”Krigen er politikkens fortsættelse med andre midler.” Hvem har i disse krigstider ikke til hudløshed hørt denne frase, der er udtalt af den preussiske krigsteoretiker Carl von Clausewitz, og som været betragtet som visdomsord om forholdet mellem politik og krig.
Debatindlæg af Jens Kristian Bech Pedersen
Men man kan modsat sige, at hvor essensen i politik er – og bør være – forhandling, diplomati, moral, fredsbestræbelse, gensidig forståelse for og hensyntagen til de essentielle faktorer, der gælder hos den politiske modstander, dér er krigsudbruddet netop et udtryk for, at man har forladt al moral og klog hensyntagen, er gledet ud af politikkens spor, og er endt på krigens fiaskofyldte afveje og sunket ned i dens dybe umoral.
Clausewitz’s udtalelse kan dermed også ses som den dybt amoralske relativering, der ophæver den afgørende forskel på politik og krig, hvor krig netop med denne afgørende skelnen ikke er en fortsættelse af politikken, men er derimod politikkens sammenbrud. Hvor ofte menneskeheden af dybest set uransagelige årsager end begynder at myrde hinanden med dronevåben, missiler og artilleri – og ofte bliver tvunget ud i det – bør vi ikke med Clausewitz’s frase på nogen måde give krigen et skær af legalitet ved at kalde krigen en ”fortsættelse” af politikkens fredelige normalitet.
Krig er politikkens sammenbrud
Krig er sammenbrud, antinorm, amoralsk og illegal i enhver menneskelig og politisk henseende. Krig hører ikke til blandt de politiske dyder og redskaber. Griber man til krig, har man forladt civilisationen og den disciplinerede politik, og har givet menneskers tåbeligheder og ondskabsfuldheder frit spil. Krig skal undgås. Hvormed ikke være sagt, at man ikke kan blive tvunget til at føre krig eller true med krig, for at føre politikken tilbage på sin rette vej. I vor verden kommer man heller ingen vegne med ren pacifisme. Krig er et vilkår for menneskelivet på jordkloden. Men politik kontra krig er altid et valg mellem politikkens civiliserede normer og junglekrigens nihilistiske vildskab.
Primo 1990erne var der voldelige demonstrationer og bål og brand i Københavns gader som de såkaldte ”autonomes” reaktion på de danske politiske Edinburgh-aftaler med EU. På samme tid diskuterede man i den krigsteoretiske undervisning på Forsvarets generalstabskursus netop visdommen og fornuften i Clausewitz’s frase – eller manglen på visdom og fornuft. En elev sagde: ”Ja, de autonome oprørere på Nørrebro siger jo det samme som begrundelse for deres bål og brand i Københavns gader. Voldelige demonstrationer, uorden og optøjer, brændende biler, knuste butiksruder og brosten mod politiet er jo blot en fortsættelse af politikken med andre midler.”
Krig afslører dumheden i den politiske kurs
Men når man har fået den krig, man vil have, og krigen er brudt ud, men man efter en masse myrderier og ødelæggelser står over for nederlaget i krigen, kan man også spørge sig selv, om det totale nederlag i en krig ikke netop vidner om dumheden og manglen på realitetssans og dømmekraft i den politik, der er blevet ført, og som førte ind i krigen. Er det ikke det, Vesten, Europa, Danmark, NATO og EU må spørge sig selv om i dag, hvor det endelige militære udfald på Ukrainekrigen nærmer sig? Så at det altså ikke er klog, realitetsbevidst, civiliseret, fredsfokuseret og moralsk styret politik, der har haft sin fortsættelse ud i krigen, men dumheden og realitetssvigtet. Så man altså må sige: ”Krigen er den politiske dumheds fortsættelse med andre midler.”
Fx kan man pege på Cubakrisen i 1962 som et eksempel på, hvordan både USA og det daværende Sovjetunionen var på vej til at forlade politikkens civiliserede vej. Især Sovjetunionen, der som en krigslignende provokation havde opstillet atommissiler på Cuba, og dermed signaleret, at man var villig til at bryde politikkens fredelige normer og udvide sit krigspotentiale. Som bekendt måtte også USA som afslutning på denne krise fjerne sine opstillede atommissiler i Tyrkiet.
Orban: To veje – fred eller krig
Og netop nu siger Ungarns Viktor Orban om krigen i Ukraine og den fredsplan, der er skitseret af USA’s præsident Trump: ”Europa står nu over for to veje – – – Vi kan vende om fra denne blindgyde og endelig forene os bag præsident Trumps fredsinitiativ, inklusive bureaukraterne fra Bruxelles. Det ville kræve, at pro-krigsledere indser, at de over de seneste 3,5 år har spildt europæernes hårdt tjente penge på en krig, der ikke kan vindes på slagmarken – – – Den anden vej leder direkte til krig. Hvis Europas pro-krigsledere fortsætter med at hælde penge og våben i Ukraine uden USAs støtte, vil de bane vejen for en europæisk-russisk konflikt. Europa ved alt for godt, hvor den vej fører hen, og konsekvenserne har været tragiske.” (BERL 22 NOV 2025).
McNamara: Man kan ikke løse politisk-strategiske problemer uden empatisk sans over for modstanderen
Den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy’s forsvarsminister Robert McNamara har udtalt: ”Der findes ikke noget større politisk-strategisk problem, der kan løses uden empati.” Han sagde ikke ”sympati” for den politiske modstander, men derimod ”empati.” Så nej, heller ikke for McNamara var krig kun et magtspil, hvor man tøjlesløst kan udfolde sin politiske dygtighed ved gribe ned i kassen med redskaber, herunder også krigen, for at tvinge sin vilje igennem. Der skal andre og klogere ting til, for at menneskelige interessekampe kan fastholdes på den civiliserede og disciplinerede kurs, vi kalder: politik! Og altså dermed fastholdes på den diplomatiske indsats og den ”empatiske” forståelse for modpartens synspunkter. Og forståelse for, at modpartens eksistentielle problemer og stræben efter sikkerhed for national overlevelse ikke er spor anderledes end vore egne.
Professor John J. Mearsheimers foredrag i Bruxelles
Ved en konference i EU-parlamentets mødesal holdt den amerikanske professor i politisk videnskab ved University of Chicago, John J. Mearsheimer, den 10. november 2025 et fremragende foredrag om Ukrainekrigens årsager, forløb og dens konsekvenser for Europa. Talens overskrift og indhold var Europe’s Bleak Future – Europas dystre fremtid. Man kan se talen på en youtube-video eller læse talen på engelsk eller i norsk oversættelse. Se mulighederne på de indsatte links nederst i denne artikel.
Det kan anbefales alle danskere at se tale-videoen eller læse Mearsheimers artikel. Det er en meget lærerig tale, hvor Mearsheimer klart og meget rammende gør rede for alle evidente realiteter omkring Ukrainekrigen. Og en tale, hvori Mearsheimer meget eklatant gør rede for alle de politiske bommerter og fejlanalyser, som Vestens politikere gennem flere år har begået under både optakten til og forløbet af Ukrainekrigen. Talen varer ca. 60 minutter.
Mearsheimer: Det var ikke Rusland, der fremprovokerede krigen.
Det var ikke Rusland, der fremprovokerede krigen, som det igen og igen påstås af vestlige politikere, siger Mearsheimer. For selv om Rusland den 24. februar 2022 angreb ind over Ukraines grænser, var det ikke Rusland, der begik de provokationer, der fremtvang krigen. Men krigens årsag ligger grundlæggende i NATO ønske om udvidelse med Ukraine helt op til den russiske grænse. Putin og mange højtstående russiske politikere og embedsmænd havde mangfoldige gange og gennem flere år sagt til Vesten, at Ukraines medlemskab af NATO ville udgøre en eksistentiel trussel for Rusland, og at et sådant NATO-medlemskab vil gøre Ukraine til et direkte springbræt for NATO ind i Rusland. Men russerne talte for døve øren til Vesten.
Mearsheimer: Rusland ønsker ikke at erobre hele Ukraine
Rusland og Putin har på intet tidspunkt været ude efter at erobre hele Ukraine, sådan som det ligeledes er blevet hævdet af vestlige politikere. Mearsheimer understreger med militære styrketal, at Rusland aldrig i løbet af Ukrainekrigen har haft så store militære styrker indsat, at det overhovedet var muligt at erobre hele Ukraine. I 1939 indsatte det nazistiske Tyskland en angrebsstyrke på ikke mindre end halvanden million soldater for blot at kunne erobre den vestlige halvdel af Polen. Hvordan kan man så tro og forvente, at Rusland med en styrke på mellem 100.000 og 200.000 mand har til hensigt og evne til at erobre hele Ukraine, der er meget større end Polen?
Og Mearsheimer påpeger, at helt fra begyndelsen, dvs. førend Vestens politiske provokationer hobede sig op i Ukraine, var det Ruslands og Putins hensigt og politik at respektere Ukraine som en selvstændig stat. Så sent som i juli 2021 udtalte Putin: ”I ønsker at etablere jeres egen stat: Det er I velkomne til!” Og da Putin blev spurgt, hvordan Rusland vil optræde over for Ukraine, sagde han: ”Der er kun ét svar på det: ’Med respekt!’ Og Putin konkluderede sine udtalelser med ordene: ”Og hvad Ukraine udvikler sig til – dét er op til dets egen befolkning at afgøre.”
Mearsheimer: Ruslands politik er ikke imperialistisk, og sigter ikke mod at erobre andre europæiske lande
Rusland forfølger ikke en imperialistisk politik, hvor Ruslands næste skridt vil være at erobre et eller flere lande i Østeuropa. Der har aldrig i Putins eller andre russiske udtalelser eller markeringer været den mindste antydning af, at Rusland har sådanne hensigter. Krigens direkte årsager ligger i NATO’s bestræbelser på at indlemme Ukraine i NATO, i EU’s ønske om at gøre Ukraine til et EU-land og i det af Vesten fremprovokerede kup og regimeskifte i Kiev primo 2014. Russerne frygtede alle tre årsager, men mest NATO-udvidelsen.
Mearsheimer påpeger også, hvordan flere vestlige politikere og højtstående embedsmænd advarede mod NATO’s og Vestens politiske kurs og fra starten indså, hvilken krigsrisiko, der ville ligge i denne kurs.
Mearsheimer citerer den tidligere CIA-chef William Burns for allerede i 2008, mens Burns var amerikansk ambassadør i Rusland, at have sagt: “Ukrainsk medlemskab af NATO er den klareste af alle røde linjer for den russiske elite (ikke blot for Putin). Efter mere end to og et halvt års samtaler med russiske nøglespillere, lige fra nikkedukkerne i Kremls mørkeste afkroge til Putins skarpeste liberale kritikere, mangler jeg endnu at finde nogen, der betragter Ukraines medlemskab af NATO som noget som helst andet end en direkte udfordring af de russiske interesser.” Og Burns fortsatte: “I Rusland vil man se det sådan, at NATO kaster sin strategiske handske. Vore dages Rusland vil svare igen. De russisk-ukrainske relationer vil nå ned på frysepunktet – – – – – Det vil skabe en gunstig baggrund for, at Rusland vil blande sig i forholdene på Krim og i det østlige Ukraine.”
Mearsheimer citerer også den tidligere tyske kansler Merkel. Hun var under NATO-topmødet i Bukarest i 2008 modstander af Ukraines optagelse i NATO. Merkel har senere om sin holdning sagt: “Jeg var meget sikker på – – – – – at Putin ikke kommer til at tillade dette. Set fra hans synspunkt ville der være tale om en krigserklæring.”
Krigens forløb
Mearsheimer siger, at Ukrainekrigen i dag er tabt, fordi krigen blev en opslidningskrig, hvor Ukraine aldrig nåede op på et niveau, hvor det kunne matche Rusland hvad angår mængden af soldater og militær ildkraft. Og det på trods af, at Rusland har lagt store begrænsninger på indsættelsen af militære styrker. Men Rusland er overlegen på alle områder. På de forskellige frontafsnit har Rusland haft en overlegenhed i ildkraft, der varierer mellem 3:1 og 7:1 og 10:1. Og Rusland har desforuden i sin militære udvikling og produktion langt overgået, hvad Europa formåede at præstere til støtte for Ukraines Krig. Bortset fra Ukraines indledningsvise produktion og overlegne anvendelse af droneteknologien har Rusland indhentet og overgået Ukraine og Vesten inden for teknologien i ildkraft, herunder droner, guidede bomber og missiler.
Mearsheimer nævner også, at alene i oktober 2025 deserterede hele 20.000 ukrainske soldater fra frontlinjen. Krigen og hele det politiske problem omkring Ukraine er blevet afgjort på slagmarken.
Præsident Trump har i løbet af 2025 kastet alt ansvar for fortsat støtte til krigen over på Europa. Det vil være Europa, der bliver ramt af de værste konsekvenser og eftervirkninger af krigen. Krigen vil ifølge Mearsheimer ende med, at Europa står med et totalt ødelagt Ukraine og med Ukraine som en stærkt reduceret og forkrøblet stat. Men Rusland vil ikke opnå en afgørende sejr med erobring af hele Ukraine. I stedet vil Rusland formentlig opnå det, som Mearsheimer kalder ”an ugly victory”, hvor Rusland sidder på 20 – 40 % af ukrainsk territorium og med en frossen konflikt, der i al overskuelig fremtid vil forpeste klimaet mellem Europa og Rusland.
Mearsheimer: Krigens konsekevnser.
”Jeg kan ikke understrege nok, at russisk sejr i Ukraine – selv om det forudsigeligt for Rusland bliver ”an ugly victory” – vil være et lammende nederlag for Europa,” siger Mearsheimer.
Krigen vil have konsekvenser for Ukraine selv, for relationerne mellem Europa og Rusland, for Europas indre forhold og for det transatlantiske forhold.
Ukraine vil have tabt store dele af sit territorium og have lidt krigstab på omkring en million mand. Dets økonomi vil være smadret, og der vil ikke være udsigt til, at økonomien kommer på fode inden for en overskuelig fremtid. På grund af bla. russofobien i Europa vil Europa stadig behandle Ukraine som en allieret. Men dette vil ikke gavne Ukraine, da europæisk indblanding vil få Rusland til at påføre Ukraine økonomiske og politiske vanskeligheder for at forhindre, at Ukraine igen kan udgøre nogen trussel mod Rusland.
Dette vil skabe giftige relationer mellem Europa og Rusland – så langt øjet rækker! De russiske ledere vil blandt andet se dette som et incitament til at skabe økonomiske og politiske vanskeligheder inden for Europa og mellem Europa og USA. Og russerne vil også gøre, hvad de kan for at skabe indre europæiske splittelser.
Relationerne mellem Europa og Rusland vil ikke blot blive giftige, men også farlige. Risikoen for et nyt krigsudbrud vil til stadighed være nærværende. Der findes flere uropunkter, som også kan give anledning til åbne konflikter. Herunder det arktiske område, Østersø-området, den russiske enklave Kaliningrad, Belarus – der for Rusland har lige så stor strategisk betydning som Ukraine – Moldova og Sortehavet. Ved Sortehavet kan NATO-landene Bulgarien, Grækenland, Rumænien og Tyrkiet blive inddraget i konflikter. Med andre ord – siger Mearsheimer – ”truslen om en større krig i Europa vil ikke forsvinde, bare fordi krigen slutter i Ukraine.”
Inden for Europa – og Vesten – vil der opstå et langvarigt skænderi om, hvem eller hvad der var årsag til konflikten, og til Europas nederlag i krigen. Alle vil give andre skylden, for dermed at afvise, at de selv har skylden for den katastrofe politik, der har ført til Ukrainekrigen og dens udfald. Alene dette vil øge splittelserne inden for Europa og EU. Europa vil blive til et farligere sted. Ganske sikkert vil også NATO fremstå meget svagere end før Ukrainekrigen.
Ukrainekrigen vil nemlig også være et eklatant nederlag for NATO. Et svagere NATO vil have negative virkninger for EU, fordi en stabil og stærk strategisk sikkerhedssituation er forudsætningen for, at EU kan blomstre. Ja, faktisk siger Mearsheimer, at ”nogle hævder, at EU – og ikke NATO – var hovedårsagen til europæisk stabilitet under den unipolære periode (dvs. USA som eneste supermagt) – – – – – Men dette er forkert. Ganske vist har EU været en bemærkelsesværdig succes hvad angår opbygningen af fælles institutioner, men EU’s succes har været afhængig af, at NATO garanterede freden i Europa. Man må vende Karl Marx på hovedet og sige, at den militære institution udgør soklen eller fundamentet og den økonomiske institution er overbygningen. Alt dette betyder, at hvis man fjerner den amerikanske fredsskaber i Europa, vil ikke blot NATO, som vi kender den, forsvinde, men også EU vil blive undermineret ganske alvorligt.”
Europas og NATO’s nederlag i Ukrainekrigen vil påvirke det transatlantiske forhold. Først fremmest fordi nederlaget vil fremkalde betænkeligheder i den amerikanske regering over NATO’s manglende effektivitet.
Mearsheimer’s konklusion
Som en del af sin konklusion siger Mearsheimer:
“Denne katastrofe rejser uundgåeligt spørgsmålet: Hvem er ansvarlig for denne krig? Dette spørgsmål vil ikke forsvinde lige med det samme. Og spørgsmålet vil om noget sandsynligvis blive mere fremtrædende med tiden, efterhånden som omfanget af skaderne bliver mere åbenbare for befolkningerne.
Selvfølgelig er svaret, at USA og dets europæiske allierede er hovedansvarlige for krigen. Beslutningen fra april 2008 om at bringe Ukraine ind i NATO er den drivende hovedfaktor bag Ukrainekrigen; en beslutning, som Vesten siden da ubøjeligt har forsøgt at virkeliggøre og igen og igen har forpligtet sig på.
Men de fleste europæiske ledere og – er jeg ret sikker på – også de fleste mennesker i den europæiske offentlighed vil imidlertid anklage Putin for at have forårsaget krigen, og dermed også for dens frygtelige konsekvenser. Men de tager fejl. Krigen kunne have været undgået, dersom Vesten ikke havde besluttet at bringe Ukraine ind i NATO. Eller endog være undgået, hvis Vesten havde opgivet sine forpligtelser over for Ukraine om NATO-medlemskab, da Rusland havde gjort sin modstand mod dette ganske klar. Hvis det var sket, ville Ukraine næsten med sikkerhed have været intakt i dag inden for de grænser, Ukraine havde før 2014, og Europa ville have været mere stabilt og velstående.
Tænk lige en gang over det, jeg her står og siger: Hvis vi ikke i april 2008 havde taget den beslutning at bringe Ukraine ind i NATO, eller hvis vi – efter at vi havde taget den beslutning og derefter så, hvor ganske tydeligt russerne modsatte sig denne – hvis vi da havde opgivet beslutningen, så ville Ukraine have været intakt i dag inden for de grænser, som landet havde før 2014, og Krim ville stadig have været en del af Ukraine. Og desuden: Europa ville have været et mere velstående og stabilt område, end det er nu.
Men dette skib er for længst afsejlet, og Europa må nu slås med de katastrofale resultater af en lang række bommerter, som kunne have været undgået.”
___________________________________
Links:
Youtube-videoen med Meatsheimer’s tale kan findes på dette link:
https://www.youtube.com/watch?v=RkDUHZ6b9bk
Talen kan også læses i sin originale engelske udgave på følgende link:
https://www.theamericanconservative.com/mearsheimer-europes-bleak-future/
I online-tidsskriftet The American Conservative har John J. Mearsheimer’s artikel titlen: Europe’s Bleak Future, og er offentliggjort den 18. november 2025.
Endvidere kan talen læses i oversættelse til norsk på følgende link: