Tysklands sociale orden smuldrer

Tysklands sociale orden smuldrer


»Jeg har rejst meget ind og ud af Tyskland i de seneste måneder, og det er svært ikke at få det indtryk, at samfundet er ved at falde fra hinanden.«

Sådan skriver Katja Hoyer i The Spectator. Hun ser aggressive politiske møder og gadeprotester overalt. Nyhederne er fulde af voldelige angreb på politikere og aktivister.

Frygten er, at de højreekstreme holdninger vil blusse op igen, næsten otte årtier efter naziregimets fald. Udtrykket »irrationel tysk angst« er blevet lidt af en kliché i årenes løb, men denne gang føles truslerne mod den sociale samhørighed meget reelle.
I fredags angreb en afghansk islamist en islamkritisk march med en kniv. En politibetjent døde, og flere andre blev såret. Terroristen blev til sidst skudt af politiet, men for sent til at redde livet for den 29-årige politibetjent, som blev stukket i ansigtet ved højlys dag.

Det skete midt på torvet i den sydvestlige by Mannheim.

Brutaliteten i angrebet i centrum af en større tysk by er nok til at forfærde folk, men det kommer i kølvandet på en bølge af angreb mod politikere og aktivister.
Allerede dagen efter oplevede Tyskland endnu en voldsepisode, denne gang i form af skyderier mindst to steder i byen Hagen. Flere mennesker blev såret, en af dem alvorligt.

ANNONSE






Sidste år blev der registreret 3.691 lovovertrædelser mod embedsmænd og partirepræsentanter, hvoraf 80 var voldelige. I begyndelsen af maj blev socialdemokraten Matthias Ecke angrebet af fire mænd i Dresden. Han fik skader i ansigtet, som krævede operation.

Et par dage senere blev Berlins økonomiske senator Franziska Giffey såret, da hun ifølge politiet blev angrebet bagfra og slået i hovedet og nakken med en »taske fyldt med hårdt indhold«.

Denne serie af angreb på politikere og aktivister giver næring til en bredere frygt for, hvordan det står til med Tysklands efterkrigsorden.

Tysk stabilitet er historie.

Vesttyskland rejste sig fra nazismen med lav kriminalitet, et »økonomisk mirakel« i 1950’erne og to store partier, der tilsyneladende var i stand til at opfylde de fleste vælgeres behov. På trods af forholdstalsvalg delte socialdemokraterne (SPD) og kristendemokraterne (CDU) over 70 procent af stemmerne fra 1953 til 2005.
Nu tyder meningsmålinger på, at de to partier er på vej mod et rekordlavt niveau på 46 procent tilsammen, og det højreorienterede Alternative für Deutschland (AfD) er det næstmest populære parti i mange meningsmålinger.

AfD’s fremgang skaber panik blandt politikerne, som stempler AfD som »nazister« og frygter en tilbagevenden til 1930’erne. Så når unge tyskere til en fest synger Ausländer raus aus Deutschland für Deutsche, er reaktionerne lige så stærke som panikken og hysteriet.

Hvad der er endnu mere skræmmende er, at unge tyskere fra middel- og overklassen deltager, så det er ikke kun de foragtelige, der vil have udlændingene hjem. Flere politikere går ind for at forbyde AfD, som er landets næststørste parti i meningsmålingerne.

Bekymringen for, at efterkrigstidens stabilitet og konsensus er under pres, var tydelig, da den tyske forfatning fejrede sit 75-års jubilæum i sidste uge.

Politikere og offentlige personer forsøgte at skabe en festlig stemning til ære for de friheder, som forfatningen garanterede vesttyskerne fra 1949 og nu alle tyskere efter genforeningen i 1990.

Men der var mere tvivl i luften end optimisme. Det politiske magasin Der Spiegel bragte endda en forside med det tyske flag draperet over et hagekors under overskriften »Har vi ikke lært noget?«.

Medierne er bekymrede over, at jødehadet er genopstået, og giver de såkaldte højreekstremister skylden. Men alle kan se, hvem der fylder gaderne i Hamas-vanvid. Det er, som i hele Vesteuropa, muslimske indvandrere i ledtog med venstreradikale.

Den feberagtige moralske panik har udløst en række refleksive reaktioner. Nogle af de festdeltagere, der sang Ausländer Raus, har mistet deres job, og andre har oplevet, at deres familier er blevet angrebet. Sangen er blevet bandlyst fra både Oktoberfesten og EM i fodbold.

Men forbudskulturen fører kun til modreaktioner. Den forbudte sang L’amour Toujours lå nummer et på iTunes sidste søndag. Vælgere, som har søgt til AfD, fordi de føler sig totalt ignoreret af den politiske elite, vil opleve et forbud mod partiet som en bekræftelse.

Muslimske terrorister lader sig selvfølgelig ikke skræmme af hårdere straffe.

At forbyde ting vil ikke stoppe denne sociale erosion. Tyskland har gennemgået drastiske sociale forandringer i de seneste år, hvor masseindvandring, COVID og økonomisk usikkerhed har undermineret landets skrøbelige følelse af stabilitet og sammenhold.
Derudover lukkede Merkel ned for den tyske atomkraft og gik all in på russisk gas. Hendes rådgivere og allierede grinede hånligt af Donald Trump, da han advarede mod denne politik.

Resultatet er en økonomi i krise, og selv Tysklands robuste bilindustri er under hårdt pres på grund af den konstante efterspørgsel efter batteridrevne biler.

I stedet for at forsøge at forbyde symptomerne på denne usikkerhed bør politikerne tænke på årsagerne. Det, Tyskland har brug for lige nu, er ikke moralsk indignation, men nøgtern pragmatisme.
Spørgsmålet er, om den tid, hvor pragmatisme stadig var en mulighed, for længst er forbi. Arven efter Merkel & co. kan blive værre og mere langvarig end arven efter Anden Verdenskrig, hvad angår økonomiske omkostninger og social splittelse.

Det samme kan siges om Belgien, Holland, Storbritannien, Frankrig og Sverige. Norge følger lydigt tæt efter.

ANNONSE









Source link