”For hver dag der går, synes jeg at masterplanen i Det Hvide Hus tegner sig mere og mere klart”, skriver den nye ansvarshavende chefredaktør for Børsen, Nikolaj Sommer. Og han fortsætter:
”Trump udgør en reel trussel mod ytringsfriheden også i Danmark. Det vil desværre være naivt at tro, at Trump holder sig til kun at angribe medierne i USA. Vi må mentalt forberede os selv og hinanden på, at danske medier risikerer at blive mødt med politiske, økonomiske eller teknologiske chikanerier fra USA, hvis vi går hårdt til Trump. Trump indsætter systematisk loyale støtter i alle samfundsbærende institutioner, skaber frygt og svækker alle kritikere og politiske modstandere. Han følger en vej, som leder direkte mod et illiberalt demokrati. Noget, som måske ser demokratisk ud, men hvor retsstat, magtens deling, ytringsfrihed osv. reelt ikke respekteres. Hvor statsapparatets kræfter bruges til at angribe modstandere. Jeg oplever, at rigtigt mange er skræmte. Fra at tænke, at Trump var slem, men kunne håndteres, er sindsstemningen blevet endnu mørkere med en dyb bekymring for den sti, USA ser ud til at følge”.
Et illiberalt demokrati? Jamen, Nikolaj Sommer bør være glad for, at præsidenten for USA har valgt at bruge Danmark som forbillede.
Danmark er jo et illiberalt foregangsland, hvor Folketinget er sat fra bestalling, hvor politikerne bryder grundloven, hvor den politiske proces mørklægges, hvor der mangler kontrol med regeringsmagten, hvor retsvæsenet er under politisk kontrol og bruges mod politiske modstandere, hvor politikerne bestemmer hvem der anklages, hvor der gennemføres hemmelige retssager, hvor politiske udnævnelser hører til dagens orden, hvor staten kontrollerer medierne, indskrænker pressefriheden og intimiderer kritisk presse samt kritiske eksperter, hvor politikerne udhuler retsstatsprincipperne, retssikkerheden og borgernes grundlovssikrede rettigheder, og hvor magteliten obstruerer korruptionsbekæmpelsen.
Alle ved, at selv om Danmark er et lille land, er danskerne klogere og mere fremmelige end andre, tilbagestående nationer, og det har naturligvis fanget Trumps opmærksomhed. Derfor behøver Nikolaj Sommer ikke at være skræmt. Han bør være stolt af, at Trump følger den danske sti.
24NYT