Her tre år efter Ruslands invasion af Ukraine er facit nedslående: Stort set alle Vestens centrale antagelser og strategier har vist sig fejlagtige.
Europæerne skælder ud på Trump, men individer er overvurderet i international politik. Det er strukturer, der er afgørende. Ukraine blev ved med at tabe, også under Biden, og Rusland blev stærkere vis-a-vis Ukraine og Vesten. Biden kunne heller ikke fortsætte linjen; amerikanerne ønskede det ikke, det var resultatet af det amerikanske valg. USA bliver også nødt til at bruge de begrænsede ressourcer på Kina.
En forhandling om fred var uundgåelig, uanset Trump. Det fører os til den lange række af fejlvurderinger, som har præget Vestens tilgang til krigen. Her er ti af de mest afgørende:
For det første har Vesten dramatisk overvurderet Ukraines militære formåen. Den længe ventede modoffensiv i 2023 blev en kostbar fiasko. Ukraine mangler soldater, og kampmoralen er dalende efter år med massive tab. Våbenleverancer kan ikke kompensere for denne grundlæggende mangel på mandskab. Og Vesten vil ikke gå direkte ind krigen.
For det andet har sanktionerne mod Rusland ikke haft den forventede effekt. Tværtimod er Ruslands økonomi påfaldende stærk, trods hårde tilbageslag, for den er støttet af handel med BRIKS-landene og andre partnere. Den russiske krigsøkonomi har vist sig bemærkelsesværdigt modstandsdygtig.
For det tredje er Rusland langt fra blevet internationalt isoleret, som mange spåede. Kun Vesten og meget få andre lande støtter aktivt Ukraine. I stedet har Rusland styrket sine alliancer med Kina og andre vigtige stater, mens Vestens globale indflydelse svinder.
For det fjerde har Vesten fatalt undervurderet NATO-spørgsmålets betydning. Ved at ignorere Ruslands sikkerhedsbekymringer har Vesten paradoksalt nok skabt præcis den trussel, vi frygtede. Det er sikkerhedsdilemmaets logik: Det, der for den ene part er tiltag for at sikre sig, opfattes af den anden part som trusler, og omvendt.
For det femte – og i tilknytning til det ovenstående – har Vesten fundamentalt misforstået Ruslands mål. Frygten for russisk ekspansion ind i NATO-lande er ubegrundet (om end den ikke længere helt kan afvises paradoksalt nok på grund af krigen og sikkerhedsdilemmaet). Rusland ønsker primært en neutral bufferzone i Ukraine – et mål man burde have forsøgt at opnå gennem forhandling. Dette leder naturligt til:
For det sjette har vi fejlvurderet mulighederne for en sådan forhandlet løsning. I april 2022 var Rusland ifølge ukrainske topforhandlere klar til at acceptere de fleste ukrainske krav mod garantier om ukrainsk neutralitet. Den mulighed blev forspildt. En sådan aftale havde været smertelig, men sandsynligvis bedre end den ødelæggelse af Ukraine, vi nu har fået.
For det syvende har Vesten overvurderet sin egen kapacitet og udholdenhed. Vi har begrænsede ressourcer, og andre konflikter – ikke mindst med Kina – kræver USA’s opmærksomhed. USA’s vigende støtte til Ukraine afspejler denne realitet.
For det ottende har Vesten undervurderet Ruslands udholdenhed. Landet har omstillet sig til krigsøkonomi, øget våbenproduktionen markant og bevaret befolkningens opbakning til krigen. Putin blev netop ikke afsat. Vi fik ikke et regimeskifte i Rusland.
For det niende har Vesten fejlet i håndteringen af strategiske alliancer. Centrale partnere som Indien og Saudi-Arabien har i stigende grad vendt sig væk fra Vesten, hvilket svækker vores position globalt. Evnen til at projicere magt og inddæmme Kina kræver strategiske alliancer med ikke-vestlige og ofte illiberale stater.
Endelig har vi for det tiende ignoreret grundlæggende principper om magtbalance i international politik. Vi er tilbage i en verden af klassisk stormagtspolitik, hvor militær kapacitet og strategiske alliancer betyder mere end moralske appeller, internationale institutioner, normer og regler.
Disse fejlvurderinger har haft ødelæggende konsekvenser. Ukraine er ved at blive knust, og Vesten er svækket. Verden er blevet farligere. En mere realistisk tilgang til international politik er derfor påkrævet. Magter de europæiske eliter det?
Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter