Den navnkundige Socialdemokrat, Hartvig Frisch, (1893-1950) var ikke kun klassisksproget filolog, senere folketingsmedlem og minister og en af de mest indflydelsesrige idehistorikere i forrige århundrede. Han var også forfatter til værket, Pest over Europa. Hans kritik af fascismen og kommunismen var noget der blev lyttet til. Hans hovedværk nævnt før udkom i øvrigt samme år Hitler kom til magten nemlig i 1933.
Når Europa i mellemkrigstiden bevægede sig ud i enten højre- eller venstre ekstremer var årsagerne mangefacetterede. Europa var dengang præget af utilfredshed med mainstream politikere. Veteraner fra slagmarken vendte tilbage til et Tyskland i skyggen af en Versailles fredstraktat, der frem til Hitlers magtovertagelse satte en stopper for et økonomisk opsving, som ydmygede landet, udpinte det gennem krigsskadeerstatninger. Og lagde kimen til 2. verdenskrig. Det Frisch kaldte en pest var en naturlig reaktion på en undertrykkelse af en kulturnation som Tyskland. Italiens overgang til fascisme havde andre årsager tilsvarende med Spaniens og Portugals.
Når man har tygget værket igennem sidder man som nutidig samfundsrevser og debattør tilbage med fornemmelsen af at historiens hjul drejer om sin egen akse.
Her 80-90 år senere bevæger Europa sig endnu engang mod uro og nye politiske spændinger med de udfordringer, der ligger i dagens og tidens politiske problemstillinger. Migration, politisk korrekthed og wokeisme er blot marxismens affaldsprodukter, der ikke kun virker som en rød klud på patrioter, men også som lænker,og en ny pest over vores egen breddegrad, men også de egne vi betragter som en del af den europæiske bagage, og det bagland, hvor fra vores verden går.
Hvor højre-fascismen og nationalsocialismen sejrede i årene op til 2. verdenskrig, der er det siden 30. april 1945, og Hitlers død, lykkedes de ledende meningsdannere, medier og politikere, at udskamme enhver form for patriotisme, som et udtryk for en afart af de strømninger, der lagde store dele af Europa i ruiner og udslettede hele befolkningsgrupper, og igangsatte fordrivelser af andre under krigen.
Sandheden er, at kommunismen som pest var den største synder af alle. Stalin, Mao, og alle de politiske udøvere af Karl Marx’ lære lagde mangfold flere i graven end Hitler og hans håndlangere havde held med. Estimatet er, at den kommunistiske og kinesiske revolution sammenlagt har lagt 100 millioner i graven. Så uanset Holocaust var en forbrydelse mod menneskeheden, så læg mærke til, at det konstant er nazikortet, der bliver trukket fra rødt hold og de liberale medløbere i de europæiske magtcentre og EU. Symptomatisk ganske enkelt.
Endnu være er det med antallet af ofre for islam gennem den muslimske pests udbredelse.
300 millioner estimeres at være bukket under i profetens navn, selv om det kan være svært at opgøre. Her til kommer islams undertrykkelse af anderledes tænkende og troende, som indgår som en integreret del af det tankesæt, der kopierede kristendommens ord, tilsatte det i lovreligions form og yderligere krydrede det med urgammel undertrykkende patriarkalske stamme- og klan sædvaner, og som har holdt udøverne i en udviklingsmæssig trancetilstand i 1400 år eller så. Mellemøsten er blottet for udvikling bortset fra bygning af betonpaladser i Dubai. Når oliekilderne tørrer ud så rider de igen på kameler.
Islam har som pest også sejret over de sidste 2 generationer i Vesteuropa. Ikke at ideologien har bidraget med andet end parallelsamfund og kriminalitet, men som semi-religion har dens udøvere bredt sig som var det en flodbølge. Alle nervecentre er ramt alt fra boligområder, gader, stræder, skoler, navnlig fødeklinikker, parlamenter til myndigheder, er influeret af islams udøvere. Og det bliver kun værre.
Specielt EU har i mangfoldighedens, og mangkulturens navn købt ideen om at islam har været en del af Europas idehistorie og kulturelle udvikling og tankesæt. Intet kunne være mere forkert.
Islam havde gennem dens udøvere held til at drive korstogsridderne ud af det hellige land efter århundreder med islamisk undertrykkelse. De fik også fodfæste i Spanien. Mauerne kaldte araberne sig. Det vestlige romerske rige faldt i øvrigt samtidig med Konstantinopels erobring i 1500 tallet. Mørket har ligget over Tyrkiet lige siden. Over kristendommens største bygningsværk Hagia Sophia kranser i dag minareter. Det gør ondt på en national konservativ som mig at se.
Gad vide hvornår det sker over Peterskirken i Rom, over Notre Dame over Roskilde domkirke?
Islams udøvere opførte både Alhambra palæet i Spanien, og stod bag en række opfindelser, men islam blev slået ud af Vesteuropa flere gange bl.a i slaget ved Poitiers i 800 tallet. Så bortset fra folkeblanding på den Ibiriske halvø spillede islam ingen rolle. Kristendommen sejrede. Europa sejrede. Vi vandt. Herligt.
I Østeuropa blev tyrkerne, også kaldet osmannerne, slået uden for Wien i 1700 tallet takket være en koalition og navnlig det polske kavaleri under Johan Sobiski. Alt osmannerne efterlod sig var et terrorvælde og tusinder af døde. Men, det var blot en mindre del af hvad islam i øvrigt har efterladt sig øst over ind i Asien af katastrofer, hvor islams udøvere fordrev de oprindelige religioner og folk.
Ser man på den tid vi lever i, så er Europa mere end nogensinde før truet af kulturel og religiøs ødelæggelse, men nu også etnisk fordrivelse, og undergang af de oprindelige befolkninger vi er en del af. Af vores eget folk, af vores nabofolk.
Folketinget, medierne og magtcentrene i Europa dækker over at det muslimske broderskab er i færd med at omdanne Vesteuropa til et kalifat. Mainstream politikerne har ingen stopklodser for befolkningsudskiftningen, og den muslimske livmoder leverer i sidste ende resultatet. Gadaffi forudså det tilbage i 2006. Islam sejrer ikke ved sværet, men gennem den muslimske kvindes livmoder.
Koranlov til sikring af islams intolerante menneskesyn er hvad en Lars Løkke Rasmussens politiske eftermæle efterlader sig. Knægtelse af frihedsrettigheder på lokalt og EU plan er hvad liberalismen og marxismens udøvere tilsvarende vil få sig som gravmæle. Her til kommer intern indblanding i de enkelte europæiske landes politiske valghandlinger, for at undgå patriotisme og sikre globalisme, det er en del af tidens pest over Europa.
Befolkningsudskiftning, islamisering, af-europæisering og af-kristning af det kontinent vi alle har rod på, det vil være teksten på gravstenen over EU.
Demokratiske forandringer i retning af et mere patriotisk styret Europa kommer ikke på tale så længe medier modtager propaganda midler, så længe vælgerne kritikløst vedbliver at stemme for deres egen og Europas undergang.
Hvad den tyske filosof Oswald Spengler fremsagde om aftenlandets eller venstrelandenes undergang i 1918 efter 1. verdenskrigs rædsler, det kan synes som krusninger på den historiske overflade ved siden af den undergang Vesteuropa er trukket ud i af ikke folkevalgte EU teknokrater, som EU præsident Ursula von der Leyen, og liberale og socialistisk orienterede afskum som Keir Starmer, Emmanuel Macron og Friedrich Merz.
Når de først har åbnet døren til islams muslimske broderskab i Fort Europa, og har lukket for befolkningstilvæksten af etniske europæere, så bliver der ikke flere sejre som ved Poitiers høje eller som ved Wiens mure. Så vil mørket for alvor sænke sig som et gravkammer over vort gamle, tidligere vidunderlige, og på europæiske betingelser, mangfoldige kontinent.
Vi lod det ske uden kamp. Vi slap selv fjenden ind. Vi har kun os selv at takke for. Demokratierne er sat ud af kraft, befolkningsudskiftningen er irreversibel. Tilbage er alene muligheden for et voldeligt opgør i de borgerkrige som venter forude mellem Europas venstre-fascister og meningsdannere på den ene side, islamisterne og muslimerne på den anden og slutteligt den etniske befolkning i Europa, der ved, at hvis de ikke vinder over dårskaben, vil der ikke være noget hjem til dem mere, ingen sikkerhed og intet fællesskab, når det er underordnet, hvem der kalder sig europæere, og hvem der bebor de egne, de byer, og lever de liv, som vores forfædre kæmpede og døde for.
Uret tikker.