Lige siden sin tiltræden som USA’s præsident i januar 2025 har Donald Trump lanceret en hvirvelvind af dekreter og initiativer på det økonomiske område. Danske kommentatorer, som kun har en overfladisk indsigt i amerikansk politik, er ikke overraskende forvirrede og kan ikke gennemskue den strategi og økonomiske tænkning, der ligger til grund for Trumps økonomiske kurs. I danske medier er det derfor tolden på varer fra Kina samt truslen om høje toldsatser for EU, Canada og Mexico, der får mest opmærksomhed.
En America First-strategi på det økonomiske område med nedskæringer i det offentlige, toldafgifter, skattelettelser, deregulering, fremme af den nationale produktion af udvalgte industrivarer, fremme af innovation samt genoprettelse af USA’s energiuafhængighed burde danske kommentatorer ellers have kendskab til, da det har været vigtige komponenter i Trumps valgprogram.
Siden 2004 har de arbejdende amerikanere ikke oplevet reallønsstigninger. De har set velbetalte produktionsjobs forsvinde i Kina og andre lande. De har set deres lokalsamfund blive ødelagt af afindustrialisering og deroute. Ifølge USA’s finansminister Scott Bessent bruger Trump-administrationen toldsatser med henblik på at tilskynde virksomheder til at flytte deres produktionsaktiviteter til USA. ”Amerikansk drøm er ikke billige kinesiske varer, fladskærme og glitterstads. Amerikanerne vil have gode jobs, kvalitetsprodukter og overkommelige priser, de vil eje et hus, og de vil leve i et sundt samfund”, siger Scott Bessent.
Det er Trump-administrationens plan at skabe grundlag for en renæssance i den amerikanske industri gennem deregulering, billig energi, lave skatter og velgennemtænkt toldpolitik. Det er en flerårig proces, der lige er begyndt. Flere store virksomheder som f.eks. GE Aerospace, Asahi, JSW Steel, Honda, Hyundai, LG, Samsung og Stellantis er allerede gået i gang med enten at udvide deres aktiviteter i USA eller flytte til USA. Trump-administrationen har flere gulerødder til virksomheder, der ønsker at flytte til USA, herunder skattelettelser, masser af ledig arbejdskraft samt mulighed for at afskrive deres nyopførte fabrikker og anlæg 100 pct. i det første regnskabsår. USA’s vicepræsident, JD Vance, har sagt, at ”hvis man investerer i Amerika, i amerikanske jobs, i amerikanske arbejdere og i amerikanske virksomheder, vil man blive belønnet”.
Ifølge danske økonomer og kommentatorer vil Donald Trump’s toldpolitik skade vækst og velstand, både i og udenfor USA. Man henviser til den engelske økonom David Ricardo, som har udviklet teorien om komparative fordele. Ifølge hans teori kan det bedst betale sig for et land at sælge varer, som det producerer mest effektivt, og importere de varer, som andre lande producerer mest effektivt. Når hvert land fokuserer på sine mest effektive industrier, giver frihandel mulighed for en mere effektiv global arbejdsdeling, hvilket øger den samlede produktion og gør verden rigere. Teorien er derfor et stærkt argument for udstrakt global frihandel.
Hvis alle nationer spillede efter de samme regler, ville denne teori være uangribelig. Men virkeligheden er, at verdenshandelen ikke afspejler de komparative fordele. Den globale handel er ikke et resultat af markedskræfterne, men snarere en konsekvens af bevidste skævvridninger, hvor landene subsidierer deres industrier (jf. vindmølleindustrien og den grønne industri i Danmark), begrænser konkurrencen gennem protektionistiske foranstaltninger og manipulerer deres valutaer.
I dag fungerer den globale handel ikke længere, som Ricardo forestillede sig. Flere lande dominerer bestemte industrier og brancher, men det sker ikke på grund af komparative fordele, men på grund af statslig manipulation. Og når den globale handel er drevet af protektionistisk industripolitik, så er told ikke en indblanding i et frit marked. Den er en nødvendig reaktion på det frie markeds fravær. Ronald Reagan tøvede f.eks. ikke med at indføre told, da Japan brugte statsstøtte til at til at oversvømme verdensmarkedet for halvledere. I 1986 indførte Reagan-administrationen 100 pct.’s told på japansk halvlederimport, efter at man havde fundet ud af, at Japan dumpede sine halvledere til under markedsprisen.
Apple’s CEO Tim Cook siger, at Kina ikke producerer iPhones, fordi det er billigt, men fordi kinesiske producenter råder over den bedste og største ekspertise på området. Men ekspertise opstår ikke i et vakuum. Kinas ekspertise og dominans i flere industrier er ikke et resultat af konkurrence på det frie marked. Den blev skabt gennem årtiers statsstøtte til udvalgte kinesiske brancher og virksomheder, uddannelse af specialiseret arbejdskraft, opbygning af forsyningskæder og begrænsning af udenlandske virksomheders muligheder for at konkurrere på lige vilkår på det kinesiske marked. Kina har brugt den samme drejebog med det formål at opnå dominans inden for produktion af stål, solpaneler, halvledere og mange andre produkter.
Ricardo havde ret, at frihandel er godt, men det er kun godt under de rette betingelser. Når de betingelser ikke er til stede, giver det ikke mening at følge frihandelsdogmet blindt. Hvis et land opnår dominans på et bestemt industriområde qua statsstøtte, protektionisme og manipulation, så er det ikke udtryk for den reelle effektivitet og komparative fordele. Dette er den centrale misforståelse hos nutidens frihandelsfundamentalister: De antager, at den globale handel og økonomi stadig er formet af markedskræfterne.
Målet med USA’s told er ikke at beskytte amerikanske virksomheder mod konkurrence fra udlandet eller støtte ineffektive amerikanske virksomheder. Målet er at rette på de skævheder, der præger den globale handel. USA’s toldpolitik er ikke et angreb på den globale handel. Det er den eneste måde at redde den på.
André Rossmann