Debatindlæg af Dan Harder, redaktør på israel-online.dk
Men lad os være ærlige: idéen har ingen gang på jord. Det samme gælder forestillingen om permanent at fordrive hovedparten af palæstinenserne fra Gaza – en idé, der af åbenlyse årsager er helt uspiselig for både den arabiske verden og det internationale samfund. Allerede dagen efter måtte Trumps pressesekretær, Karoline Leavitt, da også trække i land ved at “præcisere,” at der kun var tale om en midlertidig udflytning, mens der skulle bygges luksushoteller langs Gazas middelhavskyst. Siden har Trump selv givet modstridende meldinger, men kongstanken er tilsyneladende, at præsidentens tilbud bliver så uimodståeligt, at gazanerne simpelthen selv vil have lyst til at flytte.
Netanyahu havde samtidig en legitim pointe, da han i interviewet påpegede det internationale samfunds hykleri ved i årevis at have kaldt Gaza for “verdens største friluftsfængsel,” mens det i realiteten er samme internationale samfund, som forhindrer befolkningen i at forlade Gaza. “Hvorfor holder I dem i fængsel?,” spurgte han retorisk.
Svaret er selvfølgelig, at der er særdeles stærke politiske kræfter i den arabiske verden og internationalt, som modsætter sig enhver snak om palæstinensisk emigration. Havde man palæstinensernes tarv for øje, kunne man skæve til en meningsmåling, der viser, at 31% af alle indbyggere i Gaza (og 44% af unge voksne) allerede inden krigen, som Hamas indledte i oktober 2023, havde et ønske om at udvandre fra Gaza, hvis de fik muligheden. Der er næppe tvivl om, at mange af dem ville kunne opnå en bedre tilværelse andetsteds.
Men det handler overhovedet ikke om palæstinenserne. Det handler om den palæstinensiske sag. Palæstinenserne skal for enhver pris blive i Gaza, hvor de tjener et langt højere formål end deres egen trivsel. De er brikker i et spil, hvis endemål er afviklingen af den jødiske stat.
Det er præcis derfor, det nu endeligt miskrediterede FN-agentur, UNRWA, gennem 75 år, i samarbejde med de palæstinensiske ledere og andre arabiske despoter, har insisteret på at holde et par millioner efterkommere af flygtninge fra det, der i dag er Israel, i flygtningelejre i Gaza og på Vestbredden – altså i Palæstina – i stedet for at skaffe dem permanente boliger her.
Krigsforbrydelse at fastholde civile i en krigszone
Men at Egyptens bevæggrunde til en vis grad er forståelige, ændrer ikke på det moralsk og juridisk tvivlsomme i, at man forhindrede civile i at forlade en krigszone, hvor man på forhånd vidste, at de ville blive brugt som menneskelige skjolde af Hamas. Man må formode, at der reelt var tale om et groft brud på krigens love. Ikke desto mindre var det Egyptens og det internationale samfunds beslutning, hvorfor Israel i løbet af krigen måtte iværksætte hidtil usete procedurer for at flytte flest muligt civile ud af de skiftende kampzoner (hvilket Israel ironisk nok også er blevet kritiseret for).
En realistisk løsning i sigte
Selvom der er rigeligt med grunde til, at Trumps Gaza-plan ikke kan føres ud i livet, kan den, som andre af hans “absurde” idéer, ende med at afstedkomme en positiv udvikling, derved, at andre aktører føler sig presset til at tage affære. Netop nu arbejdes der intenst fra arabisk side på udfærdigelsen af et alternativ til Trumps plan. Det var næppe ellers sket.
Man skal dog ikke lade sig rive alt for meget med af den gode stemning blandt de internationale aktører. I sidste ende bliver det stadig Israel, som kommer til at stå som garant for en positiv udvikling i Gaza. Palæstinenserne vil antageligt forsøge at fastholde støtten til “modstanden,” den palæstinensiske eufemisme for terror, som trods alt udgør kernen i deres nationale identitet.
Heller ikke Trumps støtte kan Israel tage for givet. Den forfængelige og nærtagende præsident kunne blive pikeret over en forkert udtalelse fra Jerusalem og vende på en tallerken. Heldigvis har Netanyahu og Israel under Trumps forgænger allerede demonstreret, at man forstår at modstå et selv ganske hårdt pres fra Washington. Så det skal nok gå, også uanset hvad den utilregnelige præsident finder på.