www.aamund.dk
Klimakonferencen COP29 i Aserbajdsjan har i modsætning til alle tidligere klimatopmøder ikke til hensigt at redde kloden fra at gå under i brændende tørke og hede vandmasser. Denne gang gælder det om at rage til sig af milliarder af kroner, der skal strømme fra den nordlige halvkugle til den sydlige. FN har organiseret sine u-landsstormtropper i en samlet front, der kræver et årligt beløb på 1000 milliarder USD, som hovedsagelig Europa, Nordamerika og Japan skal overføre til udviklingslandene til finansiering af klimakompensation og den grønne omstilling.
FN er i dag totalt domineret af totalitære regimer anført af de islamiske korandiktaturer og Kina, som derfor er defineret som udviklingslande, der således er berettiget til at modtage de gigantiske milliardbeløb. Udover Saudi-Arabien er også de stenrige Golf-stater defineret som udviklingslande til trods for at de vælter sig i endeløs rigdom fra enorme olie-og gasforekomster. FN har været yderst forekommende over for Kina, der også er ’udviklingsland’, men som alligevel kan prale med at være den største udleder af CO2 i verden, idet Kina producerer hele 35 procent af det samlede globale udslip.
De nordlige industrialiserede lande har selv anbragt sig i den fælde, der nu er ved at klappe sammen om dem. Vores politikere og medier har ukritisk bøjet sig i støvet for FN’s katastrofemeldinger om den menneskeskabte klimakrise, der år efter år truer med at tage livet af os, hvis ikke vi skifter bøfferne ud med bælgfrugter og kører på cykel til Costa del Sol, hvis vi vil have sol på maven. Ifølge IPCC (FN’s klimapanel) er der en logisk sammenhæng mellem generationers kulfyrede kraftværker i USA og britiske stålværker på den ene side og så oversvømmelserne i Chad og Niger samt tørkekatastrofen i Somalia og Etiopien på den anden side.
Populistiske medier og politikere har i årtier begejstret pustet til ilden fra IPCC og blæst FN’s dommedagsprofetier op til dobbelt størrelse med det resultat, at især den europæiske befolkning er blevet skræmt fra vid og sans og derfor har accepteret en revolutionær og hundedyr grøn omstilling. I milliarder af år har det globale klima været styret af solens og den kosmiske strålings interaktion med Jorden samt af vekslende strømme i hav- og luftmasser. Disse klimakræfter er nu blevet fyret af IPCC, der har udnævnt menneskeskabte CO2-udledninger som den faktor, der er årsag til den ventede globale opvarmning. Politikere og medier har ukritisk udbredt dette scenarie, der aldrig har været underbygget af videnskabelig evidens. Derfor sidde de nu i fælden og må til lommerne.
På de sidste mange klimakonferencer har FN-mafiaen presset på for at aftvinge de industrialiserede lande et årligt beløb på 100 milliarder USD til ’klimakompensation’ og grøn omstilling i udviklingslandene. I 2022 accepterede industrilandene en rammebevilling på de årlige 100 milliarder USD, som dog aldrig – som så mange andre rammebevillinger – er kommet til udbetaling. Klimahysteriet i folkehavet er ved at svinde hen. Vælgerne er optaget af andre problemer og udfordringer, og det mærker politikerne, der nu er ved at ændre signaler. Flere og flere vægtige videnskabelige stemmer sår tvivl om IPCC’s CO2-besættelse. Og er det virkeligt nødvendigt at bruge et sindssygt stort beløb på en brutal grøn omstilling, hvis de viser sig, at klodens temperatur- fluktuationer lever deres eget liv uanset, hvor meget vi skruer ned for CO2-udledningerne?
Svaret fra FN på den stigende skepsis er et krav om ikke 100, men 1000 milliarder USD i årlig klimakompensation til udviklingslandene, som dog ikke har ønsket redegøre for, hvordan de vil bruge de mange rare penge fra klimasynderne i nord. De bliver i hvert fald ikke brugt på den grønne omstilling. FN og den internationale klimalobby har i årevis brugt mange kræfter på at overtale de afrikanske lande til at satse på vindmøller og solfangere, men forgæves. De afrikanske nationer venter som resten af kloden en 50 procents stigning i energibehovet gennem resten af dette århundrede og vil have deres energi fra kul, olie og gas. Altså ingen grøn omstilling i Afrika, som dog gerne vil have de mange milliarder fra os nordlige skatteydere. Hvad pengene skal gå til, svæver i det uvisse. Og så alligevel ikke. Den afrikanske politiske samarbejdsorganisation, African Union lægger ikke skjul på at korruption og kleptokrati har været ødelæggende for vækst i folkelig velstand og økonomiske fremskridt på kontinentet. 1000 milliarder USD hvert år vil således hurtigt få ben at gå på, når afrikanske politikere og embedsmænd får dem anbragt de sædvanlige lommer.
Hvad gør denne verdens statschefer, når de ser en fælde nede ad vejen, der venter på, at de kommer forbi? De gemmer sig naturligvis under deres skriveborde og håber, at truslen går væk af sig selv. Det er derfor, at stormagternes topchefer bliver væk fra FN-mafiaens afpresningsbal i Aserbajdsjan. Til gengæld kan arrangørerne glæde sig over tilstedeværelsen af en minister fra Taleban, som jo altid er frisk, når der byder sig en lejlighed til at presse penge af de vantro.
FN’s globale klimatyranni er ved at blive svækket. De vestlige politikere er ved at miste troen på Jordens undergang. De videnskabelige modstand mod IPCC vokser. Nu venter vi på den første respekterede vestlige statschef, der tør tage konfrontationen med FN-mafiaen og som det lille barn i eventyret råber ad den nøgne kejser: ” Men I har jo ikke noget på!”. Kontrarevolutionen i klimapolitikken kan lade vente på sig. Men den er på vej.