Selvom medierne bugner af skattevæsenets skandalesager, har ingen af de sidste fire socialdemokratiske politikere, der på tre år er faret gennem Skatteministeriets svingdør, valgt at tage hånd om problemet, skriver Mads Strange (LA) i Børsen.
”Det vælter ind med skandalesager i det danske skattesystem, hvor borgerne kan risikere at få gigantiske skattesmæk på grund af skattesystemets fejl. Når myndighedernes tekniske fejl bliver til borgernes problem, er der noget galt med den måde, vi har indrettet systemet på.
Det groteske er, at mens staten stiller stadig strengere krav til borgerne, stiller den omvendt færre krav til sig selv. Hvis man som borger begår en skatteteknisk fejl, skal den i bedste fald betales tilbage med renter og i værste fald med en plet på straffeattesten. Når staten omvendt konstant begår fejl, er det den enkeltes eget ansvar at bruge flere år af sit liv på at løfte bevisbyrden mod et tungt bureaukrati med langt flere ressourcer.
Et velfungerende skattesystem er ikke bare et spørgsmål om, at staten skal kunne opkræve finansiering til sine udgifter. Det er også et spørgsmål om borgernes tillid til systemet. Når regeringen tager systemets parti frem for borgernes, svigter den sin vigtigste opgave. For det er trods alt systemet, der er til for at tjene danskerne – og ikke omvendt”.

