En stor del af den danske befolkning har indledt en spontan boykot af amerikanske produkter og kultur. Facebook har nu en ’Boykot USA’ gruppe på næsten 90 000 medlemmer, der træner hinanden i, hvordan man kommer videre med sit liv uden USA. Medierne flyder over med beretninger om tapre danskere, der har fyret Colgate, Coca Cola og Big Mac. Ingen vil have Tesla mere, og et flertal af vælgerne ønsker at annullere de indgåede aftaler om amerikanske militærbaser på dansk jord. Investorerne sælger ud af amerikanske aktier, og herboende amerikanere tør ikke tale engelsk i supermarkedet af skræk for at blive moppet af ophidsede danske kunder. Førende politikere tager i medierne naturligvis afstand fra sanktioner mod USA, der ikke er officielle, men skynder sig at tilføje med et indstuderet politisk smil, at de er kommet til at ”holde meget af Jolly Cola og italiensk vin.” Vores dominerende supermarkeder har nu mærket europæisk producerede varer med en sort stjerne så progressive konsumenter kan være sikre på, at produktet ikke er fremstillet i USA eller Israel (Kauft nicht bei Juden!).
Denne folkelige sanktionsbølge har ikke noget at gøre med en amerikansk straftold på danske eksportprodukter, hvor sværvægterne er medicin, søtransport, maskiner og instrumenter. USA er nu som før Danmarks størst eksportmarked og der er ikke iværksat nye tariffer eller toldsatser mod danske varer. Men så er der jo Grønland, som amerikanerne vil stjæle fra os. Det Konservative Folkeparti raser på tv over, at USA planlægger at annektere 98 procent af det danske rige. De Konservative har dog godkendt, at kun de kun 50 000 grønlændere, der udgør 1 procent af den danske befolkning, kan stemme sig til at annektere 98 procent af det danske rige. Ovenikøbet med regeringens og Folketingets fulde opbakning. Sådan er der jo så meget.
Boykotten er både i dansk og international politik et populært og skattet våben, når denne verdens tyranner og diktatorer skal knægtes og omstyrtes. Hensigten med den totale isolation, som boykotten jo er, vil altid være, at et totalitært regime tvinges til fald enten, fordi tyrannerne må give op på grund af presset udefra, eller fordi befolkningen rejser sig og befrier sig for dets undertrykkere. Ingen af de mange boykots, vi i den vestlige verden har iværksat gennem de seneste 60 år, har haft nogen virkning overhovedet. Alligevel starter vi den ene boykot efter den anden i håb om bedre held næste gang. Eller som Bertel Haarder så klogt har udtrykt det: ”Enhver politiker vil hellere gøre det forkerte end ikke at gøre noget”.
Hele verdens langvarige videnskabelige, kommercielle, politiske og kulturelle boykot af Sydafrika fra 1959 til 1993 var totalt virkningsløs. Sydafrikanerne vænnede sig hurtigt til isolationen og skaffede sig alt, hvad de havde brug for gennem venligtsindede nationer, der ikke havde problemer med apartheid. Således kunne Sydafrika i 1977 lancere landsdækkende farve tv på to kanaler udelukkende med importeret udstyr. Når apartheid-styret til sidst brød sammen, var det ikke på grund af isolationen, men under presset fra den aldrig ophørende internationale fordømmelse.
Boykotten mod den græske oberstjunta i 1967 førte ikke til nogen forandring. Salget af græske appelsiner gik tilbage, men turisterne opgav ikke den græske sommerferie til trods for mediernes daglige beretninger om Oberst juntaens grusomheder og torturcentre. Obersterne måtte dog give op i 1974 på grund af interne skænderier i kølvandet på den tyrkiske invasion af Cypern. Den internationale boykot af Burma (Myanmar) fra 1988 til 2011 forblev ligeledes resultatløs. Faktisk sidder tyrannerne der endnu støttet af vennerne i Kina og Rusland.
Vest-magterne organiserede en total isolation af Saddam Husseins Irak fra 1990 til 2003 med det formål at tvinge ham fra magten. Som sædvanlig endte boykotten med, at tyrannens Gestapo overlever i fin stil, mens folket lider i stilhed. Ifølge en FN-rapport lykkedes det dog at tage livet af flere hundrede tusinder børn under seks år, der døde som følge af medicinmangel og underernæring.
EU lancerede en boykot af Østrig som straf for, at Jörg Haiders Frihedspartiet var blevet optaget i den østrigske regering. Også disse sanktioner løb ynkeligt ud i sandet efter få måneder, ligesom den løbende boykot af Rusland, der jo ikke ser ud til at omstyrte præsident Putin lige med det samme. Der er jo heller ikke meget grin ved en boykot, hvor vores indkøb af olie, kul og gas fra Rusland overstiger værdien af Europas samlede finansielle og militære støtte til Ukraine.
En enkelt boykot var dog en bragende succes og virkede lige efter hensigten. Det var Jerntæppet, der strakte sig fra Østersøen til Adriaterhavet fra 1948 til 1990. Det var en selv-boykot, fordi kommunister er elendige økonomer, men brillante magtmennesker, der vidste, at boykot, den totale isolation, virker systembevarende og ikke systemomstyrtende for totalitære regimer. Kun gennem den totale isolation lykkedes det sovjetimperiet at holde liv i socialismens håbløse samfundssystem, som ellers hurtigt ville være brudt sammen i åben konkurrence med Vesteuropas markedsøkonomiske Wirtschaftswunder.
Disse kendsgerninger vil dog ikke forvirre vores brave patrioter, der målrettet med mediernes opbakning fortsætter kampen mod USA og alt amerikansk. Vi lever jo i en tid, hvor man vælger sin egen virkelighed. Ligesom den blinde mand, der famler sig hele vejen rundt om en plakatsøjle og til sidst falder sammen i raseri over, at han er lukket inde.