Den blodige krig mellem Rusland og Ukraine har nu raset i tre år uden, at en slutning er i sigte. I Danmark er optimismen i top. Politikere og medier er enige om, at den eneste acceptable ende på konflikten er en total russisk tilbagetrækning fra de besatte områder, og at Ukraine tilbydes et ’fast track’ ind i EU og meget gerne et NATO-medlemskab som en rimelig kompensation for Putins ulovlige invasion af en suveræn stat, hvis suverænitet og grænser Rusland tidligere har anerkendt.
Stemningen i befolkningen minder om begejstringen i begyndelsen af krigen i 1864, hvor politikerne holdt opflammende taler og studenterkor sang ’Dengang jeg drog af sted’ i tyrkertroen på, at den danske landsoldat endnu engang kunne jage tysken på flugt. Et sviende nederlag for de danske styrker blev ikke anset for muligt, før det var en realitet. På samme måde er det tabu og nærmest landsforræderi at tale om, at Ukraine står til at tabe krigen. Kommentatorer og debattører, der forudser en ukrainsk afståelse af Krim og Donbas, bliver i medierne hængt ud som russerlakajer og putinister, hvad der er næsten lige så slemt som at være islamofob.
Efter tre års krig er den militære situation, at Rusland ikke har styrken til at erobre hele Ukraine, hvad der var hele målet for invasionen i 2022. Og Ukraine har ikke kapacitet til at trænge den russiske hær tilbage til 2014-grænserne. Den nuværende fastlåsning af fronterne er et resultat af vestmagternes sparsomme dosering af den militære hjælp til Ukraine, som ganske vist har modtaget meget artilleri, missilsystemer, ammunition og kampvogne, men ikke langtrækkende missilsystemer, kampfly og artilleri, der giver mulighed for at føre krigen ind på russisk territorium. Få dage efter krigens udbrud forsøgte kansler Scholz og præsident Macron støttet af EU-Kommissionen at overtale præsident Zelenskyj til at acceptere en afståelse af Krim og Donbas-regionen mod et medlemskab af EU og en forsvarsaftale med en koalition af vestmagter.
Det var vigtigt for de vestlige politikere at forhindre en russisk annektering af hele Ukraine, men man ønskede heller ikke at provokere Putin ved at trænge de russiske styrker helt ud af de besatte områder, som kunne have medført et totalt stop for de livsvigtige russiske leverancer af kul, olie og gas til Europa. Derfor blev den lovede militære hjælp til Ukraine ramt af planlagte forsinkelser og løftebrud. Tyskerne leverede nogle få Taurus missilsystemer, briterne Storm Shadow missiler og franskmændene Scalp missiler, men alle var omprogrammeret til korte distancer, altså til brug i Ukraine, men ikke i Rusland til trods for, at alle tre systemer er udviklet til at nå mål op til 500 kilometer fra affyringsrampen.
Hvis alle gode kræfter havde ønsket det, havde vi også kunnet forsyne Ukraine med en ’jernkuppel’, altså den ’Iron Dome’ som beskytter Israel mod fjendtlige missiler. Det var der imidlertid ikke stemning for, så Ukraine har måttet se store dele af sin infrastruktur i ruiner efter russiske missilangreb. Det er således gået som planlagt. Russerne kan ikke vinde og Ukrainerne kan ikke tabe. Hvordan skaber man fred i den situation, sådan som den kommende præsident Trump har lovet? Ifølge den britiske militære efterretningstjeneste har Rusland mistet op til 700 000 soldater i krigen indtil nu. Det er utænkeligt, at selv Putin ville overleve politisk, hvis han efter at have fyret 700 000 russere af på slagmarken, lusker af og overlader Krim og Donbas til Ukraine. Britiske medier anslår de ukrainske tab til omkring 100 000 mand plus enorme materielle skader, så det er lige så utænkeligt, at Zelenskyj og hans regering vil betale for fred med afståelsen af Krim og hele Øst-Ukraine. Zelenskyj stoler ikke på løfterne om EU-medlemskab som trøstpræmie for tabet af Donbas og Krim. Det kræver enstemmighed i EU’s Ministerråd, hvor i hvert fald Ungarn vil stemme imod. Et NATO-medlemskab er helt udelukket, så Zelenskyj har intet, han kan sælge til Ukraines lidende befolkning til gengæld for fred.
Men Trump vil have succes. Og får han den ikke, må han opfinde den, sådan som han plejer. Vi kan derfor se frem til en løsning, der ikke betyder fred, men ophør af krigshandlingerne. Vi får sandsynligvis i løbet af nogle måneder en aftale mellem parterne, der er en våbenstilstand med en fastfrysning af de nuværende fronter, men uden en egentlig fredsaftale, der regulerer og sikrer grænser og suverænitet.
Putin vil kalde våbenhvilen en succes, fordi den indirekte anerkender Ruslands ret til de besatte områder. Zelenskyj vil erklære sig tilfreds med aftalen, fordi Ukraine ikke afstår sine retmæssige landsdele i Donbas og Krim, som man vurderer, atter bliver en del af Ukraine ad diplomatiets vej. Sådan at forstå, at det bliver den pris, Rusland må betale for igen at blive en del af det internationale samarbejde. Hvis Trump er rigtig dygtig, vil han mobilisere vestmagterne til en omfattende genopbygningsaftale, der kan genrejse Ukraines infrastruktur og økonomi samt tvinge Putin til at acceptere en vestlig fredsbevarende styrke i Ukraine. Ikke en bovlam samling skræmte FN blå beretter, der som sædvanlig stikker af ved første skud, men kampklare elitestyrker, der kan gribe ind, hvis Putin begiver sig ud på nye eventyr ind over demarkationslinjen.
Det bedste, vi kan se frem til, er således en ’Korea-fred’, hvor Nord- og Sydkorea formelt stadig er i krig med hinanden, men hvor aftalen om våbenhvile fra 1953 stadig holder og respekteres. Vi får ikke den retfærdige fred for Ukraine, vi alle ønsker, men kanonerne bliver tavse, og de unge mænd dør ikke længere på slagmarken. Det er ikke godt nok, men det er, hvad vi kan få.
