Det er dagen derpå efter det amerikanske angreb på Irans kernevåben-installationer, og vi er allerede i gang med et politisk opgør.
Ledende amerikanske demokrater, bl.a. den tidligere leder af Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, den rapkæftede Alexandria Ocasio-Cortez og den tidligere præsidentkandidat Bernie Sanders, himler op om alle de ulykker, som Trump har nedkaldt ved standse det teokratiske regimes atomplaner. Nogle af demokraterne mener, at Trump skal stilles for en rigsret, men det kan ikke overraske, for det mener de 24 timer i døgnet, uanset hvad han gør.
Trump-kritikere i såvel det demokratiske parti som blandt isolationistiske republikanere advarer mod en lang række modtræk, som Teheran kan ty til: bl.a. angreb på amerikanske baser i Mellemøsten, hvor 40.000 amerikanske soldater er stationeret, og terrorangreb inde i USA. Den sidste mulighed er meget tænkelig, for Joe Biden lod med vilje millioner af illegale migranter strømme ind i USA – mange af dem iranere og andre agenter for Teheran, der har haft god tid til at forberede spektakulære anslag, som det der væltede New Yorks tvillingetårne i 2001.
Ophidsede demokrater siger, at Trump har forbrudt sig mod forfatningen ved ikke at indhente en formel krigserklæring i Kongressen. Hertil er at bemærke, at Trump ikke har indledt en krig mod Iran. Krigen var i gang, længe før han blev præsident. Som bekendt har mullahstyret siden 1979 proklameret ”død over Israel, død over USA”, og Allahs mænd i Teheran har den ene gang efter den anden i praksis demonstreret, at disse trusler skal tages alvorligt.
Hidtil har Iran hovedsageligt ført krigen ved hjælp af diverse lejehære så som Hezbollah, Hamas og Houthierne, mens terrorcheferne kunne sidde sikkert i Teheran i bevidstheden om, at ingen ville holde dem ansvarlige. Amerikanske præsidenter har i årtier bedyret, at Iran aldrig skal have lov til at anskaffe kernevåben, men ingen har gjort noget effektivt for at forhindre det. På den baggrund har mullaherne nok troet, at Trump ville være ligeså slapsvanset som hans forgængere. Nu ved de bedre. Det samme gør flere andre onde aktører i bl.a. Moskva og Beijing: Det er ikke tilrådeligt at drive gæk med den amerikanske præsident.
Efter Trumps indtog i Det Hvide Hus den 20. januar er der vendt op og ned på amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den siddende præsident har i handling vist, at han ikke bluffer. Når han siger, at mullaherne ikke må få atomvåben, mener han det – som Irans ”øverste leder”, Ali Khamenei, og hans medsammensvorne til deres sorg må erkende. Og hvis de griber til militær gengældelse eller terror, har Trump umisforståeligt erklæret, at så mange ulykker vil regne ned over dem, at de ville ønske, at de havde holdt sig i skindet. Trump er fortsat indstillet på fredsforhandlinger, men det er mullaherne ikke.
Det bliver som nævnt diskuteret, om operation ”Midnight Hammer” var lovlig. Hvis man læser den ”War Powers Act”, som Kongressen vedtog i 1973, må man komme til den konklusion, at den var. Loven fastslår blot, at regeringen skal informere Kongressen senest 48 timer efter en militær aktion, og i dette tilfælde skete det i samme øjeblik, som de amerikanske fly var ude af Irans luftrum. Den amerikanske regering kunne naturligvis ikke på forhånd informere Kongressen om sine hensigter, for så ville antiamerikanske og islamofile demokrater være rendt til medierne, der ville have advaret Teheran om det forestående angreb.
Det er overvejende sandsynligt, at Irans hellige mænd vil forsøge et eller andet for i det mindste at redde den stump af troværdighed, de har tilbage. Således truer de med at lukke Hormuz-strædet hvorigennem en stor del af verdens olie passerer. Det får de nok ikke meget held med, da de vil være oppe imod stærke amerikanske flådestyrker så som USA femte flåde med base i Bahrain. Ud over at ruinere deres egen økonomi ville de også få Kina på nakken, for Riget i Midten er hovedaftager af Irans olie.
Trumps resolutte handling kommer ikke uden risici. Men som den pensionerede general Jack Keane pointerer, er det et andet spørgsmål, man skal stille: Hvilke farer ville man udsætte sig for ved ikke slå til?