Den amerikanske milliardær og Trump-støtte Ronald Lauder har købt sig ind i to grønlandske virksomheder. Det får flere danske eksperter til at advare om skjulte politiske dagsordener, skriver Børsen.
”Der er tale om det lille selskab Greenland Water Bank, som har licens til at tappe kildevand fra Lyngmarkskilden på den sydlige spids af Diskoøen. Og så har Ronald Lauder og hans investorgruppe købt sig ind i Greenland Investment Group, som har udtrykt interesse for at byde på at etablere et vandkraftværk ved Grønlands største sø, Tasersiaq, der skal levere energi til et aluminiumssmelteværk.
Danske eksperter vurderer, at der meget vel kan være strategiske politiske grunde bag Lauders interesse i kildevandet, og mener, at man bør være på vagt over for Lauder og hans investorgruppe, der kalder sig Greenland Development Partners LLC.
’Det er muligt, at Greenland Development Partners udelukkende er et privat initiativ, men der kan også ligge en underliggende politisk agenda om at tage kontrol med Grønland’, siger Rasmus Sinding Søndergaard, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) og forsker i USA’s udenrigspolitik”.

