USA’s forsvarsminister Pete Hegseth har fremført nogle realiteter og vilkår for fred i Ukraine. Hans udtalelser har medført, at den boble af bedrageri, der har holdt krigen i gang, er bristet. Hegseth hævdede, at der ikke ville blive noget NATO-medlemskab for Ukraine, at Ukraine ikke ville genvinde dets tabte territorier, og at USA ikke ville stille nogen sikkerhedsgarantier. Denne holdning er overalt i Vesten blevet kriminaliseret som et bedrageri over for Ukraine. Men virkeligheden er det stik modsatte, eftersom dette at ignorere realiteterne har været kilden til ødelæggelserne. For at citere Niccoló Machiavelli: ”Mennesker vil ikke se på tingene, som de virkelig er, men som de ønsker, at de skal være – og forvolder derfor ødelæggelse.”
Af Glenn Diesen, norsk professor med ekspertise i international politik og Rusland. Oversat af Jens Kristian Bech Pedersen
Hegseth optegnede nogle smertelige realiteter, som der er farligt at ignorere.
For det første vedrørende Ukraines territoriale tab: ”Vi ønsker, ligesom I, et suverænt og velstående Ukraine. Men vi må begynde med at anerkende, at en tilbagevenden til Ukraines grænser, som de var før 2014, er et urealistisk mål. At jage efter dette illusoriske mål vil blot forlænge krigen og forårsage endnu flere lidelser.”
For det andet blev en udvidelse af NATO taget af bordet: ”USA mener ikke, at NATO-medlemskab for Ukraine er et realistisk indhold af en forhandlingsløsning.”
For det tredje vil USA ikke deltage i nogen sikkerhedsgarantier:
”Sikkerhedsgarantier skal baseres på indsættelse af egnede europæiske og ikke-europæiske militære tropper. Uanset hvornår disse tropper indsættes som fredsbevarende styrker, skal de operere som en del af en ikke-NATO-mission, og skal ikke indsættes under artikel 5. For at sige det klart: Tropper fra USA vil ikke blive indsat i Ukraine som en del af nogen sikkerhedsgaranti.”
Enden på det farlige og umoralske bedrageri
I Ukraine forstår de, at krigen er tabt, og at endnu flere mennesker, territorier og mere infrastruktur vil gå tabt, hvis krigen fortsætter. På trods af det har der været en tro på, at hvis Ukraine ville fortsætte krigen lidt længere, ville ukrainernes beslutsomhed overbevise NATO om at gå ind i krigen. Men dette er en stedfortræderkrig, hvor ukrainerne bliver ofret for at bekæmpe Rusland. Anstrengelserne for at holde håbet i live og tale om et fremtidigt NATO-medlemskab har været et NATO-bedrag i den hensigt at holde den lange krig i gang.
Vedrørende det første punkt er territoriale tab smertefulde og ydmygende, og de vil komplicere enhver fremtidig genrejsning af Ukraine. Dog står alternativet ikke mellem at miste de territorier, der nu er under russisk kontrol, og at genvinde dem. Alternativet står snarere mellem at give afkald på de nu tabte territorier og at miste mere territorium.
Vedrørende det andet punkt med at tage NATO-medlemskab af bordet har det altid været common sense, at en hvilken som helst fremtidig fredsordning skulle baseres på at genskabe Ukraine neutralitet. Den velkendte og veldokumenterede realitet er, at Rusland betragter NATO’s indtrængning i Ukraine for at være en eksistentiel trussel, og at Rusland aldrig ville acceptere dette, ganske som USA ikke vil acceptere russiske militære baser og missilsystemer i Mexico. Enhver påberåbelse af, at det skal være tilladt Ukraine selv at bestemme dets medlemskab af militære alliancer, eller enhver henvisning til international lov kan ikke ændre disse realiteter. At true verdens største atommagt på dens overlevelse vil til enhver tid udløse et voldsomt gensvar, selv om Ruslands industrielle og logistiske fordele betød, at landet ville vinde en krig med konventionelle våben. Vi kan forblive inde i vores boble og afvise al common sense som russisk propaganda og forræderi; men at afvise at acceptere, hvordan tingene forholder sig, for i stedet at holde os til vore ønsker om, hvordan tingene skal være, vil blot resultere i mere ødelæggelse.
Vedrørende det tredje punkt, hvor USA ikke på nogen måde vil deltage i at stille sikkerhedsgarantier, er det vigtigt for enhver fredsaftale at fjerne alle incitamenter for at genstarte konflikterne. Praktiske sikkerhedsgarantier ville kunne give Ukraine incitament til at genoptage krigen med NATO på sin side, hvilket ville være forståeligt på baggrund af den ydmygende og ødelæggende fredsordning, som landet vil være nødt til at acceptere. Når USA afviser at deltage, og hævder, at NATO’s artikel 5 ikke vil blive anvendt, medfører det, at europæerne vil stå alene. Europæiske ledere har allerede gjort det klart, at de ikke vil indsætte militære tropper i Ukraine uden sikkerhed for støtte fra USA. Med andre ord: Der vil ikke blive tale om nogen seriøse sikkerhedsgarantier.
Er dette en urimelig og ensidig fred, som tager hensyn til russiske sikkerhedsbekymringer, og som stort set ignorerer Ukraines berettigede sikkerhedsbekymringer og dets omfattende lidelser? Ja, det er! Men dette er samtidig konsekvenserne af at tabe en krig. Der var udsigt til en langt mere gunstig fredsordning i marts 2022; men USA og UK saboterede denne, og europæerne forblev tavse. NATO er nu løbet tør for våben og Ukraine er løbet tør for militært mandskab og Rusland har vundet krigen. Rusland har fordelene, og afviser enhver våbenstilstand, der indeholder risikoen for, at kampene kan genoptages på nogle få dage; russerne ønsker en permanent gunstig politisk ordning. USA gav ikke Rusland ”en foræring” ved at acceptere disse vilkår, sådan som medierne nu antyder; alternativet var enten at acceptere de aktuelle russiske betingelser eller at skulle acceptere meget værre betingelser, når den ukrainske hær kollapser.
NATO-udvidelserne var en manifestation af unipolariteten efter Den Kolde Krig. Fred i det unipolære system afhænger ikke af neddæmpning af gensidige sikkerhedsbekymringer. Tværtimod opnås fred i en unipolær verden ved udnyttelse af overvældende dominans i et sådant omfang, at den ene part ikke behøver at tage sikkerhedsbekymringer hos modstanderen i betragtning. Det er slut med unipolariteten, og det er derfor nødvendigt for USA at opstille prioriteringer, da det ikke kan dominere overalt. Forsvarsminister Hegseth gjorde det til overflod klart, at USA har til hensigt at skifte strategisk fokus fra Europa til Asien; og Hegseth fastslog derfor også, at USA ikke længere var ”primært fokuseret” på europæisk sikkerhed. Chokbølger løber nu gennem et Europa, som skabte en ideologisk boble for sig selv med behagelige narrativer om liberalt hegemoni, der var adskilt fra virkeligheden.
Det umoralske i at ignorere realiteterne.
Europæerne har lært sig at tale om og indlejre alle emner i moralens sprog. Dette skaber ganske vist en fornemmelse af dyd; men det er også kilden til intolerance, da opponerende røster altid beskyldes for at være umoralske. Da nu USA har punkteret boblen, er det givtigt at reflektere over, hvad vi har været årsag til med den alternative virkelighed, som vi har konstrueret til os selv.
Vesten har været fortaler for narrativer, som havde til hensigt at signalere støtte til Ukraine. Og forfalskede narrativer blev skabt for at fastholde krigsentusiasmen i Vesten og mobilisere offentlig støtte til en langvarig krig. Regeringer, medier og pseudo-NGOer hævdede gennem tre år, at Ukraine var ved at vinde krigen, at Rusland havde flere tab på slagmarken end Ukraine, at russerne var ved at løbe tør for våben, at den russiske økonomi var ved at kollapse etc. Det var alt sammen løgne; og de, der udgjorde en trussel mod disse narrativer ved at fremføre kendsgerninger, blev bagvasket, censureret og bragt til tavshed.
Virkeligheden er, at kun en lille minoritet af ukrainerne ønskede NATO-medlemskab før 2014, og at NATO vidste, at NATO-medlemskab sandsynligvis ville udløse en krig. Det vestligt støttede kup, der i 2014 væltede den demokratisk valgte regering, var i strid med forfatningen og havde ikke støtte blandt flertallet af ukrainerne. CIA og MI6 og den regering, som disse vestlige efterretningstjenester indsatte i Ukraine, startede deres hemmelige operationer mod Rusland straks fra den første dag efter kuppet, førend Rusland annekterede Krim, og før pro-russiske ukrainere påbegyndte deres mod-revolte i Donbas. NATO og Ukraine saboterede i perioden fra 2015 til 2022, at Minsk-aftalen blev ført ud i livet, selv om de havde godkendt den som den eneste vej til en fredsordning som afslutning på konflikten. Zelensky havde vundet sin jordskredssejr ved valget i 2019 på et fredsprogram. Men denne sejr blev vendt på hovedet efter trusler fra vestligt betalte NGOer og højrefløjsgrupper. USA og NATO afviste russiske krav om sikkerhedsgarantier i 2021, selv om de vidste, at Rusland ville gribe til militære handlinger uden sådanne garantier. USA og UK saboterede i 2022 de Istanbul-forhandlinger, hvori Rusland tilbød at trække alle sine tropper ud af Ukraine til gengæld for, at Ukraine genoprettede sin neutrale status – noget, som både Rusland og Ukraine dengang blev enige om.
Dernæst boykottede NATO-landene alt diplomati; og mens hundredtusindvis af unge mænd døde forgæves på krigsskuepladsen, afviste NATO-landene gennem tre år enhver forhandling, der skulle bringe krigen til afslutning. Løfter om fremtidig fred og NATO-medlemskab efter krigen motiverede både ukrainere og russere til at fortsætte kampene. Rusland kan for eksempel acceptere, at den historisk russiske by Odessa forbliver som en integreret del af et neutralt Ukraine, men vil annektere regionen, hvis den risikerer at ende med at blive NATO-territorium og en front imod Rusland.
Selv nu, hvor krigen er tabt, og majoriteten af ukrainere ønsker forhandlinger, er der stadig i Europa modstand imod fredsforhandlinger. Dette er alt sammen sket under moralske slogans og under banneret om ”støtte til Ukraine.”
De mennesker, der gennem de seneste ti år har opfordret til diplomati, gensidig forståelse og forhandlinger, og som er blevet bagvasket og udrenset af samfundet, var ikke propagandister for Kreml. De forkastede blot NATO’s fake narrativer og erkendte den katastrofe, der ville vente forude, når man ikke ville forstå verden, som den er, i modsætning til hvad vi ønsker, at den skal være.
Hvis bedrag kan ødelægge Ukraine, så kan realiteterne måske redde det.
Kilde: https://glenndiesen.substack.com/p/hegseth-replaces-deception-with-reality
Artiklen er oversat til dansk fra forfatterens engelske original af Jens Kristian Bech Pedersen og offentliggøres med forfatteren Glenn Diesen’s tilladelse.