Donald Trumps tale ved det amerikansk-saudiske investeringsforum i Riyadh den 13. maj indvarslede en radikalt ny storpolitisk doktrin, som man med rette kunne kalde Trump-doktrinen.
Kort fortalt vendte den amerikanske præsident demonstrativt ryggen til halvfjerds års amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitik, der udsprang af Truman-doktrinen fra 1947. Som reaktion på formodede sovjetiske trusler mod Grækenland (en antagelse, der vist sig at være grundløs) og Tyrkiet (en reel sovjetisk trussel) fastslog præsident Harry S Truman, at det skulle være amerikansk politik at bistå ”frie nationer” i deres kamp mod ”totalitære regimer”, fordi udbredelsen af autoritære styreformer ville ”underminere grundlaget for den internationale fred og dermed De Forenede Staters sikkerhed”.
Som Truman forklarede, var USA nødsaget til at støtte ”frie nationer, der kæmper mod væbnede (indre) mindretal eller ydre pression”.
I tråd med denne målsætning iværksatte USA i 1948 den såkaldte Marshall-plan, der medførte, at Amerika forærede Europa 12 milliarder dollars for at hjælpe med den økonomiske genopbygning efter 2. Verdenskrigs ødelæggelser og således gøre det muligt for verdensdelen at modstå indre kommunistiske forsøg på magtovertagelse og sovjetisk påtrykning.
En anden naturlig konsekvens af Truman-doktrinen var oprettelsen af den vestlige forsvarsalliance NATO året efter.
Truman-doktrinen, der stort set kom til at danne grundlag for amerikansk udenrigspolitik indtil Trumps første præsidentperiode, kan sammenfattende beskrives som aktivistisk, interventionistisk og motiveret af amerikanske idealer, som USA følte sig kaldet til at pådutte resten af verden. Resultatet blev bl.a., at USA blandede sig i en lang række udenlandske konflikter og stort set var i krig et eller andet sted gennem mange årtier.
Det er denne politik, som Trump-regeringen vil gøre op med.
Til chok for mange traditionelt tænkende i såvel USA som Europa gjorde præsidenten det under sin Riyadh-tale klart, at man ikke kan påtvinge lande som f.eks. Afghanistan et vestligt demokrati, og at det er omsonst at forsøge. Det skal altså være slut med de talrige amerikanske krige og militære interventioner i den hensigt at få fremmede lande og kulturer til at kopiere vestlige institutioner og demokratiske styreformer, som de ikke vil have.
De passer blandt andet ikke til den islamiske verden, og der kommer ikke noget godt ud af at ville tvinge den.
Mellemøstens fremtid, forklarede Trump, skal ikke bygge på ”gamle konflikter og udtjente skillelinjer”, men på samhandel i stedet for kaos og terrorisme – og hvor nationerne, religionerne og trosretningerne går sammen om at bygge byer i stedet for at sønderbombe hinanden.
Den transformation af Mellemøsten, som man har kunnet iagttage, er ikke, sagde Trump, tilvejebragt gennem vestlig intervention, såkaldte nationsbyggere, neokonservative eller liberale NGO’er, der til ingen nytte har spenderet milliarder. Det moderne Mellemøstens fødsel skyldes regionens egne befolkninger, der er animeret af deres egne visioner, og som har udstukket deres egen skæbne.
”Når det kom til stykket, ødelagde de såkaldte ‘nationsbyggere’ mange flere nationer, end de byggede – og interventionisterne blandede sig i komplekse samfund, som de end ikke selv forstod.”
“Som jeg gang på gang har bevist”, fortsatte Trump, ”er jeg villig til at afslutte gamle konflikter og skabe nye partnerskaber for en bedre og mere stabil verden, selv om vore modsætninger kan være meget dybe.”
”I de senere år har alt for mange amerikanske præsidenter været besat af den forestilling, at det er vores job … at bruge amerikansk politik til at udbrede retfærdighed. … Jeg tror, at det er Guds job at sidde til doms – mit job er at forsvare Amerika og fremme … stabilitet, velstand og fred.”
Forskellen mellem Truman-doktrinen og Trump-doktrinen kunne ikke være tydeligere. Det er derfor intet under, at man i neo-konservative, aktivistiske og interventionistiske dele af det amerikanske establishment ønsker Trump hen, hvor peberet gror, og vil gøre deres yderste for at sabotere hans politik.
Man kunne med rette kalde Trumps udenrigspolitik realistisk og illusionsløs, men i grunden er den ikke mindre idealistisk end Harry Trumans. Trump har ligesom Truman en ambitiøs plan for verden. Om den holder i halvfjerds år, er en anden sag.