Ukraine - fra tragedie til farce

Ukraine – fra tragedie til farce


Såvel Donald Trump som nu også Vladimir Putin siger, at Ukraine-krigen ikke ville være brudt ud, hvis Trump havde vundet præsidentvalget i 2020. Til de fleste europæiske politikeres og mediers tilfredshed gjorde han ikke, men nu er deres glæde – dog ikke deres had til Trump – visnet som en blomst på den grønlandske indlandsis.

Det går nemlig ikke godt med den krig, som toneangivende europæiske politikere tiljublede. Den er stivnet i en stillings- og udmattelseskrig, som hverken Ukraine eller Rusland har udsigt til at kunne vinde. Meget tyder derfor på, at de vestlige befolkninger har mistet troen på en ukrainsk sejr, og i USA vender et flertal sig mod at sende flere milliarder til Volodymyr Zelenskij.

Ifølge tilgængelige rapporter er den russiske befolkning fortsat vildt begejstret for Putins imperialistiske politik og ser ikke ud til at lade sig afskrække af de massive tab af menneskeliv og materiel. Men Putin er åbenbart ikke så glad, siden han udsender fredsfølere. Det skyldes ikke mindst, at der er kommet en ny sherif i Det Hvide Hus.

De europæiske regeringer diskuterer nu et forslag om at sende 100.000 soldater som en fredsbevarende styrke i Ukraine, men ifølge The Times (London, 31. januar) er der delte meninger om det betimelige i en sådan indsats.
En fraktion, som Danmark og de andre skandinaviske lande tilhører, vil gerne stille med soldater. Problemet er imidlertid, at de, ifølge The Times, ikke vil kunne klare sig uden dækning af det amerikanske luftvåben.

De europæiske NATO-lande er simpelthen ude af stand til at påtage sig en sådan opgave uden amerikansk opbakning, så spørgsmålet bliver, om Donald Trump, som de fleste europæiske ledere og alle medierne har hadet, bagtalt og hånet, vil rage deres kastanjer ud af ilden.

Krigsminister Mette Frederiksen og hendes europæiske venner troede åbenbart, at Kamala Harris ville vinde, og at Donald Trump var færdig. Derfor kunne hun roligt støtte den krigspolitik, som Trump havde advaret imod.

Nu viser det sig atter, at Europa har pustet sig op med grandiose og martialske planer, som der ikke er dækning for.
Igen må de slukørede europæiske anførere gå tiggergang i Washington – og det bliver ikke nogen fornøjelig tur, efter at Trump har sat sig ved bordenden.

Til deres undskyldning må tjene, at de som sagt aldrig havde forestillet sig, at Trump igen kunne blive præsident. Det havde de hørt fra en samlet europæisk presse og man må formode fra deres ambassader i Washington

Hvis det ikke var så alvorligt, kunne man forfalde til at grine.



Source link