Der bliver spekuleret på, hvad der gik galt i fredags, da Volodymyr Zelenskij skulle have undertegnet mineralaftalen med Donald Trump i Det Hvide Hus’s Ovale Værelse.
Papirerne lå til underskrift, frokosten stod klar, og medierne var på plads for at bivåne denne skelsættende begivenhed. Men ak! Efter en venskabelig samtale for åbne kameraer mellem de to præsidenter endte det hele i et skænderi. Ingen aftale blev undertegnet, Zelenskij fik besked på at forføje sig fra Det Hvide Hus, og Trumps personale fortærede frokosten. Den ukrainske præsident kan komme tilbage, når han er parat til fred, siger Trump.
”The usual suspects” beskylder nu Trump for at have lagt en fælde for Zelenskij i en hensigt at ydmyge ham på verdensscenen og dermed bekræfte, at den amerikanske præsident er i lommen på den russiske diktator. Enhver, der drister sig til at lufte en anden udlægning, bliver anklaget for at være ”putinist”.
Putinist er venstrefløjens og de globalistiske eliters nye betegnelse for meningsafvigere. Tidligere var det racist, fascist, højreekstremist, sexist og klimabenægter, som enhver ved fra Politiken. Men nu har globalisterne og deres influencere fundet en mere slagkraftig betegnelse for dem, de ikke kan lide.
I mellemtiden viser det sig, at det ikke var Trump, der lagde en fælde for Zelenskij, men derimod USA’s demokratiske opposition der havde ansporet Zelenskij til ikke at underskrive mineralaftalen, men benytte hans optræden til at stille krav, der måske var moralsk berettigede, men ikke indgik i den aftale, der allerede var på plads.
Zelenskij mente åbenbart ikke, at der var en aftale, som han kunne støtte.
Som den demokratiske senator Chris Murphy fortæller efter et møde med Zelenskij fredag morgen:
”Jeg er lige færdig med et møde med præsident Zelenskij her i Washington. Han bekræftede, at det ukrainske folk aldrig vil støtte en falsk fredsaftale, hvor Putin får alt, hvad han vil, og der ikke er sikkerhedsgarantier for Ukraine.”
Det blev så tredje gang, Zelenskij nægtede at underskrive en økonomisk aftale, der syntes at være på plads. Det var ikke Trump, der truede Zelenskij, men Zelenskij, som efter tilskyndelse af det demokratisk parti insisterede på amerikanske militære garantier, der ikke indgik i den aftale, han var kommet til Washington for at formalisere.
Demokraternes bestræbelser på at sabotere eventuelle fredsforhandlinger og give mere gas til krigen har til formål at samle ammunition til nye beskyldninger mod Trump for at være russisk agent. Det har været deres stadige omkvæd siden 2016.
Det sørgeligste er, at hvis de amerikanske demokrater og deres europæiske venner skulle få held til at afspore de fredsforhandlinger, som Trump lægger op til, vil det medføre Ukraines undergang, for et feminiseret og afmilitariseret Europa vil ikke kunne forsvare dem.