Da magasinet Eftertryk for lidt over et år siden offentliggjorde en særdeles grundig analyse af DR’s misvisende og ensidige Ukraine-dækning, afviste Danmarks Radio kritikken med ordene: “Vi har ingen interesse i at fremvise ét billede af krigens gang i forhold til andre”.
Nu foreligger en opfølgende undersøgelse, der dokumenterer det modsatte. DR fremviser ikke blot et særligt billede af krigen – det er et billede så fjernt fra virkeligheden, at man må spørge, om public service er degenereret til ren propaganda.
Chefredaktør på Eftertrykt, Uffe Kaels Auring, har gennem minutiøse analyser af Danmarks Radios Ukraine-dækning blotlagt et mediehus, der systematisk har vildledt offentligheden. Ikke gennem åbenlys løgn, men gennem omhyggelig selektion, spin og ønsketænkning.
Resultatet er en dækning, der minder mere om statsradio i autoritære regimer end om kritisk journalistik i et demokrati. Og den virker. For de fleste, som journalisten Magnus Barsøe https://x.com/MagnusBarsoe, kolporterer bevidstløst den misvisende fortælling.
Illusionens kollaps
Rusland er entydigt aggressoren i denne konflikt, som ingen kender det endelige udfald af. Vi må håbe, at Ukraine får mest muligt af deres territorium tilbage, og at krigen ikke eskalerer og inddrager Vesten direkte. Men håb er som bekendt ingen strategi, og uden en virkelighedsnær dækning er vi efterladt med falske forhåbninger.
Lad os se på nogle af dem.
Hvor DR og deres hyppigt anvendte ekspert, militæranalytikeren Anders Puck Nielsen, i 2022-2023 malede sejr på sejr for Ukraine, måtte virkeligheden i 2024 tvinge en kursændring. Pludselig var det ikke længere ukrainsk fremgang, men russisk aggression, der dominerede. Men selv denne vending blev pakket ind i fordrejede fortællinger.
Tag eksempelvis fremstillingen af Ukraines såkaldte “nedslidningsstrategi”. Som Auring påpeger, tegner DR og Nielsen et billede af, at Ukraine “nok er hårdt presset, men fører en effektiv nedslidningskrig” ved bevidst at afgive territorium for at maksimere fjendens tab.
Men internationale medier fortæller en anden historie: Ukrainerne bliver ikke trukket tilbage efter en plan. De bliver tværtimod trængt tilbage af overlegen russisk ildkraft.
Endnu mere påfaldende er DR’s håndtering af mandskabsspørgsmålet.
Mens mediet flittigt citerer ukrainske påstande om russiske tab på 40.000 mand om måneden, forbigår det systematiske beretninger om Ukraines egen desperate mangel på effektive soldater. Vi hører intet om desertering som stigende problem, intet om at frontlinjetropperne består af dårligt trænede civile, intet om den ulige kamp mellem Ruslands massive mandskabsressourcer og Ukraines mangel på styrker.
Selektiv virkelighed
Aurings analyse afslører et mønster i kildebrug, der ville gøre enhver propagandaminister stolt. Russiske kilder citeres kun, når de bekræfter vestlig narrativ – ellers afvises de som utroværdige. Ukrainske kilder godtages derimod ukritisk, selv når de modsiges af beretninger fra frontlinjen.
Kursk-operationen illustrerer problemet.
Hvor DR og Nielsen fremstillede det som en strategisk succes, der ville “lette presset” på ukrainerne og sætte Putin “under indenrigspolitisk pres”, ignorerede de en række af de internationale mediers rapporter om operationens enorme omkostninger. Som Auring konstaterer: “DR orienterede ikke sine læsere om, hvorvidt operationen hele vejen igennem var ‘en dyr omgang’ for ukrainerne, uanset hvor mange anstrengelser det krævede for russerne at smide dem ud.”
Samtidig udelades enhver diskussion af diplomatiske alternativer. Mediets løsning på enhver ukrainsk udfordring er altid den samme: flere våben. At denne militaristiske logik forlænger lidelserne og øger risikoen for eskalering, er tanker, der ikke får lov at trænge ind i DR’s univers.
Fantasiens triumf
Men problemerne i 2024 blegnede i forhold til den systematiske virkelighedsfornægtelse i årene før.
Aurings første analyse dokumenterede en dækning så skæv, at den grænser til det absurde: I 9 ud af 10 af tilfældene, hvor krigens udvikling blev vurderet, var dommen til Ukraines fordel.
Nielsen fungerede ikke som neutral analytiker, men som det Auring kalder en “aktivistisk fortolker” – en mand, der forvandlede enhver nyhed til lovende perspektiver for Ukraine. Russisk styrke blev til russisk svaghed, Ukraines militære nederlag blev til strategiske succeser, og enhver ukrainsk bedrift blev til varsler om russisk kollaps.
Slaget om Bakhmut illustrerer metoderne.
Mens internationale medier rapporterede om ukrainske styrkers “lave moral” og “katastrofale” situation ifølge amerikanske efterretninger, fremstillede DR og Nielsen det som en ukrainsk succeshistorie. Russerne led “enormt store tab”, Bakhmut var vigtig for fjenden, men ikke for Ukraine, og forsvaret af byen kunne “varme op til en ukrainsk modoffensiv.”
Virkeligheden var anderledes. Bakhmut kostede Ukraine nogle af dets bedste enheder, svækkede ammunitionsreserverne og skadede chancerne for den senere sommeroffensiv. Men sådan lød det ikke på DR.
”Magtens meddigter”
Aurings analyser afslører noget endnu mere alarmerende end dårlig journalistik. De viser, hvordan Nielsen systematisk overgik selv magthavernes optimisme. Som Auring skriver: “DR og APN’s fremstilling er i mange tilfælde ikke realistisk – dertil er den for optimistisk. Og dækningen er afgjort ikke dækkende – dertil er fremstillingen for ubalanceret.”
Nielsen fremstår ikke som analytiker, men som ”magtens meddigter”, en mand, der skaber forestillinger designet til at stimulere opbakning til våbenstøtte. Hans mantra om flere våben som løsning på alle problemer tjener våbenindustriens interesser, ikke sandheden.
Værst af alt: Fejlene går kun i én retning. Nielsens talrige fejlslagne forudsigelser om russisk kollaps og ukrainsk triumf går ubemærket hen, mens enhver pessimistisk vurdering ville blive udskældt som ”defaitisme”. Det afslører et system, hvor passende konklusioner vejer tungere end præcise analyser.
Tillidsbristen
Danmarks Radio har gennem sin Ukraine-dækning demonstreret, hvordan mainstreammedier kan degenerere til propagandaapparater. Ikke gennem statslig tvang, men gennem frivillig selvpåføring af blinde pletter. Resultatet er en offentlighed, der er systematisk misinformeret om en af vor tids mest betydningsfulde konflikter.
Konsekvenserne rækker langt ud over Ukraine. Når borgerne opdager, at deres pålidelige nyhedskilder har vildledt dem i månedsvis, undermineres tilliden til medierne generelt. Og når eksperter fungerer som skjulte aktivister, ødelægges respekten for faglig autoritet.
Aurings minutiøse dokumentation af mediernes fiasko bør være obligatorisk læsning for enhver, der stadig tror på journalistikkens demokratiske mission. For sandheden er simpel: Et medie, der ikke kan eller vil fortælle ubehagelige sandheder, er ikke længere et medie værd at stole på.
Af Kasper Støvring