Et vægmaleri på en blok i Kristianslyst i Stavanger vækker opsigt. Det nye Norge afbildes i al sin mørke pragt.
Det er ikke alle, der sætter pris på det. Ikke en eneste person på det enorme kunstværk, som er 50 meter højt, ligner almindelige nordmænd, hvilket stort set var sådan, alle så ud, da jeg voksede op.
Det kunne have været passende at have en blanding af forskellige mennesker fra forskellige dele af verden for at afspejle det samfund, vores børn vokser op i efter årtier med masseindvandring, som næsten er på en million »nye nordmænd« siden årtusindskiftet.
Men vægmaleriet ser fremad mod en fremtid, hvor den store udskiftning, som synes uundgåelig, er gennemført.
Alle mennesker på vægmaleriet er afbildet med mørk hud. Der er mere raceblanding i afrikanske lande end dette.
Beboerne beskylder dem, der reagerer, for racisme, skriver Stavanger Aftenblad.
»Det er vigtigt, at vi viser, at vi tager afstand fra disse hadefulde kommentarer. Jeg skammer mig på nordmændenes vegne, når jeg læser den slags,« siger Anne Reidun Fuglestad.
Hun henviser til de grimme reaktioner på Facebook, efter at Aftenbladet offentliggjorde historien. Der gives nogle eksempler på de såkaldt forfærdelige kommentarer.
»Motivet er som indholdet af blokken, noget vrøvl.«
»Man ser ikke norsk kultur i Norge længere, haha.«
»Hvad er meningen med en N-mur?«
»Jeg kunne ikke bare sidde og se på, at folk talte ned til min blok,« siger Fuglestad, som synes, det er smertefuldt at læse, at folk kalder den blok, hun bor i, for en »skraldespandsblok«.
Hun bliver støttet af sin nabo Anniken Hammersborg.
»Vores kvarter er som resten af samfundet, mangfoldigt og farverigt. Her bor mennesker med forskellige baggrunde, og vi er nødt til at vise, at vi ikke støtter sådanne kommentarer.«
Men der er ingen mangfoldighed i maleriet, kun en enhed af mennesker med samme hudfarve. Mangfoldigheden er begrænset til ens T-shirts med forskellige farver. Er det den nye mangfoldighed? At mangfoldighed i praksis betyder alt, hvad der ikke er norsk, ofte krydret med ikke at være heteroseksuel eller sikker på sit køn fra fødslen?
Hvad skete der med 80’erne, min glorværdige ungdom? Da piger brugte krøllejern, drenge (og mange piger) spillede fodbold og/eller guitar eller trommer, og de få udlændinge, der dukkede op, hurtigt gled ind i fællesskabet som en af os?
Hammersberg mener, at det handler om mere end bare kunst, det handler om identitet og fællesskab. Du skal bare undgå at have en hudfarve, der minder dig om en gammeldags, kedelig og døende heteroseksuel hvid nordmand.
»Vi synes, det er flot. Farverne passer godt til resten af bygningen og gør kvarteret mere levende,« siger Hammersborg.
Der er ingen tvivl om, at det ofte er mere levende og »spændende« i kvarterer, hvor et flertal af beboerne er indvandrere, uden at det nødvendigvis er et liv eller en spænding, som ønskes af udsatte børn og piger, der tør bevæge sig udendørs alene.
Kunstnerne
Kunstneren Tore Pang, hvis rigtige navn er Tore Arholm Tobiassen, og den franske kunstner Fred Battle står bag vægmaleriet. Inspirationen fra Frankrig virker næsten som en parodi. Pang har lagt et foto af kunstværket ud på Facebook.
Tang har vist sin franske kollegas reaktioner.
Jeg viste dem til Battle, og han svarede bare: »Det er interessant.” Vi er vant til, at kunst fremkalder reaktioner, siger han.
Tang er ikke klar over, at maleriet skaber sådanne reaktioner.
»Det kunne lige så godt have været mig og min familie på sommerferie. Hele pointen med billedet er, at det skal være åbent for fortolkning. Måske bruger de, der tolker det negativt, lidt for meget tid på at blive irriteret over udlændinge.«
Som gift med en lyshåret kvinde og belønnet med to lyshårede sønner, alle med hvid hud, kan jeg ikke ligefrem sige, at dette minder mig om ferietid for min egen familie.
At reagere på dette vægmaleri betyder heller ikke nødvendigvis, at du er irriteret over udlændinge. Det, der er mest irriterende fra mit synspunkt, er, at man maler et 50 meter højt kunstværk uden at inkludere et eneste almindeligt etnisk norsk barn.
Man bliver træt af, at almindelige nordmænd altid skal stå bagerst i alle køer, bortset fra køen til skattevæsenet, for det er trods alt nogle få af os, der arbejder og finansierer hele galskaben.
Jeg synes, det er en skam, at der ikke er en eneste etnisk norsk ung med på vægmaleriet.
Tang er ked af, hvis nogen føler sig stødt, men siger, at kunstens opgave er at udfordre. Personligt tænker jeg: Er det ikke meningen, at kunsten skal udfordre opad og rette et kritisk søgelys mod magthaverne? Er kunstnernes nye opgave at skubbe »almindelige mennesker” ned i mudderet?
»Jeg er en hvid mand, så jeg ved ikke, hvordan det føles. Men der bør være højt til loftet, når man diskuterer kunst. Hadefuld tale er på den anden side bare grim. Hvad får folk egentlig ud af det? Måske er det folk, der har det svært og bare har brug for et kram,« siger Tang.
Et kram fra Tang lyder for mig mere som en trussel end et velgørende løfte. Sådanne aktiviteter praktiseres kun med mine børn, folk, jeg er onkel til, og nogle få udvalgte kvinder. Ingen mænd, ikke engang kunstnere, vil passe på min korte krammeliste.
Sex Pistols rettede deres kritik opad og angreb selveste dronningen (God Save the Queen), ikke almindelige arbejdende mennesker. Fra Victor Hugo til George Orwell, Henrik Ibsen og Knut Hamsun har store kunstnere i århundreder hædret de kæmpende og skrevet med foragt om de magtfulde. Men i dag er det det modsatte.
Kunstværket blev godkendt af et stort flertal på en generalforsamling i kvarteret på trods af advarsler om, at vægmaleriet kunne være til fare for trafikken.
Projektet er støttet af Coop, som bidrog med både maling og økonomisk støtte, som blev afsluttet i mandags.