Siden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 har EU-Kommissionen forgæves forsøgt at stå i spidsen for en samlet EU-handlingsplan, der skulle føre til våbenstilstand og en fredsaftale. Det har været en umulig opgave, fordi selv om EU-lov trumfer de nationale love på en lang række områder, har medlemsstaterne ikke villet afgive deres militære eller udenrigspolitiske suverænitet til Unionen, hvor meget den end ønsker det. Resultatet har været et politisk loppemarked uden fælles mål og planer, hvor hver nationalstat har lagt sin egen støttestrategi for Ukraine. I mere end 40 måneder er EU’s befolkning blevet underholdt med et hav af topmøder i EU-kredsen, hvor alvorlige statschefer sammen med Ursula von der Leyen forsikrer den undrende almue om deres ubrydelige sammenhold og helhjertede støtte til Ukraine.
Virkeligheden ser dog noget anderledes ud. Kort efter den russiske invasion forsøgte den tyske kansler Scholz sammen med Frankrigs præsident Macron at overtale præsident Zelenskyj til en våbenhvile, der overlod de østlige ukrainske provinser samt Krim til Rusland. Det var den tysk-franske plan, at de besatte regioner skulle have fuldt selvstyre og kun en formel tilknytning til Ukraine. I praksis ville Øst-Ukraine blive en del af Rusland, men uden, at Ukraine formelt afstod provinserne. Zelenskyj hoppede dog ikke på den fransk-tyske rævekage, og i stedet måtte EU og medlemsstaterne belave sig på at organisere en militær støttepakke til Ukraine kombineret med sanktioner rettet mod den russiske aggressor. Her kom Unionen i klemme igen. Offerviljen og kampgejsten var særdeles svingende ned gennem medlemsstaterne. De stater, der på egen krop havde erfaret, at russerne er brutale og upålidelige, var klar til at opruste og yde maksimal militær støtte til Ukraine. Det var Finland, de baltiske stater og Polen. De NATO-lande, der lå i andet geled som Sverige, Tyskland, Frankrig og Danmark var klar med støtte, men med måde. Og så var der de stater, der lå langt væk fra Putins visioner om et storrussisk imperium, at de holdt sig beskedent i baggrunden. Det var Spanien, Italien og til en vis grad Benelux.
I løbet krigen er dog lykkedes at tilføre Ukraine betydelige pengebeløb og en stigende mængde militært udstyr. Men hele støttepakken til Ukraine er nøje afstemt med princippet om nok at hjælpe Ukraine med at forsvare sig, men de militære forsyninger og sanktionerne må ikke føre til et truende russisk nederlag, som kunne friste Putin til at bringe atomvåben ind i kampen. De leverede artilleri-og missilsystemer blev derfor alle programmerede til operationer på korte distancer, selv om både de britiske Shadow missilsystemer og de tyske Taurus krydsermissiler kan ramme deres mål med stor præcision over lange distancer. Det overordnede mål for både EU-Kommissionen og medlemsstaterne var at medvirke til et opslidningsslag, der ikke kunne vindes af hverken Rusland eller Ukraine, og som derfor ville føre til våbenstilstand. Og så måtte diplomaterne tage den derfra.
Efter tre og et halvt års blodig krig må vi konstatere, at EU-planen er endt som et nulsumsspil uden udsigt til en afslutning på krigen. En aktuel rapport fra Center for Research on Energy and Clean Air afslører bundlinjen I EU’s Ukrainepolitik: Alene i 2025 har Europa brugt større beløb på indkøb af gas, olie og kul fra Rusland end værdien af den samlede finansielle og militære støtte til Ukraine i sammen periode. Den europæiske hjælpsomhed over for Ukraine overgås kun af angsten for Putin.
Det ser således ud til, at EU er ved at tabe krigen i Ukraine, men måske er der alligevel et spinkelt lys for enden af tunnelen. Militære rådgivere samler sig i øjeblikket om en ny strategi, der benævnes ’strategisk neutralisering’. Målet er at opruste Ukraine til et niveau, hvor det er umuligt for Rusland at trænge dybere ind i landet. Dette skal få den russiske regering til at erkende, at fortsat krig er nytteløs, og at der ikke er grund til at ofre flere soldater end den million dræbte og sårede russiske kamptropper, der allerede er gået til. Europa råder over tilstrækkelige ressourcer, der kan realisere planen om ’strategisk neutralisering’. NATO uden USA har ifølge The Military Balance 2025 flere soldater og kampvogne end Rusland. Vi har flere fly og mere artilleri og i mere moderne versioner end de russiske. Til gengæld er de europæiske styrker uden kamperfaring. Vi er lang bagud i kapløbet om at have de bedste droner, som er det nye supervåben på slagmarken, og Ruslands produktion af kampvogne og infanterikampkøretøjer overgår langt, hvad EU-staterne kan præstere.
For nylig er der kommet mere acceleration og dynamik i støtteviljen til virkelig at opruste Ukraine og ikke bare den lunkne militære hjælp, vi hidtil har præsteret. Det ser nu ud til at Ukraine vil blive forsynet med en jernkuppel (Iron Dome) efter israelsk model, således, at større ukrainske byer vil være næsten totalbeskyttede mod russiske missiler og droner. Ukraine får nu også langtrækkende missilsystemer, der kan ramme russisk våbenproduktion og militære opmarchsteder over det meste af Rusland, hvilket vil lamme den russiske tilførsel af materiel og mandskab til fronterne.
Kun en tåbe frygter ikke EU’s tyranniske bureaukrati. Og kun en tåbe frygter EU’s militære kompetence og kampvilje, ville præsident Putin nok have tilføjet. Unionen er nok formelt en del af Ukraine-støtten, men er reelt sat ud på sidelinjen af en’ koalition af de villige’, som er Finland, de baltiske lande, Polen, Norge, Sverige, Danmark, Storbritannien og selv Tyskland og Frankrig, som nu endelig ser ud til at være vågnet af deres militære vintersøvn. Det er den akse, der skal realisere planen om strategisk neutralisering af Rusland. Den plan, som skal føre til en betingelsesløs våbenhvile efter Korea-modellen, der synes at være den eneste farbare vej frem mod et stop for de militære massedrab og begyndelsen på en genopbygning af det ukrainske samfund.