Venstrefløjen: Selvretfærdig, voldelig og fascistoid
Det brutale mord på Charlie Kirk for nylig udført af den venstrefløjs radikaliserede Tyler Robinson affødte udbredte jubelscener fra venstrefløjen på de sociale medier, ligesom de venstreorienterede medier CNN, MSNBC, ABC, etc. umiddelbart efter mordet havde travlt med at dæmonisere den dræbte som værende fascist, racist, misogynist osv.
Venstrefløjens voldsparathed er (som også islamisternes ditto) velkendt og har været det i årtier. Særligt de sidste 10 år har uroligheder og voldsoptøjer været kraftigt eskalerende overalt i den vestlige verden. Ligeledes var jublen over mordet på Kirk ikke en isoleret begivenhed, idet det efterhånden er blevet almindeligt i venstreorienterede (og islamistiske) kredse at udtrykke voldssympatier og voldsopfordringer på de sociale medier.
Antifa, antifacisterne, har slægtskab med fascisterne
Et grundlæggende karaktertræk hos mange på venstrefløjen er deres spaltede personlighed og virkelighedsopfattelse. Således mangler de evnen til selverkendelse og mener i megalomanisk indbildskhed, at de er ufejlbarlige og gode, at de er absolut rigtige og korrekte og at de er antivoldelige og moralske overlegne. Omvendt skærer de alle som ikke mener det samme som dem over en kam som onde og voldsparate højrefløjsekstremister, fascister, nazister og racister.
Et konkret eksempel på denne spaltning finder man hos den venstreradikale gruppe Antifa, dvs. antifacisme/Antifascistisk Aktion. Gruppen truer, forfølger (doxxing) og angriber voldeligt almindelige demokratisk indstillede mennesker (højrefløjen). Ovennævnte vrangforestillinger om højrefløjen retfærdiggør i Antifas formørkede optik volden imod den. Således vælger Antifa ligesom Mussolini og hans fascister ”gadens parlament” (vold og terror) og har intet tilovers for det demokratiske parlament. Gruppen er ligesom fascisterne antidemokrater og har altså – i modsætning til den demokratiske højrefløj – slægtskab med fascismen.
Volden har altid været central hos venstrefløjen
Antifa udgør bare et mikroskopisk hjørne af en venstrefløj, hvis voldelighed har eksisteret siden ordet ”venstrefløj” første gang blev brugt i politisk sammenhæng, nemlig under den franske revolution (1789-1799). De der sad til venstre for den revolutionære nationalforsamlings formand betegnedes som venstrefløjen, mens dem til højre altså udgjorde højrefløjen. Sidstnævnte bestod af moderate, liberale, konservative, reformister og monarkister (borgerligt-liberale), mens venstrefløjen repræsenterede de radikale, uforsonlige og ekstremt voldsparate kræfter (jakobinere og sansculotter). Oprindeligt dominerede de borgerligt-liberale revolutionen, men i løbet af 1792 skiftede magten hænder og venstrefløjen, jakobinere og sansculotter, med Robespierre i spidsen tog over. Begyndende med guillotineringen af Ludvig d. 16. kort efter nytår 1793 indledtes et sandt rædselsregimente, hvor guillotinen de følgende ca. 20 måneder kørte max. dagligt, blodet sprøjtede og op mod 17.000 hoveder nåede at rulle, inden højrefløjen sammen med folk fra venstrefløjen, der frygtede for at miste hovedet, i juli 1794 kunne sætte en stopper for vanviddet.
De radikale og voldsparate jakobinere/sansculotter var, hvad man kunne kalde for protosocialister (begrebet socialisme kendes først fra 1820’erne) og var inspirationskilde for mange senere socialistiske tænkere og bevægelser. Ikke mindst kom den voldelige revolution til at spille en afgørende rolle i den marxistiske socialisme. Noget der blev omsat i praksis med den russiske revolution i 1917 og grundlæggelsen af Sovjetunionen.
Volden har således altid været central hos store dele af venstrefløjen, hvilket – set med den sunde fornufts briller – er et kæmpeparadoks, idet venstrefløjen hævder, at den er imod vold! Men selvfølgelig kan venstrefløjen retfærdiggøre dette, idet den i sin grandiose selvforståelse implicerer en dikotomi, der går ud på, at den kæmper for at frigøre de undertrykte, de svage og minoriteterne fra højrefløjens/fascisternes ONDE vold og undertrykkelse. Derfor er venstrefløjens vold en nødvendig vold, den er en GOD vold.
Hvor udspringer fascismen fra?
Den marxistisk-socialistiske diktator Joseph Stalin var ophavsmand til vrangforestillingen om, at alle på højrefløjen er fascister. Han inkluderede herunder socialdemokraterne, idet han sagde: “Socialdemokratiet er objektivt set fascismens moderate fløj. Der er ingen grund til at antage, at de er modsætninger.” (1924).
Men udgår fascismen overhovedet af højrefløjen? Svaret er et stort og rungende: NEJ! De grundlæggende værdier hos højrefløjen er individet, individets frihed (mfl. rettigheder) og demokratiet, mens fascismen omvendt er anti-demokratisk, voldelig og kræver, at individet underkaster sig staten.
Derimod er slægtskabet mellem fascisme og marxistisk socialisme evident, idet sidstnævnte ligesom fascismen er anti-demokratisk, voldelig og kræver individets underkastelse. Dette slægtskab så man udmøntet i praksis, da både fascismen og socialismen efter 1. verdenskrig etablerede totalitære stater, hvor den individuelle frihed var udslettet.
Derfor er det ikke mærkeligt, at Mussolini inden han dannede det fascistiske parti, havde en lang karriere i det Italienske Socialistparti. Som leder af partiets revolutionære fløj og chefredaktør for partibladet Avanti, var han ligefrem en af socialistpartiets mest magtfulde personer. Det endte dog med, at han blev ekskluderet, idet han ønskede, at Italien skulle deltage i 1. verdenskrig, hvilket var i strid med partiets marxistisk-internationale arbejderklasse linje. Mussolini grundlagde fascistpartiet i 1919 sammen med den fascistiske ideolog og filosof, Giovanni Gentile, der var stærkt inspireret af Karl Marx.
Det er derfor ikke så mærkeligt, at Hitler i 1920 ændrede sit partis navn fra Det Tyske Arbejderparti til Tysk National-SOCIALISTISK Arbejder Parti og at Hermann Göring oprindelig var Socialdemokrat og sagde om nazipartiet, at det stod for en militaristisk SOCIALISME.
Hvorfor tror folk i almindelighed, at fascismen er et højrefløjsfænomen?
Svaret er, at venstrefløjen (særligt de førende medlemmer af den marxistiske Frankfurterskole) efter 2. verdenskrig begyndte at infiltrere de vestlige samfunds uddannelsesinstitutioner, som den i dag sidder tungt på. Herfra er de vestlige børn og unge igennem 3 generationer blevet indoktrineret med venstrefløjens falske dikotomi, hvorefter samme venstrefløj er god og højrefløjen ond. Herunder har venstrefløjen umærkeligt og i overensstemmelse med Stalins ovennævnte definition impliceret fascismens udspring fra den ”onde” højrefløj og udvisket dens reelle tilhørsforhold til den ”gode” venstrefløj.
Sandheden er altså, at fascismen er et venstrefløjs-, IKKE et højrefløjsfænomen!
(Kort efterskrift om Charlie Kirk: I modsætning til venstrefløjens falske påstand om, at Kirk var en led og ond fascist, ”who had it coming!”, er det her på sin plads at nævne nogle fakta om, hvem han reelt var og hvad han stod for: Kirk var demokrat og ytringsfrihedsfortaler. For ham var debat argumenter, ikke vold. Ideologisk var han konservativ og gik ind for en minimalstat og den personlige frihed. Kristne værdier, som næstekærlighed og respekt for anderledes tænkende var centrale hos ham. På det personlige plan betød familien alt for ham.)