Jeg må erkende, at jeg er ganske imponeret over dem, der sidder 10.000 kilometer fra Utah og gør sig kloge på politiets eventuelle bevismateriale i sagen om mordet på Charlie Kirk. Ret beset ved de absolut intet om de nærmere omstændigheder. Som i alle den slags tilfælde myldrer det med gætværk og formodninger, og alle prøver at overgå hinanden med udspekulerede scenarier. Det vil jeg ikke gøre, men i stedet afvente, hvad FBI senere kan afsløre.
Derimod kan der være grund til at bemærke de reaktioner, som mordet har affødt i dele af venstrefløjen. Mange fryder sig åbenlyst over at være sluppet af med en leder, som gennem sin indflydelse blandt ungdommen udgjorde en åbenlys fare for de rødes politiske og kulturelle dominans. Vi så det samme sidste år, da ”influencere” fra venstrefløjen ærgrede sig over, at Trump ikke var død af skuddene i Butler, Pennsylvania. Den dag i dag er der kommentatorer, som hævder, at mordforsøget på den republikanske præsidentkandidat ikke fandt sted, men var iscenesat af skumle højrefløjs-aktører.
Jeg er en slags ekspert på området, da jeg efter Basil Hassans forsøg på at myrde mig i månedsvis måtte høre på påstande om, at jeg selv havde arrangeret episoden for at skaffe mig medlidenhed. Da det så blev klart, at disse påstande ikke havde noget på sig, blev der underligt stille. Med et par undtagelser fandt ingen af konspirations-teoretikerne grund til at beklage endsige undskylde for deres løgnehistorier. Venstrefløjen har nemlig altid ret.
Og den dag i dag bliver fremtrædende kommentatorer og demokratiske talsmænd ved med at kalde folk som Kirk og Trump nazister og fascister. Direkte adspurgt under valgkampen op til præsidentvalget, om hun betragtede Trump som fascist, svarede Kamala Harris bekræftende. Altså må man regne med, at betydelige dele af den amerikanske befolkning har troet på det, eftersom de stemte på hende. Det har stået på i årevis, og det kan derfor ikke undre, at unge eller måske psykisk forstyrrede besluttede, at de må gøre noget for at komme af med Hitlers efterfølgere. Hvem vil ikke gerne gå over i historien som manden, der fældede Hitler? Ingen af dem, der udbreder nazi-beskyldningerne, har ringeste anelse om, hvad nazismen eller fascismen gik ud på. Kamala Harris har i hvert fald ikke. Men beskyldningerne gør altid indtryk på de dummeste.
Så er der en anden strategi beregnet på at bortforklare det forfærdelige i mordet på Charlie Kirk, nemlig at han ikke var fejlfri. Han havde f.eks. fremsat ganske ubehagelige udtalelser om offentlige henrettelser og retten til abort. Imidlertid var Kirk kendt for at stille op til enhver diskussion – om det så var med hans argeste modstandere. Man kunne altså åbent gå i rette med synspunkter, som man ikke bifaldt. Og her er en vigtig forskel på venstrefløjen og de bedste fra højrefløjen: Man kan tale med de sidstnævnte. Man kan argumentere og forvente at blive mødt med modargumenter. Venstrefløjen kan man ikke udfordre i en diskussion, for den reagerer uvægerligt med krav om censur og med råbende demonstrationer beregnet på at lukke munden på enhver politisk modstander.
Det bliver med rette anført, at også højre-tilhængere har begået politisk motiverede mord – omend i langt ringere udstrækning end venstrefløjen. Men også her er der en vigtig forskel. Man vil sjældent støde på højretalsmænd, som på nettet eller i de traditionelle medier åbent fryder sig over deres formodede meningsfællers ugerninger. Få fra højrefløjen vil prøve at bagatellisere politisk vold med henvisning til ofrenes onde gerninger og dermed gøre det klart, de selv var ude om det – som vi ser i rigt mål, når ofrene hedder Donald Trump og Charlie Kirk.
Jeg vil senere skrive en opsats om venstrevoldens dominans.