Storbritannien kan snart stå over for en skæbne, der er værre end Keir Starmer

Storbritannien kan snart stå over for en skæbne, der er værre end Keir Starmer


Keir Starmers regering af talentløse ministre er i store problemer. Nu møder han modstand fra sine kolleger i Labour.

Starmers premierministerskab ligner nu Sunak-regimets sidste dage, skriver Annabel Denham i The Telegraph. Kriserne står i kø, f.eks. økonomien, migrationen og de mislykkede forsøg på at reformere den offentlige sektor. Starmer og hans regering har fejlet på det groveste. Ikke engang hans egne parlamentsmedlemmer synes at vide, hvad han står for.

Fiasko bygger på fiasko, med Angela Rayner væk, Mandelson væk, Paul Ovenden væk, planlagte udvisninger, der ikke er gennemført, og nu en konkurrence om rollen som næstformand, som Starmer må byde velkommen som en svampeinfektion.

Premierministeren smed Lucy Powell ud af regeringen for ikke så længe siden uden undskyldning eller forklaring. Powell fører nu kapløbet om at blive ny næstformand for Labour med 17 point ifølge en meningsmåling, der blev offentliggjort i går. Den samme meningsmåling viser også, at Starmer bliver mere og mere upopulær.

Den yderste venstrefløj tager over

Powell støttes af den yderste venstrefløj i Labour, som mener, at Starmers regering ikke er tilstrækkelig socialistisk. I interviews har Powell konsekvent understreget de fejl, som Downing Street 10 har begået indtil nu, og det vil ikke overraske nogen, hvis hun som næstformand vil bryde med regeringens politik på en måde, som hendes rival, undervisningsminister Bridget Phillipson, ikke kunne.

Det er ikke noget stort chok, at vælgerne vender Labour ryggen. Deres dagsorden for »forandring« og løfter om »vækst« ligger i ruiner.

Express siger det i utvetydige vendinger: Labour er på vej mod en borgerkrig i partiet, efter at Lucy Powell blev fyret og kritiserede Keir Starmer for “unødvendige fejl”.

Selv hvis Starmer bliver skubbet ud af Downing Street 10, er der ikke megen grund til optimisme. For han kan blive erstattet af noget, der er langt værre.

Afstemninger blandt Labour-medlemmer viser, at partiets fremtid ikke ligger i en ny bølge af moderate Blairite, men i den ideologiske, kompromisløse venstrefløj.

Klimafanatikeren »Net Zero« Ed Miliband, som nu sidder som energiminister og er ude af stand til at producere energi, toppede en meningsmåling i august som den mest populære oppositionskandidat.

Miliband planlægger kraftig stigning i tilskud til vindkraft

Han blev efterfulgt af Angela Rayner, som var vicepremierminister, før hun måtte træde tilbage på grund af svindel med privat ejendom, og nævnte Phillipson. Det slår mig ikke ligefrem som et hold af lovende statsledere, der kan vende skuden og føre Storbritannien i den rigtige retning.

Vicepremierminister i Labour, Angela Rayner, træder tilbage efter skattesvindel

Starmer kan blive afsat

Det efterlader briterne i den mærkelige situation, at en upopulær Starmer og hans lige så upopulære finansminister, Rachel Reeves, holder frontlinjen mod en invasion af Labour fra den yderste venstrefløj.

For at vælte Starmer skal 20 procent af Labours parlamentsmedlemmer nominere en udfordrer. Medlemmerne bestemmer derefter.

Det er netop det, der udgør en trussel: Nutidens Labour-medlemmer er ikke længere optaget af kompetence, forsigtighed, sund økonomisk vækst eller voksne i rummet. De dyrker DEI-doktrinen, idealistiske åbne grænser, klimahysteri og stadig flere offentlige gaver.

Starmers har forsøgt at tækkes venstrefløjen med deres løfter om øgede skatter, afskaffelse af studieafgifter, ophævelse af fagforeningslovgivningen og nationalisering af alt, hvad der bevæger sig. Men selv dette er ikke nok for den yderste venstrefløj i Labour.

Så hvis Starmers tid er forbi, vil Labour utvivlsomt bevæge sig mærkbart til venstre.

Det kan hjælpe på kort sigt i valgkampen ved at berolige dem, der stadig er overbeviste om, at »de rige« ikke betaler nok, men Storbritannien gennemgår en brutal politisk overgang.

Med både Labour og det konservative parti i dyb krise er vejen åben for Nigel Farage og Reform UK. Men der kan gå helt op til fire år til næste parlamentsvalg. Spørgsmålet er, om Storbritannien overhovedet kan overleve, hvis der ikke bliver udskrevet nyvalg længe inden da.

 


Købe hos Tales: Sådan døde Danmark        Købe hos Saxo: Sådan døde Danmark



Source link