Valget mellem de jure eller de facto-anerkendelse af Putins krig er en afledningsmanøvre.
Trumps udsendte mæglere prøver at retfærdiggøre knæfaldet til Putin, som Trumps ”freds”-forslag for Ukraine giver ret til at beholde de områder, han allerede kontrollerer, inklusive Krim, med 2 historiske paralleller: de siger at indrømmelsen til Putin kun er de facto og ikke de jure og henviser til DDR som efter 51 års russisk besættelse kom tilbage til Tyskland i 1990 og de baltiske lande, som efter endnu flere år med GULAG, massehenrettelser og russificering, hvis russiske overherredømme Vesten aldrig anerkendte de jure, genvandt deres frihed i 1991.
Formålet er selvfølgelig at aflede opmærksomheden fra virkeligheden, men lad jer ikke narre: begge fortællinger dækker over forbrydelser og Europas svigt.
Først DDR.
Vesttyskland anerkendte faktisk DDRs grænse i 1972 og dermed DDR de jure, så her holder Trumps historieskrivning ikke.
Ydermere opstod DDR historisk ikke som en aftale mellem to parter, hvilket jo er meningen med parallellen til Ukraine, men som en svinestreg: ved mødet på Yalta på Krim i 1944 lovede en naiv og svækket Roosevelt, at Stalin kunne beholde kontrollen med de af den røde hær de facto kontrollerede lande i Østeuropa mod, at de fik lov til at afholde frie demokratiske afstemninger efter krigen.
Det skete som bekendt ikke og Stalin knuste derefter de demokratiske bevægelser overalt i Østeuropa og sovjetiserede hele baduljen med ufattelige og tragiske konsekvenser for millioner af mennesker i Østblokken og en Kold Krig med Vesten til følge de næste 40 år, som dokumenteret i Anne Applebaums fortrinlige bog, ”Iron Curtain: The Crushing of Eastern Europe 1944-56”.
Er det den udvikling Trump vil? Stoler han ligesom Roosevelt på en brutal, imperialistisk, udemokratisk russisk leder?
Næppe.
Parallellen til de baltiske lande holder heller ikke.
Som følge af en af de største svinestreger i historien indgik Rusland (den gang kaldt Sovjetunionen) i 1939 en pagt med Nazityskland, den såkaldte Molotov-Ribbentrop Pagt, som opdelte Østeuropa i interessesfærer og i en hemmelig protokol fik Rusland Baltikum.
Det er rigtigt, at Vesten for det meste ikke anerkendte Sovjetunionens overherredømme over Baltikum de jure.
De baltiske lande anerkendte heller aldrig Sovjetunionens overherredømme, selvom russerne afholdt falske folkeafstemninger gennem årene ligesom på Krim i 2014.
Det helt store historiske blålys er imidlertid, at DDR og Baltikum kun genvandt deres frihed ved en helt unik begivenhed: Sovjetunionen opløsning som politisk enhed.
Forestiller Trump sig, at Rusland efter 1200 års eksistens, ligesom Sovjetunionen fra den ene dag til den anden vil ophøre at eksistere som selvstændigt land og give Ukraine de besatte områder tilbage?
Næppe.
Men Ukraine er ikke hans bord, så hvis han kan sælge en de jure/de facto ”løsning” som ikke er det, i Ukraine, ligesom Roosevelt i 1944 for Østeuropa, uden at europæerne protesterede alt for meget, går den så går den.
Hvad er løsningen?
Von Qualen har ret, når han anklager EU for ikke at have noget svar på Putins aggression ud over at kæmpe til sidste ukrainer.
Men det retfærdiggør ikke en gentagelse af Roosevelts kynisme og Europas svaghed i 1944, selvom nok så mange EU-ledere som Orbán i Ungarn, Simion i Rumænien og Fico i Slovakiet plæderer for forsoning med Putin, fordi de, som tidligere medlemmer af Østblokken, er afhængige af Ruslands energi og fordi turen, hvis Putin angriber, kommer til dem først.
De kalkulerer, med rette, at de ikke kan stole på NATO længere og slet ikke på EU, som med flid saboterer det, som EU kalder populistiske, nationalistiske ideologier.
Europæerne står over for et valg mellem stålsat engagement i Ukraine udenom EU og fodslæberne i Østeuropa, i form af Koalitionen af Villige, med eller uden USA, eller betydningsløshed og finlandisering.
Det valg, kalkulerer Trump, er europæerne ikke parate til at tage, og derfor må han tage det for dem.
Så de jure/de facto ”løsningen” er nok kommet for at blive.
Og vi ligger som vi har redt.