Der er nu næsten daglige eksempler på demokraternes galskab.
Texas har været ramt af en forfærdelig oversvømmelse, som har medført mere end hundrede døde, bl.a. snesevis af børn, der deltog i en sommerlejr. Ingen ledende demokrat har udtrykt medfølelse med ofrene og deres efterladte, men har i stedet benyttet lejligheden til at fordømme præsident Trump. Anklagen går ud på, at hans beskæringer af de offentlige udgifter har ramt vejrtjenesten, som derfor ikke var tilstrækkeligt bemandet til at udsende varsler om den kommende katastrofe. Påstanden er øjeblikkeligt blevet afvist, idet vejrtjenesten var fuldt bemandet og havde udsendt advarsler om en truende oversvømmelse. Men hvad kunne nogen stille op med en styrtregn, der fik vandstanden i Guadaloupe-floden til at stige med ti meter på 45 minutter?
Efter at de mest højrøstede demokratiske ledere i årevis har råbt op om den republikanske ”fascisme” og det herskende ”oligarki” og opfordret til ”modstand” med alle midler, kan det ikke undre, at nogen tager dem på ordet. Det er bl.a. sket i form af væbnede overfald på føderale agenter, der har prøvet at implementere den gældende migrationslovgivning, hvilket er deres pligt, som de har svoret på at leve op til. Men når de gør deres farlige arbejde med at pågribe mordere, narkohandlere, kartelmedlemmer og sexforbrydere af udenlandsk herkomst, beskylder fremtrædende demokrater dem for at være et nyt ”Gestapo”, der kidnapper sagesløse indbyggere for at sende dem til ”koncentrationslejre”.
Det er klart, at et sådant nazistisk regime må bekæmpes – om nødvendigt med væbnet magt. Blod skal der til, og det var netop, hvad en gruppe formodede ”antifascister” prøvede at udgyde, da de den 4. juli foranstaltede et væbnet angreb på agenter for ICE (U.S. Customs and Immigration Enforcement) uden for Dallas-Fort Worth i Texas. De ti angribere, der indtil videre er blevet pågrebet, bar militær-lignende uniformer og var svært bevæbnede. Deres plan var at lokke ICE-agenterne i et baghold for at skyde dem ned. En politimand blev ramt i halsen, men overlevede.
Trump-administrationens ”grænse-tsar”, Tom Homan, er ikke i tvivl om, at den demokratiske retorik før eller siden vil koste menneskeliv. Det har han givetvis ret i, for ingen ledende demokratisk politiker har villet distancere sig fra fascisme-beskyldningerne eller opfordret til besindighed. Talrige kommentatorer bliver ved med at tale om “moderate demokrater”, som de formoder tager afstand fra ledernes hysteriske udmeldinger. De er foreløbigt ikke trådt frem, og det demokratiske parti bliver stadigt mere ekstremistisk.
Det er forståeligt, for uanset om der findes moderate demokrater, kan de ikke vende sig mod partiets voksende og stadigt mere rabiate venstrefløj, for i så fald ville de miste en stor del af deres vælgere og dermed tabe alle valg i en overskuelig fremtid. Af fejhed eller bekvemmelighed har de rakt de revolutionære socialister og anarkister lillefingeren, og samfundsomstyrterne har naturligvis taget hele hånden og sat sig på magtpositioner, som det bliver svært at fjerne dem fra.
Er det ikke det samme, der er sket med flere europæiske socialdemokratier, der ikke har vovet at lægge sig ud med den ekstreme venstrefløj og dens lydige medier, f.eks. ved at føre en national-sindet politik og standse masseindvandringen og islamiseringen?
I øjeblikket er det svært at se, hvordan nogen skal kunne standse de amerikanske demokraters ræs mod det evidente vanvid, og man må grue ved udsigten til at de måske sætter sig på flertallet i Senatet og Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalget til næste år. Det bliver i så fald enden på det amerikanske eksperiment – og på Vesten.