På vej ind i 2025 er EU-Kommissionen i fuld fart ved at omdanne Unionen til en føderal formynderstat med Obamas og Bidens USA som forbillede. Fra 2008 til 2016 og igen fra 2020 til 2024 blev det amerikanske folkestyre udsat for en voldsom centralisering, der sugede magt og suverænitet ud af delstaterne og ind i Washington, der satte sig på økonomi, retspleje, politik, kultur, undervisning og meningsdannelse i klar modstrid med den amerikanske forfatnings ånd og bogstav. EU-Kommissionen har ganske vist ikke noget kommissorium eller politisk opbakning til sine planer om øget centralstyring, men agerer i et magttomrum, fordi medlemsstaterne har givet op og nu finder sig i, hvad der kommer.
Vores folketingsmedlemmer er stolte af at være demokratiets vogtere og garanter. I tide og utide citerer de Viggo Hørups berømte ord. ”Ingen over og ingen ved siden af Folketinget!” Derfor skammer de sig så meget over, at EU i allerhøjeste grad er både over og ved siden af Folketinget, at de lader som om, at de stadig sidder med den parlamentariske magt. I virkelighedens verden stammer mere end 50 procent af al lovgivning i Danmark fra Unionen, enten i form af ’forordninger’, der trumfer dansk lovgivning, og som skal implementeres uden behandling eller godkendelse i Folketinget. Eller ’direktiver’, der dog kræver enten parlamentarisk behandling eller en ministeriel godkendelse. Men som den konservative Rasmus Jarlov har gjort opmærksom på, suser EU-direktiverne gennem Folketinget og bliver til lov uden, at de folkevalgte reelt har sagsbehandlet og godkendt. Et skrækeksempel på, hvem der står over Folketinget, er en EU-lovkonflikt, der i juni 2023 førte til EU-domstolens befaling om arbejdstidsregistrering gældende for samtlige EU-lande. Ikke en eneste dansk virksomhed havde bedt om denne nytteløse lov.
Den tiltagende EU-proces hen imod den centralstyrede formynderstat foregår dog ikke uden modstand. Ministerrådet, som er Unionens øverste eksekutive organ, består af statsministrene fra EU’s medlemslande. De er valgt i deres nationalstater og skal genvælges der. Europas folkeslag er i tiltagende grad mod et fremadskridende suverænitetstab og bekender sig til et folkestyre, der opretholder nærhedsprincippet og den nationale frihed. Der er derfor stor uenighed i Ministerrådet, hvor flere medlemmer er meget lidt begejstret for EU-Kommissionens magtbegær. Rådet mødes ofte og drøfter alverdens problemer, men uden at nå til enighed om ret meget. Der opstår således et magttomrum, som Kommissionen har ambitioner om at udfylde med netop mere magt til Kommissionen.
Imidlertid vokser den europæiske modstandsbevægelse mod EU-formynderstaten med stigende styrke. Der er stærke regionale oprørsbevægelser på scenen, som kræver regional frihed og selvstændighed. Dem finder vi i den flamske del af Belgien, i Baskerlandet og Catalonien, på Korsika og i Norditalien. Der er de grundborgerlige partier som det hollandske Frihedsparti, det tyske AFD, Rassamblement National i Frankrig og det østrigske FPÖ. Europæiske politikere og medier fordømmer disse partier som ultra-reaktionære højre-ekstremister og hjemsted for nazister og racister. Alle de nævnte partiers politiske programmer er dog fast forankret i de respektive forfatninger. Deres folkelige opbakning vokser, fordi europæerne vil hverken have en centralstyret EU-formynderstat eller en Union som i dag med åbne grænser, hvor enhver araber eller afrikaner kan slå sig ned og leve fedt af andre menneskers penge.
Vi er derfor havnet i en situation, hvor EU-kusken sidder på bukken og pisker løs på de vrantne heste, der har sat hovene i jorden og ikke rokker sig ud af stedet. EU er i dag i politisk henseende en forstenet ruin, og der er ikke meget der tyder på en forandring til det bedre. Hverken universiteter, medier eller politikere orker at opstille kreative løsninger for et moderne og tidssvarende EU. Vi har affundet os med vores skæbne. Der er dog bred enighed om, at hvis vi skulle organisere Unionen helt forfra, ville den bestemt ikke se ud som i dag. Et flertal af vælgerne i Danmark hoppede i 1972 med på EU-vognen, fordi politikerne havde bildt dem ind, at samarbejdet handlede om smørkontrakter, flæskepriser og industrieksport. Unionen er imidlertid skabt som et politisk projekt, men blev solgt til vælgerne som et handelssamarbejde med politiske overtoner. Resultatet er derfor en Union, der hverken er fugl eller fisk, men som prøver at være begge dele. EU er udstyret med et parlament uden ret til at lovgive og hvis autoritet ikke tildeles af vælgerne, men af Kommissionen, der ikke er folkevalgt, men udpeget af medlemslandene. Resultatet er en organisatorisk rodebutik uden demokratisk forankring i vælgermasserne.
EU er politisk en hjælpeløs kæmpe, som ingen gider lege med. Og som til trods for 27 industrialiserede medlemslande og 450 millioner indbyggere er uden indflydelse på Verden af i dag. Kommissionen vil meget gerne involveres i de store internationale brændpunkter som krigene i Mellemøsten og Ukraine, præsident Trumps toldpolitik, energiforsyningen, den grønne omstilling, cyberkrigen med Rusland, migration, AI og EU’s ydre grænser. Ingen af de tunge internationale ledere gider tale med EU. For hvem i Unionen kan udtale sig med autoritet og politisk opbakning? ”Hvis jeg ønsker at tale med EU, hvilket nummer skal jeg så ringe til?”, kom det spydigt fra Henry Kissinger. Kommissionen er dog fast besluttet på, at hvad udad tabes, skal indad vindes. Derfor vi vil se fortsatte bestræbelser på at centralisere mest mulig magt og medlemsstaternes befolkning ind under Kommissionens åg.
Europas centralisering kan kun standses og opløses ad demokratisk vej. Medier og politikere er nødt til at erklære de fremvoksende grundborgerlige partier for ’stuerene’ og indlemme dem fuldt i det politiske samarbejde, så vi kan få et moderne EU med mindre topstyring og bureaukrati og mere magt til nationerne og borgerne. Hvis ikke vi gider kæmpe for den, dør friheden i stilhed.