milliarder SEK. Det er dramatisk svagere, end markedet havde forventet, og signalerer yderligere tilbagegang.
Så nu er Håkan Samuelsson blevet genindsat som administrerende direktør for Volvo for at redde trofæet, og han annoncerer hårde besparelser – som om en virksomhed kan leve af det. Volvo skal skære hele 18 milliarder svenske kroner på flere områder, og investeringer og udvikling skal skæres ned med hele 10 milliarder svenske kroner. Det bliver også nødvendigt med afskedigelser, men Volvo oplyser ikke, hvor mange der må gå. Det er den pris, man betaler for at droppe al forsigtighed og lege med brands gennem klimapolitikken.
En helt unødvendig og selvforskyldt krise
Ifølge TV2 Broom er “tiderne hårde for mange af verdens bilproducenter.” Det er fuldstændig misvisende. Den korrekte information ville være at sige, at vestlige klimapolitikere har undermineret deres egen bilindustri med planøkonomiske tiltag og bevidst skabt meget store problemer for deres egen bilindustri. Desværre er mainstreammedierne ikke særlig ivrige efter at give offentligheden korrekt information eller sætte tingene i den rigtige sammenhæng.
Ud over de interne problemer og den klart forudsagte fiasko for salget af batteribiler står Volvo også over for eksterne problemer i form af Donald Trumps toldbarrierer. Som forventet med kinesiske ejere flyttes mere og mere fokus til at bygge biler i Kina, og derudover er salget på det vigtige kinesiske marked faldet markant – fordi elbiler er et ringere produkt med kort rækkevidde, kort levetid, høje reparationsomkostninger, mange fejl, lav lasteevne, højt dækslid, højt værditab og konstant behov for et opladningsstik. Der findes faktisk bedre løsninger og biler.
Hvis du undrer dig over, hvorfor det kinesiske styre har været i front med at udvikle og sælge elbiler, har det ikke noget med klimapolitik at gøre: Årsagen er, at Kinas olieforsyning er begrænset, mens landet har en næsten uendelig forsyning af kulkraft. Og benzinbiler kan ikke køre på kulkraft, men det kan elbiler. (Det er en aha-oplevelse!) Så for det kinesiske styre er elbiler en måde at sprede energiforbruget på flere kilder, så den enorme vækst i bilforbruget kan fortsætte, og de fleste kinesere forbliver tilfredse med styret.
Interessante tider forude
Samuelsson vil nu forsøge at bringe Volvo tilbage på et solidt økonomisk grundlag ved at fokusere på rentabilitet, elektrificering og regionalisering. Det første er selvforklarende, men svært, når det går ned ad bakke. Det andet ser ud til at være en total kortslutning, mens det sidste handler om, hvor bilerne skal bygges. Volvos EX30 er en ren kinesisk bil, der produceres i Kina, men for at undgå EU’s nyligt indførte toldbarrierer vil den nu også blive produceret på Volvos fabrik i Belgien.
EU-politikere, som hader Trump og kritiserer ham for ødelæggende toldbarrierer, indførte straftold på op til 45,3 procent på kinesiske biler til EU i november 2024. Begrundelsen var uretfærdig statsstøtte til kinesiske bilproducenter, hvilket de kinesiske myndigheder benægter, men som alle ved er sandt. Dette sker på alt, der kommer fra den kinesiske industri, som følger en plan om at underminere den vestlige industri og overtage produktionshegemoniet i verden. Indtil videre har det fungeret glimrende: Folk, der ønsker at boykotte demokratiet Israel, køber varer fra Temu som gale og fra kinesiske bilproducenter, som om intet kom fra et diktatur. Det kan man ikke forestille sig.
Fra markedsstyring til planlagt økonomisk kaos
Det er derfor, Volvo også ønsker at øge produktionen i USA, hvilket sætter forsyningslinjerne under pres, da de fleste af råmaterialerne til den kemiske batteriindustri kommer fra Kina. I stedet for at producere biler, hvor produktionen er subsidieret af et diktatur, er bilproducenterne nødt til at satse på kortdistance- og lokalproduktion. Man skulle tro, at de klimahysteriske globalister i EU ville være glade for dette, men toldbarrierer truer hele deres globalistiske korthus – så de ved ikke længere, hvilket ben de skal stå på.
Det, der er sikkert, er, at EU’s krav om elektrificering af Europas bilpark vil vare ved indtil 2035, og jo mere umuligt det viser sig at være, jo strengere vil kravene og målene blive. Alt andet ville være et prestigetab for klimapolitikerne. Det er politikerne, der bestemmer, hvilken slags bil folk har brug for, ikke markedet selv. I praksis er det marxistisk planøkonomi og grunden til, at Europas bilindustri er i knæ, for planøkonomi virker aldrig.
Ingen af aktørerne vil indrømme dette, og derfor vil problemerne eskalere for Volvo og andre vestlige bilproducenter. Hvis jeg sad i Volvos bestyrelse, ville jeg ringe til cheferne for alle de andre bilproducenter i Europa, og sammen ville vi give politikerne et ultimatum: Afslut klimapolitik, klimamål og indgreb i den frie markedsøkonomi inden 2025, ellers lukker vi alle fabrikker, går i lockout og sender to millioner arbejdsløse mod deres parlamenter med fakler, høtyve, tjære og fjer. De fleste ender alligevel med at blive arbejdsløse, hvis det her får lov til at fortsætte. Bare spørg en Volvo-ansat.
Dette skulle egentlig være sket i 2010, men desværre blev vestlige erhvervsledere fanget i klimahysteriet. De gik med til at underminere deres eget levebrød, så de kunne fokusere på at “redde planeten” i stedet for at fortsætte med at lave verdens bedste biler. Ja, man kan ikke finde på det, men efter at have læst det her, er man klogere end en politiker.
