USA afviser ikke europæerne, men deres eliter

USA afviser ikke europæerne, men deres eliter


USA’s nye sikkerhedsstrategi mødes af kraftig kritik fra europæiske kommentatorer. Annegrethe Rasmussen fra POV ser dokumentet som et opgør med efterkrigstidens transatlantiske samarbejde. Hun og mange andre anser den amerikanske advarsel om Europas forestående “civilisatoriske udslettelse” som suspekt, højreradikalt tankegods.

Men amerikanerne vender sig ikke mod det europæiske kontinent eller dets folk og kultur. De vender sig mod en politisk elite. Og her rammer Washington fuldkommenplet.

Hvad USA faktisk siger

Sikkerhedsstrategien peger meget præcist på, hvem der bærer ansvaret for den civilisatoriske udslettelse: De transnationale bureaukratier og EU-institutioner, der undergraver national suverænitet. Indvandringspolitik, der transformerer kontinentet mod befolkningernes vilje. Censur af kritiske stemmer under dække af at bekæmpe hadtale.

Strategien understreger samtidig: “We want Europe to remain European, to regain its civilizational self-confidence.” Det er altså ikke et angreb på Europa som sådan. Det er et krav om, at kontinentet skal genfinde sig selv og afvise den kurs, dets ledere har påtvunget det.

Vicepræsident JD Vance har flere gange mindet om, at Amerikas rødder selv er europæiske. Kristendom, frihed, national suverænitet. Når han kritiserer udviklingen på den anden side af Atlanten, gør han det som én, der ser sin egen civilisation i fare.

Hans besked til europæiske borgere lyder: De eliter, der styrer jer, har forladt den identitet, I selv bærer. De forbyder kirkelige symboler, straffer religiøs tale, åbner grænserne mod jeres vilje og kalder jeres modstand for ekstremisme.

Sikkerhedsstrategiens løsning formuleres klart: “Cultivating resistance to Europe’s current trajectory within European nations.” Det er ikke Europa, der skal isoleres, men de ledere, der har mistet kontakten til deres folk.

Har Washington ret?

I den grad! Den tyske forsker Laurenz Guenther har publiceret en omfattende undersøgelse, der dokumenterer den afgrundsdybe kløft mellem folk og elite på tværs af 27 europæiske lande. Politikere indtager langt mere liberale holdninger end deres vælgere på indvandring, retspolitik, kønsroller og national identitet.

Hvad eliternes projekt betyder

Men hvad består dette eliteprojekt egentlig i?

Matthew Goodwin peger på det demografiske kollaps som kerneproblemet. Europas fødselsrater ligger på 1,38 børn per kvinde. Kontinentet formerer sig simpelthen ikke længere. Al nuværende befolkningsvækst stammer fra indvandring.

Siden 1990’erne er andelen af udenlandsk fødte mere end fordoblet i store dele af Vesteuropa. Demografiske fremskrivninger viser, at antallet af muslimer på kontinentet vil tredobles frem mod midten af århundredet.

Det er en katastrofe. For med andre folk kommer en anden kultur.

Hvorfor USA har grund til bekymring

Washingtons bekymring er netop ikke utidig indblanding.

Lande præget af lav social tillid, interne etniske spændinger og politiske eliter uden folkelig legitimitet bliver upålidelige allierede. Sikkerhedsstrategien konstaterer nøgternt, at det er uklart, om visse europæiske stater fremover vil besidde den økonomiske og militære kapacitet til at fungere som troværdige partnere.

USA har ikke råd til et svækket Europa. Amerikanerne behøver kontinentet som ligeværdig allieret, ikke som afhængig klient. Derfor advarslen mod de eliter, der underminerer deres egne samfund. Washington formulerer åbent, hvad millioner af europæere allerede ved: At deres ledere har forladt dem.

Kritikere anklager USA for at ville splitte Europa ved at støtte yderliggående kræfter. Men hvem handler egentlig forkasteligt?

Er det de borgere, der kræver kontrol med grænserne og respekt for nationalstaten? Eller er det de eliter, der gennem censur og demokratisk underkendelse gennemtvinger et projekt, ingen har stemt for?

 

Af Kasper Støvring, forfatter, ph.d.



Source link