Den homofobi, der prægede Ben Appels barndom, var intet i forhold til den ekstreme wokeisme, han senere oplevede på universitetet.
Indtil Ben Appel var 12 år, voksede han op i den konservative kristne sekt Lamb of God, som hans forældre meldte sig ind i i 1976.
»Min mor syntes, at det var det modsatte af det katolske hjem, hun var vokset op i, med strenge regler og forskrifter.«
Han opdagede, at han blev forelsket i mennesker af samme køn som ham selv uden at have problemer med at forstå forskellen mellem kvinder og mænd. Han kunne bare bedre lide mænd, så han var bøsse.
I midten af 30’erne, efter at være kommet sig over stofmisbrug og alvorlig psykisk sygdom, faldt Appel ind i en endnu mere rigid kult, der var besat af kønsideologi, antiracistisk ortodoksi og identitetspolitik. Den homoseksuelle Appel mødte ifølge The Telegraph transaktivisterne.
Appells nye bog, Cis White Gay, skitserer hans rejse fra kristen kultbarndom til »ultrahardcore« aktivist »i brand for social retfærdighed«. I dag beskriver han sig selv som en »fritænkende kønssekt.«
I bogen dokumenterer Appel, hvordan han efter at være flygtet fra en kristen kult endte med at blive medlem af en ny, endnu strengere og mere straffende kult på et Ivy League-universitet. Denne kult har også millioner af tilhængere og hyldes i vid udstrækning af regimets medier, den akademiske verden og politikere.
I den »progressive kult« mødte han en ny form for kønsortodoksi. Folk, der ikke passede ind i kønsnormerne, blev nu betragtet som fanget i den forkerte krop. »Nu kastrerer vi kemisk drenge, der viser kvindelighed« siger han.
Ingen definerer køn mere destruktivt end LGBTQ-mafiaen. Hvorfor kan en dreng ikke have feminine træk uden at risikere kastration? Det kunne være et tegn på homoseksuelle tendenser, men det kunne også bare være et tegn på ungdommelig forvirring, også kendt som puberteten.
Men transaktivisterne ønsker at trække stofferne og de kirurgiske knive frem så hurtigt som muligt, og de støttes desværre massivt af politikere og korrupte medier.
Appel startede sine studier på Columbia University i 2017.
Mens han studerede faglitteratur og førte kampagne mod den nye Trump-administration, blev han en del af den såkaldte befrielsesbevægelse, som også omfatter LGBT-rettigheder.
I løbet af de tre et halvt år, han tilbragte der, så Appel sine medstuderende blive indoktrineret med pseudovidenskabelige, anti-vestlige dogmer, der blev solgt til dem som progressivitet. Han begyndte at indse, at det, der foregik, var sekterisk og »på mange måder værre end Guds lam.«
Enhver lille afvigelse fra »transkvinder er kvinder« – og »død over Vesten« –politikken blev straffet hårdt.
Intelligente unge mennesker gjorde alt for at være antiracistiske, antiimperialistiske og omfavnede endda de islamiske jihadister i processen.
Vi ser det også i dag, hvor folk med Pride-flag demonstrerer til støtte for Hamas, som smed homoseksuelle ud fra højhuse og overlod det til folkemængden at dræbe dem, der overlevede faldet. Det giver virkelig ingen mening, det er et intellektuelt svigt, som vi ikke har set siden Tyskland i 1930’erne.
Social justice warriors forvandlede sig til en queer-kult, og straffen for ikke at følge troen var hård. Mobning og udstødelse var typiske våben.
Han var blevet indoktrineret med synet på hvide cis-mænd (inklusive homoseksuelle mænd) som fjender. Udtrykket cis er et resultat af denne nye doktrin. I praksis er det en slags skældsord, som omfatter alle normale mennesker, der faktisk anerkender det køn, de er født med.
Personligt foragter jeg enhver, der bruger sådanne udtryk i en normal samtale, og udelukker enhver mulighed for et muligt venskab på et sekund, men jeg slipper ikke af sted med det som journalist, når jeg skriver.
De nye puritanere var ligeglade med ofrene, men var besat af at identificere dem, der kunne beskrives som undertrykkere. Som dem, der nægter at acceptere, at mænd skal konkurrere i kvindesport. For når alt kommer til alt: Kun transkvinder er rigtige kvinder. For at være en rigtig kvinde skal du have en penis.
Appel var venstreorienteret og fokuserede på sortes rettigheder. Toni Morrisons Beloved var en af hans yndlingsbøger.
Da han hørte, at hendes mindehøjtidelighed ville blive afholdt et par gader fra hans universitet, lykkedes det ham at få en plads inde i kirken. Men hans hjerne var allerede inficeret, og under gudstjenesten hørte han en indre stemme.
Din racistiske lort, du hader sorte mennesker. Toni Morrison ville spytte dig i ansigtet. Du hører ikke til her. Forsvind.
I årene efter at have forladt Lamb of God udviklede Appel en meget alvorlig obsessiv-kompulsiv lidelse (OCD), kendt som scrupulosity.
Han blev deprimeret og forsøgte at løse sine problemer med alkohol og stoffer. Han kom ud af det, men så endte han på Columbia University. LGBTQ-tyranniet og den woke galskab på Ivy League-universitetet var værre end den kristne kult, han var kommet ud af.
Han begyndte at engagere sig i LGBT+-aktivisme, men queerkulturen bragte hans OCD-adfærd tilbage med fuld styrke.
I sit tredje år på Columbia fortsatte han med at udmærke sig, men mentalt var han ved at bryde sammen. »Pludselig havde jeg symptomer, der var nøjagtig de samme som [dem, jeg oplevede som teenager].«
Transideologi er »mere undertrykkende end McCarthyisme,« hævder advokat Naomi Cunningham. Hun har nok fat i noget. Når en hel befolkning er blevet indoktrineret til et punkt, hvor de ikke kan svare på de mest simple spørgsmål, såsom Hvad er en kvinde?, så er der noget sygt i samfundet, som har brug for medicin i form af sandhed og logik.
Appel blev selvmordstruet og oplevede traumer, der var værre end som ung homoseksuel mand i et ret konservativt kristent miljø. Historien fortsætter på denne måde og er et godt eksempel på, hvorfor man aldrig bør underkaste sig en kult.
Som politisk tilskuer bør du ikke tøve med at kritisere de partier, du normalt støtter, eller prale af visse ting fra partier, du aldrig ville overveje at stemme på.
Du kan elske din kone eller kæreste, men du skal også vise din kærlighed og tillid ved at turde udtrykke uenighed fra tid til anden. Det samme gælder for dine egne børn.
Min optimistiske redaktør Rustad bryder sig ikke om pessimisme, hvilket har inspireret en født pessimist som mig. Jeg tænker på Monthy Pythons klassiker Life of Brian og den sang, der bliver sunget, mens de hænger på korset:
Always Look on the Bright Side of Life
Life’s a piece of shit
When you look at it
Life’s a laugh and death’s the joke, it’s trueYou’ll see it’s all a show
Keep ’em laughin’ as you go
Just remember that the last laugh is on you
And…Always look on the bright side of life
Always look on the right side of life