To års fængsel for forsøg på hjemmerøveri og fareforvoldelse mod politibetjent

To års fængsel for forsøg på hjemmerøveri og fareforvoldelse mod politibetjent


Ved Retten i Aarhus er en 21-årig mand onsdag formiddag blevet kendt skyldig i en lang række forhold og i den forbindelse blevet idømt to års fængsel. Fængselsstraffen skyldes særligt en forsætlig fareforvoldelse over for en polititjenestemand og et forsøg på hjemmerøveri begået mod en 21-årig mand i Tilst under anvendelse af blandt andet en kniv.

 

Den 21-årige mand blev anholdt i maj, og han har siddet varetægtsfængslet frem mod onsdagens dom på to års fængsel. Han modtog dommen og kærede ikke kendelsen til landsretten om, at han skulle forblive fængslet efter dom.

 

”Jeg er tilfreds med, at retten har idømt manden to års fængsel, hvilket understreger alvoren af de forbrydelser, som han har begået” siger anklagerfuldmægtig Morten Lassen fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

 

Blev anholdt efter at have udsat betjents liv eller førlighed for fare

Onsdag aften den 22. maj 2024 standsede en patrulje fra Østjyllands Politi den 21-årig mand, da han kom kørende på Jernaldervej i Hasle og var mistænkt for ti minutter forinden at have været involveret i et færdselsuheld, som han var flygtet fra.

 

Da en betjent efterfølgende stak hånden og armen ind i mandens bil for at få åbnet bildøren, rullede den 21-årige mand vinduet op. Det medførte, at betjentens arm hang fast i vinduet, hvorefter manden accelererede kraftigt over i modsatte vejbane og kørte fra stedet med betjenten hængende fra bilruden over en strækning på 15-20 meter.

 

Den 21-årige mand blev anholdt kort tid efter på en nærtliggende adresse i Tilst og blev dagen efter fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, hvor han blev varetægtsfængslet i sagen.

 

Han har siddet varetægtsfængslet frem mod onsdagens dom.

 

Groft overfald i privat hjem

Foruden episoden fra den 22. maj, er den 21-årige også dømt for at have begået et groft overfald mod en jævnaldrende bekendt på en adresse i Tilst.

 

Ved overfaldet mødte den 21-årige og en 20-årig medgerningsmand, hvis straffesag behandles særskilt, op på den forurettedes adresse og skaffede sig adgang til stedet ved at ødelægge hoveddøren. Da de kom ind i lejligheden, udsatte de den 21-årige bekendte mand for forsøg på røveri ved blandt andet at forsøge at stikke ham med en kniv. To af den forurettedes familiemedlemmer kom til stedet, og en af disse blev stukket flere gange med en kniv af den nu dømte.

 

”Sagen blev behandlet som en tilståelsessag, hvorfor den dømte har fået en rabat på længden af sin straf – sådan er lovgivningen. At retten alligevel idømmer ham to års fængsel, viser, at domstolene ser med stor alvor på røverier begået i private hjem, som selvfølgelig er meget groft og helt uacceptabelt,” siger anklagerfuldmægtig Morten Lassen.

 

Retten i Aarhus besluttede også at konfiskere det køretøj, som den dømte anvendte ved den forsætlige fareforvoldelse, ligesom han blev frakendt førerretten i et år.





Source link