Siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, har de europæiske ledere talt højt og længe om, at forudsætningen for fred er at trænge Rusland ud af de besatte områder. De praler af deres våbenhjælp og af deres finansielle støtte. Statscheferne for de vestlige demokratier mødes igen og igen for at bekræfte deres solidaritet med det kæmpende Ukraine. De klapper Zelenskyj på skulderen, smil og broderskab hele vejen rundt, men der sker ikke rigtigt noget, der kan få fronten til at rykke østpå. Snarere tværtimod. Sandheden er da også, at Europas militære støtte til Ukraine er et optisk bedrag, der ser godt ud i medierne og statschefernes skåltaler, men våbenhjælpen til Ukraine er nøje afpasset de demokratiske landes rædsel for Rusland og især for præsident Putin.
Man kan ikke vinde en krig, hvis man giver efter for fjendens trusler. Putin truer ustandselig med at anvende atomvåben, og den går rent ind i EU og Storbritannien, som ikke tør give Ukraine, hvad de behøver på slagmarken for ikke at provokere russerne til at aktivere atomtruslerne. Vores samlede hjælpepakke til Ukraine udgør derfor en molbohistorie af uforstand, handlingslammelse og fejhed, som dømmer Ukraine til at tabe krigen og de vestlige demokratier til at tabe freden. Succes avler succes, så hvorfor skulle det ekspanderende Rusland standse med indlemmelsen af Ukraine i imperiet? Statuer af Stalin dukker atter op i Rusland. Byen Volgograd bliver nu ført tilbage til sit gamle hæderkronede navn, Stalingrad. Den russiske bjørns appetit vokser, mens den spiser, og det bliver den ved med så længe, vi ikke tør fjerne maden fra bordet.
Molbohistoriens kerne er EU’s finansiering af hele det russiske felttog. Vi køber hvert år russisk kul, gas og olie for et beløb, der langt overstiger vores samlede militære og finansielle bistand til Ukraine. Vores politiske ledere er ud over angsten for Putin også bange for deres egne vælgere, som gerne vil støtte Ukraine, men ikke hvis de skal fryse om vinteren. Politikerne vil gerne genvælges og sørger for, at Putin holder os varme om vinteren, mens ukrainerne dør i deres skyttegrave. Det er vist første gang i krigshistorien, at aggressoren kan stille op ved kasse ét hos den forurettede, som betaler efter regning.
Hele den vestlige våbenhjælp til Ukraine har derfor været præget af luftige rammebevillinger, der ikke bliver til noget, leverancer af forældede kampvogne, krigsfly der forsinkes i evigheder, rationering af artilleriammunition og kastrerede missilsystemer, der er omprogrammeret til kun at fungere på korte afstande. De fransk-britiske krydsermissiler, Storm Shadow, der har en rækkevidde på op til 250 kilometer, er leveret til Ukraine i kort version med påbud om, at missilerne ikke må anvendes på russisk territorium. Det samme gælder de langtrækkende tyske Taurus missiler og de amerikanske HIMAS artillerimissiler, der er modereret til kun 75 kilometers operationsradius. Det amerikanske missilsystem ATACMS, der står allerhøjest på Ukrainernes ønskeseddel, afviser USA at levere. Rundt om i USA henstår der hundredvis af moderne kampfly som F-15, F-17 og F-18 i uvirksomme ’mølposer’, og der bliver de stående, selv om præsident Zelenskyj som en anden gøgler rejser rundt med sin fremstrakte tiggerskål i et desperat, men forgæves forsøg på at opnå den nødvendige kampkraft.
Belønningen er dog en krammer af Mette Frederiksen og et foto af de to i et F-16 fly med Mette i pilotens sæde og Zelenskyj meget passende henvist til bagsædet. Medierne og vi i almuen bliver underholdt med slesk tale og gyldne erklæringer om solidaritet og den lavine af våben, der er på vej til Ukraine. I virkeligheden får Ukraine kun lige så meget, at Vesten ikke senere kan drages til ansvar for svigt og nøl, når Putin omsider har fået det, han kom efter. For at sikre eftermælet har de europæiske ledere beslutte sig for at helgardere tipskuponen ved at smøre Ukraines forestående indlemmelse i det genopstandne sovjetimperium af på amerikanerne. Politikere og medier overalt i EU har travlt med at udstille præsident Trump som allieret med Putin rede til at levere Ukraine på et sølvfad til russerne. Europa nægter blankt at se Ukraine-krigen som et europæisk ansvar. Vi er tungt forankret i den grundholdning, at USA har ansvaret for vores sikkerhed med os selv i en assisterende birolle. Vi afviser den kendsgerning, at de geopolitiske og militære brændpunkter har holdt flyttedag. USA anser i dag Kina som den altdominerende globale trussel, Rusland som kun en regional, som Europa selv må tage sig af. Kina opruster med accelererende kraft og hastighed. Den kinesiske Stillehavsflåde er nu større end den amerikanske og provokerer amerikanske krigsskibe i det Sydkinesiske hav, som Kina betragter som sit territorialfarvand. Kina militære beredskab omfatter også Nordkorea, regionens løse kanon på dækket, der med sine evindelige trusler om atomkrig, gør den østlige del af Asien til en krudttønde.
De europæiske ledere har svigtet Ukraine og deres respektive nationer med deres endeløse hykleri og bedrag i Ukraine-konflikten. Løsningen er at lægge roret hårdt om, selv om det næppe vil ske: Rusland fyres som energileverandør. Europa leverer en jernkuppel (Iron Dome) af Patriot-systemer, der effektivt kan beskytte de ukrainske byer mod russiske missilangreb. Ukraine får rådighed over originalversionerne af avancerede krydsermissiler, der kan nedkæmpe mål dybt inde i Rusland. Som modsvar mod nordkoreanske og kinesiske kamptropper, stiller Tyskland, Frankrig, Polen og Storbritannien hver med en kampbrigade til støtte for den ukrainske slagstyrke. Topmoderne europæiske kampfly som Rafale, Typhoon og Gripen stilles til rådighed for Ukraines Luftvåben.
Men først og fremmest må europæiske politikere og medier erkende, at man ikke vinder en krig ved at give efter for fjendens trusler. Glem Putin og hans evindelige raslen med atomsablen. Kast alle militære kræfter ind i at få jobbet gjort i Ukraine. Fjern madskålen fra den russiske bjørn. Det er forudsætningen for fred og frihed for kommende generationer.